Missions-mobilisering i Afrika - Juni 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

"... du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag." (Joh. Åb.5:9)

Gud elsker mennesker! Han længes efter dem, og ønsker, at de af deres egen fri vilje vil komme ham nær. I bibelcitatet ovenfor ser vi, at denne kærlighed fra Gud omfatter mennesker af alle slags, fra alle baggrunde.

De virkelige kendsgerninger
Dette budskab er så grundlæggende, at mange af os kristne ganske vist kender til det, men de virkelige kendsgerninger om en døende og lidende verden omkring os er kommet langt bagud i vores bevidsthed. Vi hører tal og statistikker om mennesker i nød, men de har ikke længere den virkning på os, som vi oplevede i starten.

Relationer
Som danske udsendinge nede i Sydafrika taler vi ofte sammen om, hvad der effektivt kunne gøres for at løse dette problem. Altså, hvad mere kunne der gøres, ud over formidling af nyhedsbreve og hjemmesideartikler, stævner og konferencer om arbejdet hernede?
En ting er blevet meget vigtig for os. Relationer! Vi tror at folks personlige kontakt med os, deres udsendinge – og vores muligheder for at opbygge relationer med dem – er af afgørende betydning for at interessen kan holdes varm. Og den varme interesse kan føre til konkrete tiltag.


Hundredvis af skolebørn ser kristent dukketeater

Et godt eksempel på dette var et besøg af ni unge danskere, som var sammen med os i første halvdel af maj måned 2007.


Euroclass-holdet, sammen med et ungt par fra AFnet-teamet

Euroclass
For fjerde år i træk havde vi besøg af et hold fra Euroclass, Kolding; og igen blev det en rigtig vellykket tid. De unge mennesker ankom med en positiv indstilling om at tage aktiv del i arbejdet, og de var velforberedte til det. De kom med os ud i den store bydel, Soshanguve, hvor de bl.a. besøgte en række skoler. Disse skoler arbejder AFnet / Projekt HAAB sammen med, især med at formidle hjælp til forældreløse børn. På en af skolerne, Kondelelani Junior High School, er der 1050 børn, og lærerne har identificeret 102 af disse som forældreløse.
Dette billede ses desværre alt for ofte iblandt Sydafrikas
skole-ungdom. Ufattelig mange har mistet deres forældre på grund af AIDS. Det er derfor blevet helt oplagt at vi har et samarbejde med skolerne. Nogle af lærerne har det virkelig på hjerte at formidle hjælp til børnene, og dette giver os en sikkerhed for at det er de rigtige børn som bliver hjulpet.
Udover Euroclass-holdets besøg på skolerne, nogle besøg i lokale kirker, og i nogle børneinstitutioner, var der også tid til hyggeligt samvær, hvor Tove og jeg kunne nyde fællesskabet med de unge danskere. Dette satte vi stor pris på, især fordi vi mærkede deres iver efter at være med i arbejdet.

De fik talt til over 5000 skolebørn
Euroclass-holdet forkyndte evangeliet for de mange børn ved hjælp af drama– stykker og dukketeater, ledsaget af musik fra en ghettoblaster.
Børnene (og lærerne!) var vildt begejstrede, og lederen fra én af skolerne overbeviste os om, at de unge danskere bare måtte komme tilbage og gentage deres opvisning.
I løbet af de 12 dage, som Euroclass-holdet var i Sydafrika fik de talt til over 5000 skolebørn.
Deres indsats hos os gjaldt ikke kun deres musik- og dramastykker på skolernes scener. De tog også ivrigt del i praktisk arbejde, f.eks. at pakke mad poser til uddeling blandt børn i nød.


En skole med 1400 børn hører Evangeliet i drama-form

Denne opgave står vi regelmæssigt med, og den er temmelig tidskrævende. Euroclass- holdet satte det i system, så arbejdet blev udført i samlebåndsstil.
Slutresultatet med mad poserne, som her blev gjort klar, kom vi ikke til at se, idet vi skulle rejse videre få dage derefter. Euroclass gruppen skulle videre med bus til Zambia, og Tove og jeg skulle på en rejse til Danmark. Men vi har set, hvor enorm en betydning det har, når maden kommer ud til de trængende børn.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

ForbønsemnerForbønsemner:
- At de 5000 skolebørn, som hørte evangeliet, må tage imod livet i Kristus
- At de 102 forældreløse børn på Kondelelani skolen må blive givet al den hjælp, de har brug for, både fysisk og åndeligt
- At arbejdet med opførelsen af børnecentrene, både i Sydafrika og i Zambia, må føres igennem på en god og effektiv måde.
- Bed for støtteorganisationen, Children’s Ark International, at dens store arbejde i mange lande, fortsat må lykkes.
- Velsign Johan Combrinck og Jannie Pretorius, fra AFnet, som tager til Zambias Luapula Provins i juni måned for at tilse byggeriet af børnecentret i byen
Mansa.

