Missions-mobilisering i Afrika - Marts 2007
AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING
"Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker... Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de uddrive onde ånder... Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt." (Markus 16:16-18, Bogen)
Kære Venner
I denne forkortede udgave af missionsbefalingen i Markus evangeliet fremgår det tydeligt, at Jesus lagde vægt på både forkyndelsen af evangeliet, og at de troende i hans navn skulle sætte mennesker i frihed fra onde kræfters indflydelse, og de skulle bringe lægedom til de syge.
Dette gælder ikke mindst i et land som Sydafrika, og i alle de andre afrikanske lande syd for Sahara.
Det har længe været almindelig kendt, at Afrika ligger under for hærgende fattigdom, hungersnød, sygdom, krig og folkedrab. Men en krise som er langt værre end disse er i færd med at ødelægge selve samfundets kernestruktur i Afrika. HIV/AIDS er ikke alene en trussel, som kan væsentlig nedskære den voksne, befolkning, men er blevet den primære fare for sikkerheden og muligheden for overlevelse af millioner af børn ud over det sydlige Afrika. Mere end 12 millioner børn i Afrika har allerede mistet én eller begge forældre på grund af AIDS.
Efterhånden som AIDS-pandemien dræber forældrene, bliver disse børn ofte ladt tilbage uden støtte, uden faderlig ledelse og uden det sikkerhedsnet, som en familie udgør. Derfor er de nu kendt som ”de forældreløse AIDS-børn” og de ”udsatte børn”; ikke fordi de har AIDS, men fordi de er blevet efterladte og stigmatiserede som resultat af HIV/AIDS.
Familie og samfund er værdier som deles af de fleste af Afrikas mange kulturer. Dette ses i traditionen med ”stor-familien” (extended family), som har tjent som et sikkerhedsnet og et omsorgs-system, der både har taget sig af de aldrende og de forældreløse.
Men omfanget af pandemien har den konsekvens, at de primære omsorgsgivere; som omfatter både
bedstemødre, slægtninge, større søskende og naboer, ikke længere kan klare opgaven med at gå ind som ”foster-forældre” for de forældreløse.
Vi ser, hvordan dette sikkerhedsnet bliver mindre og mindre pålideligt, idet familie- og samfunds-ressourcer er nået til bristepunktet, og har nu selv brug for støtte.
Tove og jeg er lykkelige over at være med i et arbejdsfællesskab, AFnet, som har udviklet konceptet, ”AIDS-børne centre”. Disse er ikke børnehjem. Børnene bliver ikke flyttet bort fra deres samfund, og de er heller ikke anbragt i institutioner. De forbliver blandt deres folk. Men nu har de et nyt sikkerhedsnet, et omsorgsfællesskab som sørger for deres grundlæggende behov 365 dage om året.
Det specielle ved denne fremgangsmåde er, at den bygger på et stærkt samarbejde imellem flere parter – et samarbejde om at de forældreløse børn får al den hjælp og kærlighed, som de har brug for. Parterne er: den lokale kirke i samfundet, skoler i lokalsamfundet, slægtninge eller venner i egnen, velvillige myndigheder i området, og – så er der os – AFnetAid (”AFnetAid” er navnet, som vi bruger for den sociale del af AFnet).
Lad os tage som eksempel den menighed, som Tove og jeg har haft at gøre med indtil nu. Lederen hedder Pastor Jack Baloyi, og kirken er placeret midt i den store bydel som hedder Soshanguve, hvor der bor omkring to millioner mennesker.
I samarbejde med en skole i nærheden af kirken er 77 børn, elever fra skolen, blevet identificeret som værende forældreløse. Der er adskillige kristne lærere på skolen og et varmt samarbejde mellem dem, kirken og AFnet har været i gang i nogen tid om i første omgang at sørge for at de forældreløse børn har mad at spise.
Men mad alene er ikke nok; de skal også have fællesskab og kærlighed.
I denne forbindelse er der et lokalt team, som består af kompetente folk. Deres hjerter brænder for at give omsorg og kærlighed til børnene.
Menigheden i Soshanguve, er kendetegnet ved en masse kærlighed som bliver omsat i praksis. Der er et stort børnearbejde, en egentlig ”Børnekirke”, og man har i længere tid haft en børnehave med base i kirken. Flere af de unge fra kirken er med i ”Home-based Care” (frivillig hjemmehjælp til de syge og døende).
Søndag d.18.02 var de 77 forældreløse fra den omtalte skole på besøg til gudstjenesten. De var sammen med deres viceforstander, og han fortalte forsamlingen at de unge mennesker ikke ”kun” ville være sociale omsorgs-modtagere, men de havde besluttet sig til at være med i menighedens liv. Her føler de sig godt tilpas og de oplever Guds kærlighed.
En af Toves og mine særlige opgaver er at opmuntre og oplære medarbejder-teamet. Som bekendt, er omsorgsarbejde meget, meget krævende, og uden opmuntring kan man miste modet.
Dette gælder i høj grad de frivillige hjemmehjælpere, som også er til hjælp for børnene idet der ofte er tale om at deres slægtninge bliver hjulpet ved sygebesøgene. Det sker også tit ved disse sygebesøg, at de forældreløse børn bliver ”fundet”.
