Missions-mobilisering i Afrika - Maj 2007
AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING
”Han er den Gud... som står på de undertryktes side og sørger for mad til de sultne; som befrier dem, der segner under byrden – for Herren elsker de retfærdige. Han er den, som bevarer udlændingene i landet og viser omsorg for enker og forældreløs..." (Salmernes Bog 146:6-9)
En særlig samling på AFnet-grunden
Lørdag d.21. april havde vi en særlig samling for 89 forældreløse børn. De fleste kom fra en skole som hedder ”Kondalelani Junior High School”, og nogle kom fra børnecentret ved kirken i bydelen, Soshanguve, nord for Pretoria. AFnet har et vedvarende samarbejde med Kondalelani-skolens lærergruppe. De holder hele tiden rede på, hvilke af børnene er forældreløse, og fra AFnet rækker vi ud med hjælp til dem.
Leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier
Samlingen fandt sted på Afnet-centerets grund, som har gode faciliteter til formålet. Dagen var planlagt med et program der både rummede leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier. Et særligt træk ved det alt sammen var tilstedeværelsen af cirka 30 unge mennesker fra ”Doxa”, en stor kirke i Pretoria. De var modne unge kristne… og de havde sat sig for at være til velsignelse for den store
gruppe af forældreløse børn.
De unge fra Doxa havde planlagt de fleste af aktiviteterne. Der blev også mulighed for en tur i et svømmebassinog børnene var næsten ikke til at få derfra igen. Nogle af dem havde aldrig før prøvet at være i en sådan ”swimming pool”, og ingen af børnene kunne svømme i den dybe ende.
Samtale-grupper
I dagens løb var der flere samlinger hvor de unge kristne sad sammen med børnene i mindre grupper. De gennemgik mange af de spørgsmål og svære oplevelser, som alle de forældreløse børn havde gennemlevet på forskellige måder. Sådanne ting som ensomhed, selvværd og behovet for voksen-figurer blev berørt. Det var tydeligt at børnene sugede det hele til sig, og også at Guds velbehag var over det alt sammen.
Disse omtalte AIDS-børn – og utallige andre som dem - er blevet traumatiserede igennem deres forældres lidelser og død. Ofte hviler byrden med at skulle passe de døende forældre på disse børns skuldre, og de har hverken den nødvendige indsigt eller medicinen som skal til.
Det er tit de større børn (14 – 19 år) som har ansvaret for at skaffe mad og husly for deres mindre søskende… hvilket tit resulterer i prostitution og kriminalitet. I mange tilfælde er der ikke nogen ”stor-familie” som kan eller vil tage del i ansvaret for de forældreløse børns liv og opvækst.
Derfor er praktisk hjælp til ”forældreløse hjem”, f.eks. at give dem mad, hjælp med deres skole-lektier, træning i livets nødvendige færdigheder og i at fungere i deres samfund, nogle af de ting som Gud har lagt hen til os i Projekt HAAB/AFnet.
Besøg i Hillcrest
Søndag d.22. april tog Tove og jeg til Hillcrest; vi havde flere vigtige ærinder med denne tur. Bl.a. skulle årsregnskabet for MMA/Projekt HAAB afleveres til vores statsautoriserede revisor.
Esther House
Om tirsdagen var vi med ved den officielle åbning af ”Esther House” på den gamle bibelskolegrund. Det var en flot begivenhed, med deltagelse af folk både fra Sydafrika og USA. Der var også folk fra de lokale medier til stede for at dække den store dag.
For os var det en glæde at se fire børn fra vores første Projekt HAAB familie med i denne familie; også at møde deres nye foster forældre, et fint ældre ægtepar. Vi kunne ikke lade være med at fryde os over, at det netop var vores gamle hus på ejendommen, som nu dannede rammerne om familien.
Vi var også lykkelige for at kunne besøge Eunice og de børn som stadigvæk er hos hende. Det var godt at se at de bor i et godt hus, og at de trives godt under omsorgen fra den lokale kirke, som nu har påtaget sig dette ansvar.
En tur til lufthavnen – og tilbage igen
Den plejer ikke at være specielt besværlig, en tur på cirka 75 km.
Jeg havde lovet at køre et af vores team-medlemmer i AFnet, til lufthavnen i Johannesburg. Turen tog kun 45 minutter og vi nåede frem i god tid før flyets afgangstid.
Men det var tilbageturen som blev helt anderledes end forventet. Motorvejen var tæt pakket med biler som var på vej til en lang weekend-ferie; de sneglede sig af sted. Så jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå hjem i tide til aftensmaden. Men så skete det, som er noget af det værst tænkelige på en sydafrikansk motorvej: Fra bilens kølerhjelm begyndte det at ryge med damp fra motoren, og temperaturmåleren var helt oppe i det røde felt. Lidt mere af dette, så risikerede jeg at motoren brændte sammen. Ikke nok med dette; det var også farligt at parkere ved siden af motorvejen, p. g. a. kriminalitet.