Tak til Gud for:
- en vellykket tid sammen med Euroclass-holdet
- en god start for Tove og John under deres ophold i Danmark, 19.05 – 25.08.2007
- et smukt og velsignet bryllup for Heidi og Brian, vores datter og svigersøn

HIV/AIDS problemet

Her er en video der omhandler de store problemer med HIV og AIDS, videon er på engelsk.

Missions-mobilisering i Afrika - Maj 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

”Han er den Gud... som står på de undertryktes side og sørger for mad til de sultne; som befrier dem, der segner under byrden – for Herren elsker de retfærdige. Han er den, som bevarer udlændingene i landet og viser omsorg for enker og forældreløs..." (Salmernes Bog 146:6-9)



En særlig samling på AFnet-grunden
Lørdag d.21. april havde vi en særlig samling for 89 forældreløse børn. De fleste kom fra en skole som hedder ”Kondalelani Junior High School”, og nogle kom fra børnecentret ved kirken i bydelen, Soshanguve, nord for Pretoria. AFnet har et vedvarende samarbejde med Kondalelani-skolens lærergruppe. De holder hele tiden rede på, hvilke af børnene er forældreløse, og fra AFnet rækker vi ud med hjælp til dem.


Leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier

Samlingen fandt sted på Afnet-centerets grund, som har gode faciliteter til formålet. Dagen var planlagt med et program der både rummede leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier. Et særligt træk ved det alt sammen var tilstedeværelsen af cirka 30 unge mennesker fra ”Doxa”, en stor kirke i Pretoria. De var modne unge kristne… og de havde sat sig for at være til velsignelse for den store
gruppe af forældreløse børn.

De unge fra Doxa havde planlagt de fleste af aktiviteterne. Der blev også mulighed for en tur i et svømmebassinog børnene var næsten ikke til at få derfra igen. Nogle af dem havde aldrig før prøvet at være i en sådan ”swimming pool”, og ingen af børnene kunne svømme i den dybe ende.



Samtale-grupper
I dagens løb var der flere samlinger hvor de unge kristne sad sammen med børnene i mindre grupper. De gennemgik mange af de spørgsmål og svære oplevelser, som alle de forældreløse børn havde gennemlevet på forskellige måder. Sådanne ting som ensomhed, selvværd og behovet for voksen-figurer blev berørt. Det var tydeligt at børnene sugede det hele til sig, og også at Guds velbehag var over det alt sammen.
Disse omtalte AIDS-børn – og utallige andre som dem - er blevet traumatiserede igennem deres forældres lidelser og død. Ofte hviler byrden med at skulle passe de døende forældre på disse børns skuldre, og de har hverken den nødvendige indsigt eller medicinen som skal til.
Det er tit de større børn (14 – 19 år) som har ansvaret for at skaffe mad og husly for deres mindre søskende… hvilket tit resulterer i prostitution og kriminalitet. I mange tilfælde er der ikke nogen ”stor-familie” som kan eller vil tage del i ansvaret for de forældreløse børns liv og opvækst.
Derfor er praktisk hjælp til ”forældreløse hjem”, f.eks. at give dem mad, hjælp med deres skole-lektier, træning i livets nødvendige færdigheder og i at fungere i deres samfund, nogle af de ting som Gud har lagt hen til os i Projekt HAAB/AFnet.

Besøg i Hillcrest
Søndag d.22. april tog Tove og jeg til Hillcrest; vi havde flere vigtige ærinder med denne tur. Bl.a. skulle årsregnskabet for MMA/Projekt HAAB afleveres til vores statsautoriserede revisor.


Esther House


Om tirsdagen var vi med ved den officielle åbning af ”Esther House” på den gamle bibelskolegrund. Det var en flot begivenhed, med deltagelse af folk både fra Sydafrika og USA. Der var også folk fra de lokale medier til stede for at dække den store dag.
For os var det en glæde at se fire børn fra vores første Projekt HAAB familie med i denne familie; også at møde deres nye foster forældre, et fint ældre ægtepar. Vi kunne ikke lade være med at fryde os over, at det netop var vores gamle hus på ejendommen, som nu dannede rammerne om familien.
Vi var også lykkelige for at kunne besøge Eunice og de børn som stadigvæk er hos hende. Det var godt at se at de bor i et godt hus, og at de trives godt under omsorgen fra den lokale kirke, som nu har påtaget sig dette ansvar.

