forside kontakt partnerskab english

Wednesday, September 19, 2007

Missions-mobilisering i Afrika - September 2007

Nyhedsbrev fra Tove og John, 1.september 2007

"Han bevarer dig, når du kommer og når du går – fra nu af og til evig tid." (Salme 121:8)


RAPPORT FRA EN REJSE TIL LUAPULA-PROVINSEN, ZAMBIA

Tidlig fredag morgen d.31. august kørte to af os fra AFnet-teamet af sted mod Zambia. Tove var ikke med på denne rejse, bl.a. fordi hun og jeg lige var vendt hjem fra vores Danmarks-ophold. En anden grund var, at et hold på seks mænd skulle med fra Lusaka (Zambias hovedstad) af. Fra starten af havde jeg en ung mand, Duane fra USA, med så vi kunne være to om at køre folkevognsbussen.
Luapulas lange veje

En zambiansk menighedsleder snakker med to gæster, Rod, USA, og Jannie fra AFnet, SA


Bilens klimaanlæg virkede ikke!

Turen var lang og vejret var varmt, og bilens klimaanlæg virkede ikke. Der var cirka 1750 km til Lusaka, hvor vi hentede seks andre i lufthavnen. Det var Johan og Jannie, ledere fra AFnet i Pretoria, samt 4 besøgende fra USA. Fra Lusaka til bestemmelsesstedet, Mansa, i Luapula, var der yderligere 930 km.


Basen hos Henry og Esther


Vi boede vi ”hjemme” hos Henry og Esther Mumba, vores kære venner og lederparret for Apostolsk Kirke i Zambia. Deres hjem blev basen hvorfra vi foretog time-lange ture i distriktet i de efterfølgende dage. Henry er også medlem af AFnet-teamet, selvom hans daglige virke finder sted så mange kilometer fra Pretoria. Parret viste os enorm gæstfrihed, og vi nød hvert et øjeblik sammen med dem.


ISOM-skoler og AIDS-hjælpecenter

Henry har startet adskillige ISOM-skoler i Luapula i samarbejde med lokale menighedsledere i den provins. Han har også haft travlt med vigtige forberedelser til – og starten på – opbyggelsen af et AIDS-hjælpecenter for forældreløse børn, i forbindelse med økonomisk støtte fra AFnet og Projekt HAAB. Børnecentret er knyttet til den lokale menighed i Mansa, og det er sigende at kirken bliver betegnet som en ”Channel of Hope”. Menigheden har fanget visionen om at gøre en forskel i samfundet, og især for de forældreløse børn.




Ny "Channel of Hope" - kirke
åbnes i Mansa






Hvad er en ISOM-skole?
("International School Of Ministry")

Det er en videobaseret undervisning i Bibelske emner og danner et 1½ års kursus for menighedsledere.
Videomaterialerne samt tilhørende studiebøger er opbygget på en sådan måde at ”Satellit-bibelskoler” kan startes og videreføres mange forskellige steder i Afrika. I Luapula-provinsen alene er snesevis af ledere blevet udrustet ved hjælp af sådanne ISOM-skoler.

Kurset skal oversættes til Bemba-sproget

Materialerne er oversat til en del af hovedsprogene i Afrika, f.eks. Zulu og Swahili. På denne tur i Zambia besluttede vi at kurset også skal oversættes til ”Bemba-sproget”, som er det største stammesprog i Zambia.
Idet jeg har fået betroet ansvaret for AFnets lederuddannelse i det sydlige Afrika, bliver det min særlige opgave at iværksætte dette projekt.

Korrekturlæsning ved indfødte zambianere

Det er en hjælp for mig at jeg fik lært Bemba allerede i min drengetid i Zambia, men naturligvis kommer den endelige udgave af stoffet til at blive korrekturlæst af indfødte zambianere. Det bliver også nødvendigt at den verbale indtaling (oversættelse) af videoundervisningen bliver udført af zambianere. Jeg beder om jeres (læsernes) forbøn for denne store opgave, at Gud må give os den visdom og styrke som skal til for at den bliver gennemført på den bedste måde.