At være ”frivillig hjemmehjælper” kræver både kærlighed og mod, og det kan undertiden være farligt at færdes i de områder, hvor de syge mennesker bor. Desværre har der været tilfælde af, at sådanne hjemmehjælpere er blevet voldtaget på vej til eller fra hjemmene som de besøger. Til Guds ære er de kommet videre ovenpå de frygtelige oplevelser, og de fleste er gået videre i deres krævende opgave. De føler at Gud har kaldet dem til det, og de henter deres styrke hos ham.
Ved Guds nåde og hjælp vil vi komme på siden af disse medarbejdere og give dem alt det vi har, som kan styrke dem i deres tjeneste.
Vi takker Gud for de børn, hvis liv er blevet forandret igennem tjenesten fra AFnet. Men vi sørger over tanken om de mere end to millioner AIDS-børn som stadigvæk lever uden håb i Sydafrika. Derfor vil vi gerne opmuntre jer til at lade jeres hjerter og følelser blive udfordret af denne store nød, og være med i forbøn og støtte til arbejdet hernede.
Lidt fra vores privatliv:
Fra d.10 til d.20. februar havde vi besøg af vores datter, Heidi, og hendes forlovede, Brian. Det unge par skal giftes i juni måned.
De har begge to mission stærkt på hjerte, og imens de var her, var de med til gudstjenester i Soshanguve, og besøg på skolen (inkluderet i skolens 1050 elever er der de omtalte 77 forældreløse børn).
Derudover havde vi også familiehygge sammen, og vi tog bl.a. på besøg i en forholdsvis stor dyrepark. Det var bare skønt at have vores to kære på besøg, og vi ser frem til at være til stede
ved deres bryllup, som ”tilfældigvis” vil finde sted under vores forestående orlov.
Vores orlov bliver fra d.18. maj til d. 25. august 2007.
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Forbønsemner:
- Bed for de 77 forældreløse børn fra Kundelelani School, at de må velsignes igennem AFnetAid’s indsats for dem.
- Bed om at forberedelsesfasen af AIDS-børnecentret i Soshanguve må lykkes fuldt ud.
- Beskyttelse af de frivillige hjemmehjælpere.
- d.4. – 16.maj får vi besøg af et hold fra Euroclass. Bed om gode forberedelser.
Tak til Gud for:
- gode og trofaste medhjælpere i omsorgs-Arbejdet.
- de børn som bliver reddet
- Heidi og Brians vellykkede besøg
"Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker... Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de uddrive onde ånder... Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt." (Markus 16:16-18, Bogen)
Kære Venner
I denne forkortede udgave af missionsbefalingen i Markus evangeliet fremgår det tydeligt, at Jesus lagde vægt på både forkyndelsen af evangeliet, og at de troende i hans navn skulle sætte mennesker i frihed fra onde kræfters indflydelse, og de skulle bringe lægedom til de syge.
Dette gælder ikke mindst i et land som Sydafrika, og i alle de andre afrikanske lande syd for Sahara.
Det har længe været almindelig kendt, at Afrika ligger under for hærgende fattigdom, hungersnød, sygdom, krig og folkedrab. Men en krise som er langt værre end disse er i færd med at ødelægge selve samfundets kernestruktur i Afrika. HIV/AIDS er ikke alene en trussel, som kan væsentlig nedskære den voksne, befolkning, men er blevet den primære fare for sikkerheden og muligheden for overlevelse af millioner af børn ud over det sydlige Afrika. Mere end 12 millioner børn i Afrika har allerede mistet én eller begge forældre på grund af AIDS.
Efterhånden som AIDS-pandemien dræber forældrene, bliver disse børn ofte ladt tilbage uden støtte, uden faderlig ledelse og uden det sikkerhedsnet, som en familie udgør. Derfor er de nu kendt som ”de forældreløse AIDS-børn” og de ”udsatte børn”; ikke fordi de har AIDS, men fordi de er blevet efterladte og stigmatiserede som resultat af HIV/AIDS.
Familie og samfund er værdier som deles af de fleste af Afrikas mange kulturer. Dette ses i traditionen med ”stor-familien” (extended family), som har tjent som et sikkerhedsnet og et omsorgs-system, der både har taget sig af de aldrende og de forældreløse.
Men omfanget af pandemien har den konsekvens, at de primære omsorgsgivere; som omfatter både
bedstemødre, slægtninge, større søskende og naboer, ikke længere kan klare opgaven med at gå ind som ”foster-forældre” for de forældreløse.
Vi ser, hvordan dette sikkerhedsnet bliver mindre og mindre pålideligt, idet familie- og samfunds-ressourcer er nået til bristepunktet, og har nu selv brug for støtte.
Tove og jeg er lykkelige over at være med i et arbejdsfællesskab, AFnet, som har udviklet konceptet, ”AIDS-børne centre”. Disse er ikke børnehjem. Børnene bliver ikke flyttet bort fra deres samfund, og de er heller ikke anbragt i institutioner. De forbliver blandt deres folk. Men nu har de et nyt sikkerhedsnet, et omsorgsfællesskab som sørger for deres grundlæggende behov 365 dage om året.