En tur til lufthavnen – og tilbage igen
Den plejer ikke at være specielt besværlig, en tur på cirka 75 km.
Jeg havde lovet at køre et af vores team-medlemmer i AFnet, til lufthavnen i Johannesburg. Turen tog kun 45 minutter og vi nåede frem i god tid før flyets afgangstid.
Men det var tilbageturen som blev helt anderledes end forventet. Motorvejen var tæt pakket med biler som var på vej til en lang weekend-ferie; de sneglede sig af sted. Så jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå hjem i tide til aftensmaden. Men så skete det, som er noget af det værst tænkelige på en sydafrikansk motorvej: Fra bilens kølerhjelm begyndte det at ryge med damp fra motoren, og temperaturmåleren var helt oppe i det røde felt. Lidt mere af dette, så risikerede jeg at motoren brændte sammen. Ikke nok med dette; det var også farligt at parkere ved siden af motorvejen, p. g. a. kriminalitet.
Det første var at sende en bøn op til Gud om hans beskyttelse mod alle farer, og om hans hjælp med at få en løsning på bilens problem.
Sådan sad jeg i et kvarters tid i nattens mulm og mørke, og jeg så at jeg var kommet til at parkere lige bag ved en anden personbil. I den sad tre mænd. Hvem mon de var for nogen?
Til sidst trådte jeg ud af bilen og prøvede på at se, hvordan det stod til – især med køleren. Det var tydeligt at der skulle en hel masse vand til. Men hvor skulle jeg skaffe det fra? - for der var ingen vanddunk med i bilen.
Så gik jeg hen til bilen foran og bankede på ruden. Da en af mændene lukkede op, forklarede jeg dem min situation, og spurgte om de tilfældigvis skulle have noget vand med i deres bil. Det havde de ikke, men de havde en tom plastic dunk, og den måtte jeg få.
En ung fyr fra bilen fik idéen, at prøve på at få vand igennem tremmerne på et sikkerhedshegn ind til en større ejendom ved siden af, hvis bare vi kunne få fat i vagten. Men han var forsvundet bag en stor bygning.
Da begyndte den unge mand at bevæge sig hen til hegnet, og halvvejs stoppede han og kaldte til os: ”Her er vand!” Han var kommet ned til en grøft med klart rindende regnvand. Straks fyldte han dunken op, og jeg kunne fylde vand på bilens køler. Derefter kunne jeg starte bilen og køre videre i retning af Pretoria, hvor Tove ventede mig. Tilbageturen tog i alt 4½ time!
Jeg priste Gud for hans omsorg og beskyttelse; også for de ”sydafrikanske engle” i bilen foran.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:
- Guds velsignelse over de mange forældreløse
børn som var samlet på AFnet
- Bed for Euroclass holdet, 9 unge fra skolen i
Kolding, som er med i 12 dage i april måned
- Bed om Guds ledelse og velsignelse over Tove og
Johns orlov til DK, 19.05 – 25.08.2007
- Velsign Childrens Ark International, den svenske
organisation som støtter Projekt HAAB

Missions-mobilisering i Afrika - April 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

”Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jer: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." (Matthæusevangeliet 25:37-40)

Elisabeth, min søster, hjemme hos Herren
Midt i vores hverdag i Pretoria; madposer til de forældreløse børn; forberedelser til et leder-seminar i Soshanguve… kom beskeden til os fra Willy. I hans e-mail, d.9.2.2007, stod der ganske enkelt:

”Kære John og Tove
Vi må erkende at Gud valgte at kalde Lisbeth hjem i dag.”

Det var chokerende og uforståeligt for os. Lisbeth fyldte kun 55 år, endda på den samme dag, og hun efterlader sig sin mand, Willy, og deres syv børn, hvoraf de yngste er to drenge, Jonathan og Benjamin, henholdsvis 10 og 15 år.

Højtideligheden
Det blev muligt for Tove og mig at reservere billetter til Danmarks-turen, så vi kunne være med til begravelses-højtideligheden i Aalborg.
Den fandt sted d.17.marts med den lokale Apostolske menighed som samlingssted. Hele højtideligheden var ubeskrivelig smuk. Forkyndelsen, personlige ord fra Willy, børnene og andre fra familie og venner … alt centrerede sig om Lisbeth og om Guds velsignelse til dem igennem hende.

Lisbeth, en fast forbeder
Selvom vi (Tove og jeg) har tilbragt det meste af vores liv som missionærer i Afrika, har Lisbeth betydet meget for os; først og fremmest som søster, svigerinde og faster for vores børn. Men også mere end det. For nogle år siden skrev vi meget i vores nyhedsbreve om behovet for mere forbøn for os og dem som vi er iblandt i Afrika. Indenfor kort tid fik vi brev fra Lisbeth om, at vi godt kunne regne med hende som en fast forbeder. Det har vi nydt godt af.

Lederudvikling:
”om at se lederskabskrisen i øjnene”.
Helt op til 80 % af alle de kristne præster og kirkeledere i Afrika har ikke haft nogen systematisk eller formel træning i kundskab om bibelen, de grundlæggende bibelske sandheder, eller den kristne lære.
Som resultat er kirken i Afrika mange steder blevet synkretistisk og fragmenteret. Vi tror på, at træning af effektive ledere er en del af Guds strategi for at få evangeliet ud i hele Afrika, og at få bygget Guds kirke på kontinentet.
For nylig blev jeg spurgt om jeg ikke mente at Afrika nu havde rigeligt med evangelister ...og om de ikke nu ville kunne klare sig uden vores folk (fra kirken i vesten) til at undervise dem. Mit svar var: ’Nej de kan ikke undvære os; og på flere måder kan vi ikke undvære dem’.
Selvom kirken i Afrika er i vækst og der bliver plantet flere menigheder end nogensinde før, har den stadigvæk brug for at vi står sammen med den, og at vi deler med den af de rigdomme som Gud har overøst os med i de sidste århundreder.


