Missions-mobilisering i Afrika - April 2007
AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING
”Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jer: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." (Matthæusevangeliet 25:37-40)
Elisabeth, min søster, hjemme hos Herren
Midt i vores hverdag i Pretoria; madposer til de forældreløse børn; forberedelser til et leder-seminar i Soshanguve… kom beskeden til os fra Willy. I hans e-mail, d.9.2.2007, stod der ganske enkelt:
”Kære John og Tove
Vi må erkende at Gud valgte at kalde Lisbeth hjem i dag.”
Det var chokerende og uforståeligt for os. Lisbeth fyldte kun 55 år, endda på den samme dag, og hun efterlader sig sin mand, Willy, og deres syv børn, hvoraf de yngste er to drenge, Jonathan og Benjamin, henholdsvis 10 og 15 år.
Højtideligheden
Det blev muligt for Tove og mig at reservere billetter til Danmarks-turen, så vi kunne være med til begravelses-højtideligheden i Aalborg.
Den fandt sted d.17.marts med den lokale Apostolske menighed som samlingssted. Hele højtideligheden var ubeskrivelig smuk. Forkyndelsen, personlige ord fra Willy, børnene og andre fra familie og venner … alt centrerede sig om Lisbeth og om Guds velsignelse til dem igennem hende.
Lisbeth, en fast forbeder
Selvom vi (Tove og jeg) har tilbragt det meste af vores liv som missionærer i Afrika, har Lisbeth betydet meget for os; først og fremmest som søster, svigerinde og faster for vores børn. Men også mere end det. For nogle år siden skrev vi meget i vores nyhedsbreve om behovet for mere forbøn for os og dem som vi er iblandt i Afrika. Indenfor kort tid fik vi brev fra Lisbeth om, at vi godt kunne regne med hende som en fast forbeder. Det har vi nydt godt af.
Lederudvikling:
”om at se lederskabskrisen i øjnene”.
Helt op til 80 % af alle de kristne præster og kirkeledere i Afrika har ikke haft nogen systematisk eller formel træning i kundskab om bibelen, de grundlæggende bibelske sandheder, eller den kristne lære.
Som resultat er kirken i Afrika mange steder blevet synkretistisk og fragmenteret. Vi tror på, at træning af effektive ledere er en del af Guds strategi for at få evangeliet ud i hele Afrika, og at få bygget Guds kirke på kontinentet.
For nylig blev jeg spurgt om jeg ikke mente at Afrika nu havde rigeligt med evangelister ...og om de ikke nu ville kunne klare sig uden vores folk (fra kirken i vesten) til at undervise dem. Mit svar var: ’Nej de kan ikke undvære os; og på flere måder kan vi ikke undvære dem’.
Selvom kirken i Afrika er i vækst og der bliver plantet flere menigheder end nogensinde før, har den stadigvæk brug for at vi står sammen med den, og at vi deler med den af de rigdomme som Gud har overøst os med i de sidste århundreder.
Ledere fra Pretoria området undervises på AFnet-centeret
Kirken i Afrika står overfor en krise
Den har stadigvæk brug for mere indsigt og erfaring om sådanne ting som for eksempel, sende arbejdere ud i tværkirkelig missions indsatser, og sørge for en vedvarende støtte til dem.
Den afrikanske kirke har endnu ikke fundet sit faste grundlag for udførelsen af opgaven. Den oplever smerterne fra et paradigme-skift.
Nogle af dem er konsekvenserne af at evangeliet blev indført af vestlige missionærer, som sjældent tog hensyn nok til det Afrikanske verdensbillede. Dette ejes af kontinentets samfund, stammer, grupper og deres store mosaik af kulturer.
Kirken i Afrika står overfor en krise. Hvis dens ledere ikke gør en aktiv indsats for at møde udfordringerne kunne dette blive til en indstilling af ulydighed overfor missionsbefalingen. I yderste konsekvens kunne kirken komme til at opleve farerne ved stagnation og endda ved synkretisme.
Derfor må den modnes og udrustes til at møde udfordringerne.