Det specielle ved denne fremgangsmåde er, at den bygger på et stærkt samarbejde imellem flere parter – et samarbejde om at de forældreløse børn får al den hjælp og kærlighed, som de har brug for. Parterne er: den lokale kirke i samfundet, skoler i lokalsamfundet, slægtninge eller venner i egnen, velvillige myndigheder i området, og – så er der os – AFnetAid (”AFnetAid” er navnet, som vi bruger for den sociale del af AFnet).
Lad os tage som eksempel den menighed, som Tove og jeg har haft at gøre med indtil nu. Lederen hedder Pastor Jack Baloyi, og kirken er placeret midt i den store bydel som hedder Soshanguve, hvor der bor omkring to millioner mennesker.
I samarbejde med en skole i nærheden af kirken er 77 børn, elever fra skolen, blevet identificeret som værende forældreløse. Der er adskillige kristne lærere på skolen og et varmt samarbejde mellem dem, kirken og AFnet har været i gang i nogen tid om i første omgang at sørge for at de forældreløse børn har mad at spise.
Men mad alene er ikke nok; de skal også have fællesskab og kærlighed.
I denne forbindelse er der et lokalt team, som består af kompetente folk. Deres hjerter brænder for at give omsorg og kærlighed til børnene.
Menigheden i Soshanguve, er kendetegnet ved en masse kærlighed som bliver omsat i praksis. Der er et stort børnearbejde, en egentlig ”Børnekirke”, og man har i længere tid haft en børnehave med base i kirken. Flere af de unge fra kirken er med i ”Home-based Care” (frivillig hjemmehjælp til de syge og døende).
Søndag d.18.02 var de 77 forældreløse fra den omtalte skole på besøg til gudstjenesten. De var sammen med deres viceforstander, og han fortalte forsamlingen at de unge mennesker ikke ”kun” ville være sociale omsorgs-modtagere, men de havde besluttet sig til at være med i menighedens liv. Her føler de sig godt tilpas og de oplever Guds kærlighed.
En af Toves og mine særlige opgaver er at opmuntre og oplære medarbejder-teamet. Som bekendt, er omsorgsarbejde meget, meget krævende, og uden opmuntring kan man miste modet.
Dette gælder i høj grad de frivillige hjemmehjælpere, som også er til hjælp for børnene idet der ofte er tale om at deres slægtninge bliver hjulpet ved sygebesøgene. Det sker også tit ved disse sygebesøg, at de forældreløse børn bliver ”fundet”.
At være ”frivillig hjemmehjælper” kræver både kærlighed og mod, og det kan undertiden være farligt at færdes i de områder, hvor de syge mennesker bor. Desværre har der været tilfælde af, at sådanne hjemmehjælpere er blevet voldtaget på vej til eller fra hjemmene som de besøger. Til Guds ære er de kommet videre ovenpå de frygtelige oplevelser, og de fleste er gået videre i deres krævende opgave. De føler at Gud har kaldet dem til det, og de henter deres styrke hos ham.
Ved Guds nåde og hjælp vil vi komme på siden af disse medarbejdere og give dem alt det vi har, som kan styrke dem i deres tjeneste.
Vi takker Gud for de børn, hvis liv er blevet forandret igennem tjenesten fra AFnet. Men vi sørger over tanken om de mere end to millioner AIDS-børn som stadigvæk lever uden håb i Sydafrika. Derfor vil vi gerne opmuntre jer til at lade jeres hjerter og følelser blive udfordret af denne store nød, og være med i forbøn og støtte til arbejdet hernede.
Lidt fra vores privatliv:
Fra d.10 til d.20. februar havde vi besøg af vores datter, Heidi, og hendes forlovede, Brian. Det unge par skal giftes i juni måned.
De har begge to mission stærkt på hjerte, og imens de var her, var de med til gudstjenester i Soshanguve, og besøg på skolen (inkluderet i skolens 1050 elever er der de omtalte 77 forældreløse børn).
Derudover havde vi også familiehygge sammen, og vi tog bl.a. på besøg i en forholdsvis stor dyrepark. Det var bare skønt at have vores to kære på besøg, og vi ser frem til at være til stede
ved deres bryllup, som ”tilfældigvis” vil finde sted under vores forestående orlov.
Vores orlov bliver fra d.18. maj til d. 25. august 2007.
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Forbønsemner:
- Bed for de 77 forældreløse børn fra Kundelelani School, at de må velsignes igennem AFnetAid’s indsats for dem.
- Bed om at forberedelsesfasen af AIDS-børnecentret i Soshanguve må lykkes fuldt ud.
- Beskyttelse af de frivillige hjemmehjælpere.
- d.4. – 16.maj får vi besøg af et hold fra Euroclass. Bed om gode forberedelser.
Tak til Gud for:
- gode og trofaste medhjælpere i omsorgs-Arbejdet.
- de børn som bliver reddet
- Heidi og Brians vellykkede besøg
Labels: Nyhedsbrev
0 Comments:
Post a Comment
<< Home