Ledere fra Pretoria området undervises på AFnet-centeret

Kirken i Afrika står overfor en krise
Den har stadigvæk brug for mere indsigt og erfaring om sådanne ting som for eksempel, sende arbejdere ud i tværkirkelig missions indsatser, og sørge for en vedvarende støtte til dem.
Den afrikanske kirke har endnu ikke fundet sit faste grundlag for udførelsen af opgaven. Den oplever smerterne fra et paradigme-skift.
Nogle af dem er konsekvenserne af at evangeliet blev indført af vestlige missionærer, som sjældent tog hensyn nok til det Afrikanske verdensbillede. Dette ejes af kontinentets samfund, stammer, grupper og deres store mosaik af kulturer.
Kirken i Afrika står overfor en krise. Hvis dens ledere ikke gør en aktiv indsats for at møde udfordringerne kunne dette blive til en indstilling af ulydighed overfor missionsbefalingen. I yderste konsekvens kunne kirken komme til at opleve farerne ved stagnation og endda ved synkretisme.
Derfor må den modnes og udrustes til at møde udfordringerne.

Dynamiske dimensioner
Men vi, som har vestlig baggrund, har også brug for de dynamiske dimensioner som findes i den afrikanske kirke, hvor den har ”overhalet” os. Den har stor indsigt i udholdende forbønstjeneste. Den har en meget mere ligefrem måde at tackle de åndelige dimensioner, som eksempelvis findes i trolddom. De har langt lettere ved at stå sammen i gruppefællesskab og undgå individualisme.

Begge parter har brug for hinanden
Tiden er kommet, hvor vi må erkende at begge parter har brug for hinanden. Der er brug for at vi villigt går ind in partnerskabsrelationer med hinanden. Herigennem kan vi nå længere ud og få varige resultater.


I samarbejde med skolelærerne mødtes vi med 1050 elever. Det var ved Heidi og Brians besøg i februar måned. Her har Brian ordet hvor han fortæller om bibelens kong David.

AIDS-børnecentret i Soshanguve (nord for Pretoria) er et pilot-projekt i et område som er hårdt ramt af fattigdom og sygdom. Projektet indebærer blandt andet at den lokale kirke vil tjene som omdrejningspunktet for ledertræning, klinikker, hjemme-omsorg (”Home Based Care”) for folk som lider af AIDS, mad til de sultne, HIV/AIDS-prævention, foster omsorg for forældreløse, dag center for cirka et hundrede AIDS-ramte børn, hjælp med skolearbejde, og alt muligt andet omsorgsarbejde.


En lille middagslur skal der vel også være tid til! – Børn
i Soshanguve.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:
- Bed om Guds trøst og støtte til Willy og
børnene hjemme i Danmark
- Bed fortsat for besøget d.4. – 16.maj af
holdet fra Euroclass.
- At kompetente ledere må rejses op ud
over hele Afrika.

Tak til Gud for:
- Børnecentret i Soshanguve, som er i sidste
del af byggefasen.
- Byggeriet af AIDS-børnecentret i Luapula,
Zambia, hvor grunden er sikret, så
arbejdet kan startes.
- Hungeren efter Guds ord, og træning af
ledere ved seminarer og satellit
bibelskoler.

Missions-mobilisering i Afrika - Marts 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

"Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker... Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de uddrive onde ånder... Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt." (Markus 16:16-18, Bogen)

