Missions-mobilisering i Afrika - februar 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, februar 2008

”Herren er mit lys og min redning, så hvem har jeg grund til at frygte? Herren beskytter mit liv, hvad har jeg så at være bange for?” (Salmernes Bog 27:1)

Vores opholdstilladelse – en langtrukken og dramatisk sag
Allerede for et år siden gik Tove og jeg i gang med at udfylde dokumenter, og at opfylde forskellige krav for at vi kan få en udvidelse af vores opholdstilladelse i Sydafrika.
Der har været en lang stribe af tidskrævende ting, som skulle ordnes, som for eksempel at indhente politi-attester fra alle de lande hvor man havde boet i mere end et år. I vores tilfælde var der tale om fire lande, Danmark, Zambia, Tanzania og Sydafrika. Så skulle alle kvalifikationer attesteres ifølge de sydafrikanske myndigheders kriterier. Det skulle bevises at det arbejde, vi udfører, ikke lige så godt kunne udføres af lokale sydafrikanske borgere. Vi skulle have almindelige lægeattester, og derefter skulle vi have klaret en meget enkel sag, at få taget røntgenbilleder af vore lunger.

Vi troede, vi var i god tid
Vi troede at vi stadigvæk var i god tid da vi fik taget disse billeder. Toves viste sig at være helt OK, men mine havde visse tegn på noget, som ikke skulle være der, nogle såkaldte ”nodules”. Det kom helt bag på mig, da jeg aldrig har haft problemer med mine lunger, så hvad var nu det her for noget? Og på dette tidspunkt havde kun to uger tilbage inden vores tidligere opholdstilladelse udløb.

En uventet operation
Efter mange videre læge-undersøgelser, blev beslutningen taget at jeg skulle gennemgå en operation, for at det kunne konstateres om jeg havde cancer eller TB i lungerne – eller ej. Uanset hvor godt, jeg syntes at jeg havde det, var der ingen vej udenom, jeg måtte have et kirurgisk indgreb for at vævsprøver kunne blive taget.
Dette skete på mandag den 18. februar, og resultatet kunne have været hvad som helst. Ud fra røntgenbillederne kunne jeg have haft TB eller cancer, men prøverne viste ingen af delene. Der var noget andet, ved navn ”sarcoidosis”, som ikke er en livstruende sygdom, men som på længere sigt, godt kunne have blevet mere alvorlig. Ved at den blev opdaget nu, kunne den behandles ad medicinsk vej. Tak Jesus!
Noget af det sidste, som skulle ordnes, fik vi klaret efter operationen, og det var at få lavet nogle oversættelser af vores vielsesattest og vore fødselsattester, og have dem godkendt i den danske ambassade. Det lykkedes i sidste øjeblik, og torsdag d.28. februar kunne vi aflevere hele vores mappe af ansøgnings-dokumenter, inklusive vores pas, til vores immigrations-konsulent. Den sidste frist var fredag d.29. februar! Nu kan vi kun vente og stole på at alt vil gå godt med den endelige godkendelse af vores ansøgningspapirer.
Vi stoler på at Herren vil føre det igennem for os; det er jo ham som førte os til Afrika!

De mest sårbare børn
Antallet af forældreløse børn og meget udsatte børn i en af ”vore” skoler i Soshanguve, er steget markant. I januar 2008 begyndte vi på et samarbejde med skolens ledelse i Saint Francis Primary School. Vi havde besluttet at give direkte hjælp i form af mad til 62 forældreløse børn. Men inden vi nåede til afleveringen af madvarerne, havde vi en samtale med skolens ledelse. De havde gennemført en grundig undersøgelse over de mest sårbare børn iblandt de cirka 1000 af skolens elever. Det var blevet klart for dem at udover de forældreløse børn, var der yderligere 46 børn som ganske vist havde en forældre, men det enkelte barn var mindst lige så dårligt stillet som de 62, som ingen forældre havde.
F.eks. kan et barn måske have sit hjem hos moderen, men hun er meget syg af tuberkuloses eller HIV, og hun har adskillige andre børn at tage sig af. Et andet eksempel kan være et barn hvis mor er død, og barnet bor hos sin far. Men desværre er faderen mere eller mindre ligeglad med børnene; han er på druk, har ingen arbejde, og er involveret i kriminalitet.

Skolelederen, Thabile, spurgte os: ”Kan Projekt HAAB tage disse 46 børn med på listen, selvom
de strengt talt ikke er forældreløse?” Det var en stor forøgelse af den økonomiske indsats, men vi følte bare, at det måtte vi. Thabile

Efter at have talt sagen godt igennem, besluttede vi, at vi ville tage skridtet fuldt ud, og hjælpe alle de sårbare børn og give dem den månedlige hjælp med mad. Dvs. der er nu 108 børn på skolen som bliver hjulpet på denne måde. Skolen, Saint Francis, har Tove og jeg fået et særligt forhold til, og det er penge fra Danmark som går til dens mest trængende og udsatte børn.

Familiebesøg fra Danmark
I begyndelsen af februar havde vi besøg af min kusine, Gitte Bille, som var på en Sydafrika-ferie sammen med en af sine venner. Gitte har for lang tid siden selv været med i et hjælpeprojekt i Zimbabwe, og hendes besøg hos os nu var noget helt specielt, både for hende og for os. Hun har meget til overs for de sårede, og i sin hverdag i Danmark er hun leder for et hjem i Holbæk for traumatiserede mennesker. Gitte er en personlig kristen, og viste stor interesse for Projekt HAAB arbejdet i Afrika.
Gitte på besøg i Børnecentret, ”Tsakalani”

Hjælpecentret for børn, Tsakalani, ligger på samme grund som kirken, ”Christian Celebration Center”. Også her er antallet af de forældreløse børn stigende, og det vil snart være på de 100 børn, som det er indrettet til. Det er ideelt at centeret er knyttet til den lokale kirke, som har medhjælperne til det daglige arbejde. Denne sammensætning, børnecenter / hjælpeorganisation (Projekt HAAB, AFnetAid) / lokal kirke, er hvad vi sigter på at få etableret på så mange steder sommuligt. Der er planer om snart at åbne mindst to centre mere.

Børn i ”Tsakalani”-centret, Soshanguve

Opbygningen af et børnecenter i Luapula, Zambia, er også i gang, og vi skal snart på et besøg dertil for at følge op i byggearbejdet.

Der er så meget, der skal gøres, og vi takker jer for jeres opbakning og forbøn.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

NB: Hvis du er interesseret i at støtte visionen, så klik på "partnerskab" foroven