Dynamiske dimensioner
Men vi, som har vestlig baggrund, har også brug for de dynamiske dimensioner som findes i den afrikanske kirke, hvor den har ”overhalet” os. Den har stor indsigt i udholdende forbønstjeneste. Den har en meget mere ligefrem måde at tackle de åndelige dimensioner, som eksempelvis findes i trolddom. De har langt lettere ved at stå sammen i gruppefællesskab og undgå individualisme.
Begge parter har brug for hinanden
Tiden er kommet, hvor vi må erkende at begge parter har brug for hinanden. Der er brug for at vi villigt går ind in partnerskabsrelationer med hinanden. Herigennem kan vi nå længere ud og få varige resultater.
I samarbejde med skolelærerne mødtes vi med 1050 elever. Det var ved Heidi og Brians besøg i februar måned. Her har Brian ordet hvor han fortæller om bibelens kong David.
AIDS-børnecentret i Soshanguve (nord for Pretoria) er et pilot-projekt i et område som er hårdt ramt af fattigdom og sygdom. Projektet indebærer blandt andet at den lokale kirke vil tjene som omdrejningspunktet for ledertræning, klinikker, hjemme-omsorg (”Home Based Care”) for folk som lider af AIDS, mad til de sultne, HIV/AIDS-prævention, foster omsorg for forældreløse, dag center for cirka et hundrede AIDS-ramte børn, hjælp med skolearbejde, og alt muligt andet omsorgsarbejde.
En lille middagslur skal der vel også være tid til! – Børn
i Soshanguve.
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Forbønsemner:
- Bed om Guds trøst og støtte til Willy og
børnene hjemme i Danmark
- Bed fortsat for besøget d.4. – 16.maj af
holdet fra Euroclass.
- At kompetente ledere må rejses op ud
over hele Afrika.
Tak til Gud for:
- Børnecentret i Soshanguve, som er i sidste
del af byggefasen.
- Byggeriet af AIDS-børnecentret i Luapula,
Zambia, hvor grunden er sikret, så
arbejdet kan startes.
- Hungeren efter Guds ord, og træning af
ledere ved seminarer og satellit
bibelskoler.
”Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jer: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." (Matthæusevangeliet 25:37-40)
Elisabeth, min søster, hjemme hos Herren
Midt i vores hverdag i Pretoria; madposer til de forældreløse børn; forberedelser til et leder-seminar i Soshanguve… kom beskeden til os fra Willy. I hans e-mail, d.9.2.2007, stod der ganske enkelt:
”Kære John og Tove
Vi må erkende at Gud valgte at kalde Lisbeth hjem i dag.”
Det var chokerende og uforståeligt for os. Lisbeth fyldte kun 55 år, endda på den samme dag, og hun efterlader sig sin mand, Willy, og deres syv børn, hvoraf de yngste er to drenge, Jonathan og Benjamin, henholdsvis 10 og 15 år.
Højtideligheden
Det blev muligt for Tove og mig at reservere billetter til Danmarks-turen, så vi kunne være med til begravelses-højtideligheden i Aalborg.
Den fandt sted d.17.marts med den lokale Apostolske menighed som samlingssted. Hele højtideligheden var ubeskrivelig smuk. Forkyndelsen, personlige ord fra Willy, børnene og andre fra familie og venner … alt centrerede sig om Lisbeth og om Guds velsignelse til dem igennem hende.
Lisbeth, en fast forbeder
Selvom vi (Tove og jeg) har tilbragt det meste af vores liv som missionærer i Afrika, har Lisbeth betydet meget for os; først og fremmest som søster, svigerinde og faster for vores børn. Men også mere end det. For nogle år siden skrev vi meget i vores nyhedsbreve om behovet for mere forbøn for os og dem som vi er iblandt i Afrika. Indenfor kort tid fik vi brev fra Lisbeth om, at vi godt kunne regne med hende som en fast forbeder. Det har vi nydt godt af.
Lederudvikling:
”om at se lederskabskrisen i øjnene”.
Helt op til 80 % af alle de kristne præster og kirkeledere i Afrika har ikke haft nogen systematisk eller formel træning i kundskab om bibelen, de grundlæggende bibelske sandheder, eller den kristne lære.