Kære Venner
I denne forkortede udgave af missionsbefalingen i Markus evangeliet fremgår det tydeligt, at Jesus lagde vægt på både forkyndelsen af evangeliet, og at de troende i hans navn skulle sætte mennesker i frihed fra onde kræfters indflydelse, og de skulle bringe lægedom til de syge.
Dette gælder ikke mindst i et land som Sydafrika, og i alle de andre afrikanske lande syd for Sahara.
Det har længe været almindelig kendt, at Afrika ligger under for hærgende fattigdom, hungersnød, sygdom, krig og folkedrab. Men en krise som er langt værre end disse er i færd med at ødelægge selve samfundets kernestruktur i Afrika. HIV/AIDS er ikke alene en trussel, som kan væsentlig nedskære den voksne, befolkning, men er blevet den primære fare for sikkerheden og muligheden for overlevelse af millioner af børn ud over det sydlige Afrika. Mere end 12 millioner børn i Afrika har allerede mistet én eller begge forældre på grund af AIDS.
Efterhånden som AIDS-pandemien dræber forældrene, bliver disse børn ofte ladt tilbage uden støtte, uden faderlig ledelse og uden det sikkerhedsnet, som en familie udgør. Derfor er de nu kendt som ”de forældreløse AIDS-børn” og de ”udsatte børn”; ikke fordi de har AIDS, men fordi de er blevet efterladte og stigmatiserede som resultat af HIV/AIDS.
Familie og samfund er værdier som deles af de fleste af Afrikas mange kulturer. Dette ses i traditionen med ”stor-familien” (extended family), som har tjent som et sikkerhedsnet og et omsorgs-system, der både har taget sig af de aldrende og de forældreløse.
Men omfanget af pandemien har den konsekvens, at de primære omsorgsgivere; som omfatter både
bedstemødre, slægtninge, større søskende og naboer, ikke længere kan klare opgaven med at gå ind som ”foster-forældre” for de forældreløse.
Vi ser, hvordan dette sikkerhedsnet bliver mindre og mindre pålideligt, idet familie- og samfunds-ressourcer er nået til bristepunktet, og har nu selv brug for støtte.
Tove og jeg er lykkelige over at være med i et arbejdsfællesskab, AFnet, som har udviklet konceptet, ”AIDS-børne centre”. Disse er ikke børnehjem. Børnene bliver ikke flyttet bort fra deres samfund, og de er heller ikke anbragt i institutioner. De forbliver blandt deres folk. Men nu har de et nyt sikkerhedsnet, et omsorgsfællesskab som sørger for deres grundlæggende behov 365 dage om året.
Det specielle ved denne fremgangsmåde er, at den bygger på et stærkt samarbejde imellem flere parter – et samarbejde om at de forældreløse børn får al den hjælp og kærlighed, som de har brug for. Parterne er: den lokale kirke i samfundet, skoler i lokalsamfundet, slægtninge eller venner i egnen, velvillige myndigheder i området, og – så er der os – AFnetAid (”AFnetAid” er navnet, som vi bruger for den sociale del af AFnet).

Lad os tage som eksempel den menighed, som Tove og jeg har haft at gøre med indtil nu. Lederen hedder Pastor Jack Baloyi, og kirken er placeret midt i den store bydel som hedder Soshanguve, hvor der bor omkring to millioner mennesker.



I samarbejde med en skole i nærheden af kirken er 77 børn, elever fra skolen, blevet identificeret som værende forældreløse. Der er adskillige kristne lærere på skolen og et varmt samarbejde mellem dem, kirken og AFnet har været i gang i nogen tid om i første omgang at sørge for at de forældreløse børn har mad at spise.

Men mad alene er ikke nok; de skal også have fællesskab og kærlighed.
I denne forbindelse er der et lokalt team, som består af kompetente folk. Deres hjerter brænder for at give omsorg og kærlighed til børnene.
Menigheden i Soshanguve, er kendetegnet ved en masse kærlighed som bliver omsat i praksis. Der er et stort børnearbejde, en egentlig ”Børnekirke”, og man har i længere tid haft en børnehave med base i kirken. Flere af de unge fra kirken er med i ”Home-based Care” (frivillig hjemmehjælp til de syge og døende).
Søndag d.18.02 var de 77 forældreløse fra den omtalte skole på besøg til gudstjenesten. De var sammen med deres viceforstander, og han fortalte forsamlingen at de unge mennesker ikke ”kun” ville være sociale omsorgs-modtagere, men de havde besluttet sig til at være med i menighedens liv. Her føler de sig godt tilpas og de oplever Guds kærlighed.



En af Toves og mine særlige opgaver er at opmuntre og oplære medarbejder-teamet. Som bekendt, er omsorgsarbejde meget, meget krævende, og uden opmuntring kan man miste modet.
Dette gælder i høj grad de frivillige hjemmehjælpere, som også er til hjælp for børnene idet der ofte er tale om at deres slægtninge bliver hjulpet ved sygebesøgene. Det sker også tit ved disse sygebesøg, at de forældreløse børn bliver ”fundet”.

At være ”frivillig hjemmehjælper” kræver både kærlighed og mod, og det kan undertiden være farligt at færdes i de områder, hvor de syge mennesker bor. Desværre har der været tilfælde af, at sådanne hjemmehjælpere er blevet voldtaget på vej til eller fra hjemmene som de besøger. Til Guds ære er de kommet videre ovenpå de frygtelige oplevelser, og de fleste er gået videre i deres krævende opgave. De føler at Gud har kaldet dem til det, og de henter deres styrke hos ham.
Ved Guds nåde og hjælp vil vi komme på siden af disse medarbejdere og give dem alt det vi har, som kan styrke dem i deres tjeneste.
Vi takker Gud for de børn, hvis liv er blevet forandret igennem tjenesten fra AFnet. Men vi sørger over tanken om de mere end to millioner AIDS-børn som stadigvæk lever uden håb i Sydafrika. Derfor vil vi gerne opmuntre jer til at lade jeres hjerter og følelser blive udfordret af denne store nød, og være med i forbøn og støtte til arbejdet hernede.