Det første var at sende en bøn op til Gud om hans beskyttelse mod alle farer, og om hans hjælp med at få en løsning på bilens problem.
Sådan sad jeg i et kvarters tid i nattens mulm og mørke, og jeg så at jeg var kommet til at parkere lige bag ved en anden personbil. I den sad tre mænd. Hvem mon de var for nogen?
Til sidst trådte jeg ud af bilen og prøvede på at se, hvordan det stod til – især med køleren. Det var tydeligt at der skulle en hel masse vand til. Men hvor skulle jeg skaffe det fra? - for der var ingen vanddunk med i bilen.
Så gik jeg hen til bilen foran og bankede på ruden. Da en af mændene lukkede op, forklarede jeg dem min situation, og spurgte om de tilfældigvis skulle have noget vand med i deres bil. Det havde de ikke, men de havde en tom plastic dunk, og den måtte jeg få.
En ung fyr fra bilen fik idéen, at prøve på at få vand igennem tremmerne på et sikkerhedshegn ind til en større ejendom ved siden af, hvis bare vi kunne få fat i vagten. Men han var forsvundet bag en stor bygning.
Da begyndte den unge mand at bevæge sig hen til hegnet, og halvvejs stoppede han og kaldte til os: ”Her er vand!” Han var kommet ned til en grøft med klart rindende regnvand. Straks fyldte han dunken op, og jeg kunne fylde vand på bilens køler. Derefter kunne jeg starte bilen og køre videre i retning af Pretoria, hvor Tove ventede mig. Tilbageturen tog i alt 4½ time!
Jeg priste Gud for hans omsorg og beskyttelse; også for de ”sydafrikanske engle” i bilen foran.
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Forbønsemner:
- Guds velsignelse over de mange forældreløse
børn som var samlet på AFnet
- Bed for Euroclass holdet, 9 unge fra skolen i
Kolding, som er med i 12 dage i april måned
- Bed om Guds ledelse og velsignelse over Tove og
Johns orlov til DK, 19.05 – 25.08.2007
- Velsign Childrens Ark International, den svenske
organisation som støtter Projekt HAAB
”Han er den Gud... som står på de undertryktes side og sørger for mad til de sultne; som befrier dem, der segner under byrden – for Herren elsker de retfærdige. Han er den, som bevarer udlændingene i landet og viser omsorg for enker og forældreløs..." (Salmernes Bog 146:6-9)
En særlig samling på AFnet-grunden
Lørdag d.21. april havde vi en særlig samling for 89 forældreløse børn. De fleste kom fra en skole som hedder ”Kondalelani Junior High School”, og nogle kom fra børnecentret ved kirken i bydelen, Soshanguve, nord for Pretoria. AFnet har et vedvarende samarbejde med Kondalelani-skolens lærergruppe. De holder hele tiden rede på, hvilke af børnene er forældreløse, og fra AFnet rækker vi ud med hjælp til dem.
Leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier
Samlingen fandt sted på Afnet-centerets grund, som har gode faciliteter til formålet. Dagen var planlagt med et program der både rummede leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier. Et særligt træk ved det alt sammen var tilstedeværelsen af cirka 30 unge mennesker fra ”Doxa”, en stor kirke i Pretoria. De var modne unge kristne… og de havde sat sig for at være til velsignelse for den store
gruppe af forældreløse børn.
De unge fra Doxa havde planlagt de fleste af aktiviteterne. Der blev også mulighed for en tur i et svømmebassinog børnene var næsten ikke til at få derfra igen. Nogle af dem havde aldrig før prøvet at være i en sådan ”swimming pool”, og ingen af børnene kunne svømme i den dybe ende.
Samtale-grupper
I dagens løb var der flere samlinger hvor de unge kristne sad sammen med børnene i mindre grupper. De gennemgik mange af de spørgsmål og svære oplevelser, som alle de forældreløse børn havde gennemlevet på forskellige måder. Sådanne ting som ensomhed, selvværd og behovet for voksen-figurer blev berørt. Det var tydeligt at børnene sugede det hele til sig, og også at Guds velbehag var over det alt sammen.
Disse omtalte AIDS-børn – og utallige andre som dem - er blevet traumatiserede igennem deres forældres lidelser og død. Ofte hviler byrden med at skulle passe de døende forældre på disse børns skuldre, og de har hverken den nødvendige indsigt eller medicinen som skal til.