Hver gang var det en fest


Under opholdet i Luapula havde vi daglige ture ud til omkringliggende byer, hvor vi havde seminarer med ledere og folk fra menighederne. Der blev givet gode anledninger for vennerne fra USA til at give undervisning til de højt motiverede lokale folk. Hver gang var det en fest, både i ”klasseværelset” og bagefter ved måltider sammen med deltagerne.

Paul fra USA taler Guds ord



Kala Camp

Det var en helt speciel oplevelse for os alle sammen at
besøge en flygtningelejr ved navn, ”Kala Camp”. Her bor tusindvis af mennesker som har måttet flygte fra det krigshærgede område i den østlige del af Congo, det kæmpestore land som ligger lige på den anden side af Luapula-floden, nord for Zambia. I øjeblikket er der 24,000 flygtninge der, og nogle af dem har boet der i over 10 år.


Gudstjeneste på Swahili

I en forholdsvis stor, men fattig, kirkebygning midt i lejren samledes flere hundrede mennesker til en gudstjeneste sammen med os. Jeg var dybt rørt over deres inderlige tilbedelse af Jesus Kristus. De sang lovprisningssange på Swahili-sproget, og minderne fra fire år i Tanzania vældede op i mig. Sproget er Afrikas største, og bliver talt af befolkningerne i Tanzania, Uganda, Kenya, i den nordlige del af Mozambique, og i store dele af det sydlige Congo. Flere af dem havde boet der i over ti år, og en hel del af de mennesker, som fra tid til anden kunne vende tilbage til deres hjemland, var godt grundfæstede i Guds ord.


ISOM – materialerne snart klar på Swahili


Også i Kala har ISOM-undervisningen været i brug i flere år, og en hel del af de mennesker, som fra tid til anden kunne vende tilbage til deres land, var udrustet med et godt grundlag i Guds ord. Hidtil har vi kun haft den franske udgave til rådighed, men vi satser på, at videoer og studiebøger bliver kopieret og trykt på Swahili i den nærmeste fremtid.


Kæmper i Guds rige

Nogle af de stærkeste indtryk som jeg bragte med mig hjem fra Zambia-turen, var den indre styrke og glød som kendetegnede mange af de kristne, som vi lærte at kende. Jeg tror at de kan betegnes som ”kæmper” i Guds rige; jeg er sikker på, at vi har uendelig meget at lære af dem.

Med kærlige hilsener,
Tove og John


FORBØNSEMNER:


Bed om at det store arbejde med oversættelsen af ISOM-undervisningen til Bemba-sproget må komme godt i gang, og at vi må kunne fokusere på fuldendelsen af opgaven.


Velsign den svenske støtteorganisationen, Children’s Ark International, som er med til at støtte Projekt HAAB.


Bed for ”Projekt HAAB Danmark – at ”kvotaen” på 150 medlemmer i foreningen snart må opfyldes.

TAK TIL GUD FOR:

Åbningen af det nye kirkecenter i Mansa, hvor et børnecenter også er under opførelse.

Guds beskyttelse på den lange rejse til Luapula (ca.6000 km i alt).

Gode seminarer i Mansa, Samfya, Nchelenge og
Kawambwa, byer i Luapula-distriktet.

---------------------------------------------------------------------
Gaver kan sendes til:
mrk. ”Sydafrika – Tove og John”
Lykkegårdsvej 100, DK-6000 Kolding
BG Bank, Kolding: Girokonto 1199-205 6666

TAK for din støtte i BØN og OFFER! Gaver op til 14.100 kr. kan
fratrækkes selvangivelsen §8A – dog ikke de første 500 kr.
Kontaktpersoner i DK: Georg Berthelsen, tlf. 75 61 81 77
Søren Viftrup, tlf. 75 72 51 00
--------------------------------------------------------------------------
Vores e-mail adresse: mma@afnet.org

Hjemmesider:

http://www.projekthaab.dk/

http://www.afnet.org/

http://www.afnet.info/

Labels:

0 Comments:

Post a Comment



<< Home