Lidt fra vores privatliv:
Fra d.10 til d.20. februar havde vi besøg af vores datter, Heidi, og hendes forlovede, Brian. Det unge par skal giftes i juni måned.
De har begge to mission stærkt på hjerte, og imens de var her, var de med til gudstjenester i Soshanguve, og besøg på skolen (inkluderet i skolens 1050 elever er der de omtalte 77 forældreløse børn).
Derudover havde vi også familiehygge sammen, og vi tog bl.a. på besøg i en forholdsvis stor dyrepark. Det var bare skønt at have vores to kære på besøg, og vi ser frem til at være til stede
ved deres bryllup, som ”tilfældigvis” vil finde sted under vores forestående orlov.
Vores orlov bliver fra d.18. maj til d. 25. august 2007.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:
- Bed for de 77 forældreløse børn fra Kundelelani School, at de må velsignes igennem AFnetAid’s indsats for dem.
- Bed om at forberedelsesfasen af AIDS-børnecentret i Soshanguve må lykkes fuldt ud.
- Beskyttelse af de frivillige hjemmehjælpere.
- d.4. – 16.maj får vi besøg af et hold fra Euroclass. Bed om gode forberedelser.

Tak til Gud for:
- gode og trofaste medhjælpere i omsorgs-Arbejdet.
- de børn som bliver reddet
- Heidi og Brians vellykkede besøg

Missions-mobilisering i Afrika - Februar 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

"…gør mig den glæde at vise hinanden kærlighed og at være enige! Arbejd sammen med ét hjerte og ét sind!" (Fil. 2:2)

Kære Venner i Danmark!
I januar-brevet sagde vi Gud tak for hans mange svar på bøn i 2006. Bed fortsat for os og arbejdet, UDFORDRINGERNE ER STØRRE END NOGENSINDE!

En overgangstid
Siden juli 2006, og indtil nu, har Tove og jeg boet og arbejdet i vores nye omgivelser i Montana, Pretoria.
Her er vi team– medlemmer i ”Africa Network Evangelism Task (AFnet)”. Vi har været – og er fortsat – i en overgangstid med nye udfordringer.

De samme målsætninger
De visioner og mål, som vi modtog fra Gud lige fra før vores ankomst i Sydafrika, står stadigvæk ved magt: - Vi har fortsat et klart mandat og kald fra Gud til at mobilisere hans kirke i Afrika, først og fremmest til tværkulturel evangelisation, og dernæst til aktivt at formidle forvandling af samfundet.

Men vores værktøjer er mere effektive…
Som medlemmer af AFnet-teamet har vi fået adgang til åndelige og praktiske redskaber som har bragt os op til et nyt niveau af effektivitet.

…og vi har en ny ”dækning”
Åndelig talt er vi nu under en dækning af enhed med ligesindede brødre og søstre.
Dette er noget som vi har længtes efter mere af i mange år, og vi er os bevidste, hvilket stærkt ”sikkerhedsnet” som det giver os, samt den åndelige autoritet som vi bliver udrustet med derigennem, ”…med ét hjerte og ét sind!”.

Praktiske redskaber og faciliteter
Vi har nu til vores disposition alle de slags redskaber og faciliteter, som vi følte var ”gået tabt” da den gamle bibelskole ejendom i Hillcrest blev solgt. Et enkelt eksempel på dette er det fine gæstehus på AFnet ejendommen, som gør det muligt for os at tage imod et hold på 12 unge mennesker fra “Euroclass”, Danmark, når de ankommer i maj måned i år.

Fornyelse af fremgangsmåder
Det, at mobilisere Kirken til tværkulturel evangelisation har meget at gøre med ledertræning og– udvikling. Til dette formål har vi nu et fantastisk, velegnet sæt af materialer, som er sammensat af undervisning på video, sammen med studievejledning.
Tilsammen udgør disse ting det, som kaldes for “International School of Ministry” (ISOM).

Internationale lærere som nyder bred anerkendelse, ses og høres på skærmen sammen med en tolk. Tolkens ord er blevet oversat (simultan-tolkning) til hovedsprogene i landene i det sydlige Afrika, f.eks. Swahili, Zulu, Portugisisk, Fransk, osv.

En ny mulighed – Samarbejde med SBCI
Fredag d.25 januar, havde vi et spændende besøg her på AFnet; det var med Erling og Kirsten Rasmussen, som er kendte for deres arbejde med igangsættelse af ”Satellit Bibelskoler(SBCI)” i mange dele af Afrika.
Hovedformålet med mødet var at sammenligne de to koncepter, SBCI (skrevne materialer) og ISOM (undervisning på video + studievejledning)
Det var spændende at finde ude af at de to undervisnings-metoder vil kunne supplere hinanden på en god måde. Nu ser vi frem til at få dette sat i gang.