Som resultat er kirken i Afrika mange steder blevet synkretistisk og fragmenteret. Vi tror på, at træning af effektive ledere er en del af Guds strategi for at få evangeliet ud i hele Afrika, og at få bygget Guds kirke på kontinentet.
For nylig blev jeg spurgt om jeg ikke mente at Afrika nu havde rigeligt med evangelister ...og om de ikke nu ville kunne klare sig uden vores folk (fra kirken i vesten) til at undervise dem. Mit svar var: ’Nej de kan ikke undvære os; og på flere måder kan vi ikke undvære dem’.
Selvom kirken i Afrika er i vækst og der bliver plantet flere menigheder end nogensinde før, har den stadigvæk brug for at vi står sammen med den, og at vi deler med den af de rigdomme som Gud har overøst os med i de sidste århundreder.
Ledere fra Pretoria området undervises på AFnet-centeret
Kirken i Afrika står overfor en krise
Den har stadigvæk brug for mere indsigt og erfaring om sådanne ting som for eksempel, sende arbejdere ud i tværkirkelig missions indsatser, og sørge for en vedvarende støtte til dem.
Den afrikanske kirke har endnu ikke fundet sit faste grundlag for udførelsen af opgaven. Den oplever smerterne fra et paradigme-skift.
Nogle af dem er konsekvenserne af at evangeliet blev indført af vestlige missionærer, som sjældent tog hensyn nok til det Afrikanske verdensbillede. Dette ejes af kontinentets samfund, stammer, grupper og deres store mosaik af kulturer.
Kirken i Afrika står overfor en krise. Hvis dens ledere ikke gør en aktiv indsats for at møde udfordringerne kunne dette blive til en indstilling af ulydighed overfor missionsbefalingen. I yderste konsekvens kunne kirken komme til at opleve farerne ved stagnation og endda ved synkretisme.
Derfor må den modnes og udrustes til at møde udfordringerne.
Dynamiske dimensioner
Men vi, som har vestlig baggrund, har også brug for de dynamiske dimensioner som findes i den afrikanske kirke, hvor den har ”overhalet” os. Den har stor indsigt i udholdende forbønstjeneste. Den har en meget mere ligefrem måde at tackle de åndelige dimensioner, som eksempelvis findes i trolddom. De har langt lettere ved at stå sammen i gruppefællesskab og undgå individualisme.
Begge parter har brug for hinanden
Tiden er kommet, hvor vi må erkende at begge parter har brug for hinanden. Der er brug for at vi villigt går ind in partnerskabsrelationer med hinanden. Herigennem kan vi nå længere ud og få varige resultater.
I samarbejde med skolelærerne mødtes vi med 1050 elever. Det var ved Heidi og Brians besøg i februar måned. Her har Brian ordet hvor han fortæller om bibelens kong David.
AIDS-børnecentret i Soshanguve (nord for Pretoria) er et pilot-projekt i et område som er hårdt ramt af fattigdom og sygdom. Projektet indebærer blandt andet at den lokale kirke vil tjene som omdrejningspunktet for ledertræning, klinikker, hjemme-omsorg (”Home Based Care”) for folk som lider af AIDS, mad til de sultne, HIV/AIDS-prævention, foster omsorg for forældreløse, dag center for cirka et hundrede AIDS-ramte børn, hjælp med skolearbejde, og alt muligt andet omsorgsarbejde.
En lille middagslur skal der vel også være tid til! – Børn
i Soshanguve.
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Forbønsemner:
- Bed om Guds trøst og støtte til Willy og
børnene hjemme i Danmark
- Bed fortsat for besøget d.4. – 16.maj af
holdet fra Euroclass.
- At kompetente ledere må rejses op ud
over hele Afrika.
Tak til Gud for:
- Børnecentret i Soshanguve, som er i sidste
del af byggefasen.
- Byggeriet af AIDS-børnecentret i Luapula,
Zambia, hvor grunden er sikret, så
arbejdet kan startes.
- Hungeren efter Guds ord, og træning af
ledere ved seminarer og satellit
bibelskoler.
Labels: Nyhedsbrev
0 Comments:
Post a Comment
<< Home