Det er tit de større børn (14 – 19 år) som har ansvaret for at skaffe mad og husly for deres mindre søskende… hvilket tit resulterer i prostitution og kriminalitet. I mange tilfælde er der ikke nogen ”stor-familie” som kan eller vil tage del i ansvaret for de forældreløse børns liv og opvækst.
Derfor er praktisk hjælp til ”forældreløse hjem”, f.eks. at give dem mad, hjælp med deres skole-lektier, træning i livets nødvendige færdigheder og i at fungere i deres samfund, nogle af de ting som Gud har lagt hen til os i Projekt HAAB/AFnet.
Besøg i Hillcrest
Søndag d.22. april tog Tove og jeg til Hillcrest; vi havde flere vigtige ærinder med denne tur. Bl.a. skulle årsregnskabet for MMA/Projekt HAAB afleveres til vores statsautoriserede revisor.
Esther House
Om tirsdagen var vi med ved den officielle åbning af ”Esther House” på den gamle bibelskolegrund. Det var en flot begivenhed, med deltagelse af folk både fra Sydafrika og USA. Der var også folk fra de lokale medier til stede for at dække den store dag.
For os var det en glæde at se fire børn fra vores første Projekt HAAB familie med i denne familie; også at møde deres nye foster forældre, et fint ældre ægtepar. Vi kunne ikke lade være med at fryde os over, at det netop var vores gamle hus på ejendommen, som nu dannede rammerne om familien.
Vi var også lykkelige for at kunne besøge Eunice og de børn som stadigvæk er hos hende. Det var godt at se at de bor i et godt hus, og at de trives godt under omsorgen fra den lokale kirke, som nu har påtaget sig dette ansvar.
En tur til lufthavnen – og tilbage igen
Den plejer ikke at være specielt besværlig, en tur på cirka 75 km.
Jeg havde lovet at køre et af vores team-medlemmer i AFnet, til lufthavnen i Johannesburg. Turen tog kun 45 minutter og vi nåede frem i god tid før flyets afgangstid.
Men det var tilbageturen som blev helt anderledes end forventet. Motorvejen var tæt pakket med biler som var på vej til en lang weekend-ferie; de sneglede sig af sted. Så jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå hjem i tide til aftensmaden. Men så skete det, som er noget af det værst tænkelige på en sydafrikansk motorvej: Fra bilens kølerhjelm begyndte det at ryge med damp fra motoren, og temperaturmåleren var helt oppe i det røde felt. Lidt mere af dette, så risikerede jeg at motoren brændte sammen. Ikke nok med dette; det var også farligt at parkere ved siden af motorvejen, p. g. a. kriminalitet.
Det første var at sende en bøn op til Gud om hans beskyttelse mod alle farer, og om hans hjælp med at få en løsning på bilens problem.
Sådan sad jeg i et kvarters tid i nattens mulm og mørke, og jeg så at jeg var kommet til at parkere lige bag ved en anden personbil. I den sad tre mænd. Hvem mon de var for nogen?
Til sidst trådte jeg ud af bilen og prøvede på at se, hvordan det stod til – især med køleren. Det var tydeligt at der skulle en hel masse vand til. Men hvor skulle jeg skaffe det fra? - for der var ingen vanddunk med i bilen.
Så gik jeg hen til bilen foran og bankede på ruden. Da en af mændene lukkede op, forklarede jeg dem min situation, og spurgte om de tilfældigvis skulle have noget vand med i deres bil. Det havde de ikke, men de havde en tom plastic dunk, og den måtte jeg få.
En ung fyr fra bilen fik idéen, at prøve på at få vand igennem tremmerne på et sikkerhedshegn ind til en større ejendom ved siden af, hvis bare vi kunne få fat i vagten. Men han var forsvundet bag en stor bygning.
Da begyndte den unge mand at bevæge sig hen til hegnet, og halvvejs stoppede han og kaldte til os: ”Her er vand!” Han var kommet ned til en grøft med klart rindende regnvand. Straks fyldte han dunken op, og jeg kunne fylde vand på bilens køler. Derefter kunne jeg starte bilen og køre videre i retning af Pretoria, hvor Tove ventede mig. Tilbageturen tog i alt 4½ time!
Jeg priste Gud for hans omsorg og beskyttelse; også for de ”sydafrikanske engle” i bilen foran.
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Forbønsemner:
- Guds velsignelse over de mange forældreløse
børn som var samlet på AFnet
- Bed for Euroclass holdet, 9 unge fra skolen i
Kolding, som er med i 12 dage i april måned
- Bed om Guds ledelse og velsignelse over Tove og
Johns orlov til DK, 19.05 – 25.08.2007
- Velsign Childrens Ark International, den svenske
organisation som støtter Projekt HAAB
Labels: Nyhedsbrev
0 Comments:
Post a Comment
<< Home