HAAB– kanaliserings programmet
Tove og jeg oplever klart at det er Gud, som har ledt os ind i AFnet– fællesskabet.
Som bekendt er barmhjertighedstjeneste en vital del af vores liv og tjeneste i Sydafrika lige siden vi ankom I 2002.

Nye koncepter og metoder
I vores nye tjeneste– fællesskab, AFnet, som vi nu befinder os i, lærer vi nye koncepter og programmer at kende. Under mottoet, ”Kanalisering af HAAB igennem den lokale menighed”, bliver en effektiv tjeneste udført.

Denne kan kort præsenteres ved de følgende punkter:

Udvikle lokal-menighedens faciliteter som et HAAB-kanaliserings center. Dette er et kerneprincip i arbejdet, hvis det skal kunne blive selv-bærende: Altså, menigheden oplæres til at videreføre opgaven.

Udnytte de enkelte medlemmers gaver, træning og erfaring til at bringe hjælp til de forældreløse, de gamle og de nødlidende i samfundet omkring dem.

Sørge for de følgende omsorgs-tjenester til AIDS-BØRNENE:
a. Dag-center for forældreløse børn, som endnu ikke er i skole-alderen.
b. Morgenmad og en god frokost syv dage om ugen for forældreløse børn af alle aldre
c. Discipelskabsprogram
d. At bringe lindring til traumatiserede børn igennem rådgivning.
e. Praktisk hjælp med hjemme-lektier for skolebørnene.
f. Dygtiggørelse i relevante færdigheder: f.eks. hvordan man udfører grundlæggende research (brugen af ordbøger eller leksika), computer-træning, osv.



Faciliteter til at rumme et sådant program er for nylig blevet færdiggjort i Soshanguve, på den nordlige side af Pretoria. Tove og jeg har været der mange gange i forbindelse med rådgivningsarbejde, og vi har kunnet følge bygge-arbejdet efterhånden som det skred frem. Nu står vi lige overfor at skulle se de AIDS-ramte børn blive fundet, og registreret i centerets program.
Der er plads til 100 børn.
En anden skøn opgave, som vi har stærkt på hjerte, er at udvide denne ”model” ind i Zambia. De første forberedelser finder sted netop i denne tid. Stedet er i Luapula Provinsen i Zambia, og projektet vil blive igangsat igennem et samarbejde med den lokale Apostolske Kirke der. Kirkens leder hedder Pastor Henry Mumba, som gennemførte sin teologiske uddannelse på ”Kaniki Bible College” imens vi var missionærer / lærer der. Henry er vores nære og meget kære ven.
Grunden i Luapula er blevet købt og nu skal byggeprojektet for et AIDS– børnecenter meget snart igangsættes. Lige så snart som faciliteterne bliver færdige vil 50 børn, som allerede står ”i køen” blive bragt ind under omsorgen af dette ”Channel of HOPE program”.



Tove og jeg – direkte involverede
I vores udvidede tjeneste engagement, bliver Tove og jeg direkte involverede i de nævnte HAAB– kanaliserings programmer. Vi bliver involverede i relevante opgaver i projekterne, f.eks. at skaffe mad, tøj, kærlighed, træning, trauma-behandling til børnene, og – i visse tilfælde – til volontør– medarbejderne fra kirkerne.
Tove og jeg kalder arbejdet i de nye projekter for ”Projekt HAAB, 2. del”

Vi takker Gud for alle jer, som giver gaver, kærlighed, og bøn, ind i vores tjeneste i Sydafrika.

Med kærlige hilsener,
Tove and John Thomsen

Missions-mobilisering i Afrika - Januar 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

"Det er et omfattende projekt, vi er i gang med, forklarede jeg folket og deres ledere, og vi er spredt ud over et stort område…" (Nehemias’ Bog 4:19)
Embedsmanden, Nehemias, tog initiativet til genopbyggelsen af Jerusalem.. Arbejdet var stort, men Gud var med
ham! På trods af modstand udefra, og problemer indefra, lykkedes det for ham og folket at få byens mure bygget
op igen. Dette skete på grundlag af intens bøn og ydmygelse for Guds ansigt, og Han var trofast – som altid!

Her i Sydafrika bygger vi på det samme fundament af Guds trofasthed, hans omsorg og kærlighed, både til os og til dem, som vi tjener iblandt. I dette brev er der først et tilbageblik over nogle højdepunkter i 2006. Derefter følger en lille beretning fra vores julevisit hos HAAB-familien. Endelig vil vi fremlægge for jer et højaktuelt byggeprojekt: et hus til Eunice og børnene.

Tilbageblik over 2006, nogle højdepunkter:
I januar lykkes det endelig – efter 1½ års krævende arbejde – at få skaffet ID-papirer til alle børnene. Kort derefter må der igen sendes indtrængende bøn op til Gud…HAAB-familien er blevet sagt op med kun to måneders frist til at flytte fra huset.
Tidligt på året har jeg en 17-dages missionstur til Tanzania, hvor jeg mødes med Kirsten og Erling Rasmussen. Visionen om Sattelit Bibelskoler bliver præsenteret for flere hundrede mennesker.
I marts måned er Johan og Christa Combrinck fra AFnet (”Africa Network Evangelism Task”) på besøg i Danmark sammen med Tove og mig. Her har vi positive møder med brødrene i Danmark angående planerne om et samarbejde i Sydafrika.
April måned bringer fantastiske nyheder: Eunice Mweli, vores vigtigste medarbejder i Projekt HAAB, er blevet helbredt; lægerne har erklæret hende for at være HIV – negativ! Dette er en enorm opmuntring og bekræftelse for os alle og hele arbejdet. I samme måned får vi besøg fra Danmark af både Mikael, Hanna og lille Amalie, og af vores venner fra Næstved, Anne og René Trost Tryck.,
Den 28.april til d.16.maj har vi et alle tiders besøg af ”Euroclass” fra Kolding. Gruppen er ledt af Mark og Lise, og gennemfører en levende og dynamisk tjeneste bl.a. ved en uges telt-møder, og de ser mange blive frelst.
Midt på året, på datoen d.4.juli flytter Tove og jeg endeligt fra Hillcrest til Pretoria. Det er et stort og betydningsfuldt skridt for videreførelsen af vores vision og kald fra Gud. Allerede få dage efter ankomsten er vi med til en konference med det alvorlige tema: ”Kirkens rolle i forhold til HIV/AIDS – hvordan stiller vi os overfor døden?”
Fra cirka midt i august og lidt ind i september er Tove og jeg på en dejlig tur til Danmark. Det drejer sig om årets bryllup; vores søn, Mark, bliver gift med Lise Hjørnholm i Viborg. Kort efter er vi tilbage i Sydafrika, og starter på en særlig rådgivningstjeneste for folk som arbejder iblandt de syge og døende. Vi bliver engageret i at besøge og bede for de døende på et hospice.
Højdepunktet i oktober er et 12-dages besøg af vores datter Heidi. Sammen med hende besøger vi Projekt HAAB og har samtaler med børnene om deres fremtid. I november er Tove alene af sted for at være sammen med børnene igen, samt for at få talt de sidste vigtige detaljer igennem med lederne på ”Focus on the Family” (centrets ejere).

Julebesøg hos HAAB-familien
Tove og jeg havde en tryg og vellykket tur til Hillcrest, 22 – 27. december.
Vi havde nogle dejlige dage sammen med Eunice og børnene. Den 24. om aftenen
blev juleevangeliet læst op, gaver blev delt ud, og gavepapiret blev strøet over hele
gulvet. Og der var masser af sang. Julemiddagen bestod hovedsagligt af ”Nshima”
(majs-grød) og medisterpølse. Det var et lækkert måltid!
En af eftermiddagene var vi alle inviteret ud på besøg hos ægteparret Kerry og
Tom Jones, som er gode venner af Projekt HAAB. Her var der svømning i poolen,
og dejlig mad og drikke; og vejret var perfekt.
Hver aften hjemme hos Eunice og børnene havde vi en andagt. Den ene aften fik vi
tro og inspiration til personlig bøn for hvert enkelt barns behov. Vi tror, Gud har
hørt vores bøn, og vil velsigne hvert barn på en personlig måde.


JULEAFTEN, gaver over hele gulvet!



Et højaktuelt byggeprojekt
I løbet af disse juledage, tog vi også ud og så på et lille hus, som Eunice ejer, og som hun ønsker, skal blive Projekt HAABs næste bolig. Det skal bare udvides! Jeg målte op til en mulig udbygning på grunden, et anneks, som vil kunne blive lidt større end den nuværende bygning. Tilsammen giver de to bygninger plads til familien. Tegningen forneden viser begge bygninger, Eunice’s nuværende hus, og annekset, (se skitsen, m. gul farve) som vi må have bygget så hurtigt som muligt.
Prisen for bygningen, inklusiv materialer og
arbejdsløn, bliver cirka 35.000,- Kr.



Der skal ske meget på kort tid:
HAAB-familien skal flytte ud af centerets hus i Hillcrest sidst i januar 2007. I første omgang flytter de ind i et par små værelser hos Eunice’s søster, nede i dalen nær Hillcrest. Her bliver de boende imens de venter på, at den nye bygning bliver opført. Disse midlertidige boligforhold bliver meget trange, og ventetiden må ikke blive for lang! Vi sigter på – ved Guds hjælp – at familien kan flytte til Nazareth i Pinetown i skoleferien sidst i marts 2007.

Vi beder om jeres hjælp med økonomisk støtte til ”det nye Projekt HAAB hus”.

Vi spørger lige ud om hjælp til dette projekt, da vi jo ikke beder om penge til os selv, men til HAAB – familien. Vær med til at løse dette akutte behov: familien skal have et sted at bo, et blivende sted.
Vi siger på forhånd tak for jeres gaver, små eller store, til dette formål.

Med kærlig hilsen,
Tove og John Thomsen