Missions-mobilisering i Afrika - juli 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, juli 2008

”Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri, sætter jer fri og giver jer fremgang.” (Jeremias’ Bog 29:12-13)

Håb for Afrika
En af mine nære venner i Sydafrika har gennemført en hel del undersøgelser under temaet, ”Håb for Afrika”. Materialet, han samler er til en bog som forhåbentlig skal udgives i den nære fremtid. Men han har betroet mig at de omfattende undersøgelser, som han har lavet, alle sammen leder hen til den samme konklusion: ”Der er ikke noget håb for Afrika!” Fattigdoms syndromet, sygdomme som millioner dør af næsten lige for øjnene af os, kriminalitet, krige i en uendelighed et eller andet sted på kontinentet, og magtsyge politiske ledere, trækker kontinentets folkemasser ned i håbløshed.

Der er håb for Afrika!
Men, på trods af dette, tror vi – også min ven – at der er et meget stort håb for Afrika. Dette håb er en virkelighed fordi den almægtige Gud også har Afrika i sit hjerte. Budskabet til jøderne i landflygtighed gælder også for Afrikas mange fantastiske befolkningsgrupper: ”Når I beder til mig… når I søger efter mig… vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne…”, Der er håb for Afrika!

Børn samlet undefor konference-centret i Mansa

En utrolig farverig gruppe af kvinder – en dejlig buket
Vores seneste tur til Zambia strakte sig halvvejs ind i juli måned, og vi vil gerne tilføje nogle flere tanker om turen her. Det slog os på et tidspunkt at vi, på kvinde-konferencen i Mansa, var sammensat af en utrolig farverig gruppe af kvinder (plus nogle enkelte mænd!). Kvinder fra Kobberbæltet i Zambia, fra Mansa by og fra andre, mindre byer og landsbyer nord for Mansa, nogle var veluddannede, andre forstod ikke engelsk, som ellers er landets officielle sprog. Der var også en dansk kvinde, Tove, som dog har boet i Zambia i en årrække på elleve år, og som i løbet af den periode fødte to af vores fem børn. Endelig var der de særlige gæster, otte kvinder fra Californien i USA, som kom for at opleve og være med i Guds riges fremgang i Zambia.
Denne sammensætning af cirka 300 kvinder var en dejlig buket af mennesker som var vidt forskellige, men som alle havde et fælles mål med deres liv, at leve for Gud og tjene ham af hele deres hjerte.
Mange relevante emner blev fremlagt i undervisningen på konferencen, under temaet:
”Hvordan kvinder kan udrustes til at forvandle deres
samfund”… for eksempel –

- Kvinder i tjeneste for Gud
- HIV/AIDS
- Børn og misbrug i Afrika, set fra et kristent synspunkt
- Traditioner set i forhold til kristne værdier
- Udfordringen: at opbygge en kristen familie, set fra tre forskellige kvinders perspektiv (zambiansk, amerikansk, og dansk)
- En kvinde og hendes børn (give dem kristne værdier)
- En kvinde og hendes mand (den kristne familie)
- En kvinde og hendes Gud (at kende Gud)
- og der var mange flere spændende emner!

En anderledes dag – kyllingesteg i et udendørs køkken
En af de sidste dage i Mansa havde vi en ”anderledes” dag: Vi kaldte den ”Dagen med afrikansk kulturoplevelse”.
Konferencen var slut og de fleste af deltagerne var rejst tilbage til deres respektive hjembyer. Tilbage var der kun vores amerikanske venner, Henry og Esther og nogle andre fra byen, og Tove og mig. Maden - på ægte zambianske vis
Første blev seks høns og andre madvarer indkøbt på det lokale marked, hvor det endte med at
vi måtte købe de seks høns af seks forskellige sælgere, en fra hver af de unge mænd som næsten kom op at slås om at få kunderne!
Endelig kom vi af sted, og det var ikke til et hotel i Mansa by, men en lille landsby cirka 8 km. borte.
En af menighedens medlemmer, en kvinde, boede her sammen med hendes familie, og havde sagt ja til at tilberede maden på ægte zambianske vis. Hønerne blev slagtet udenfor hytten i den støvede gård, majsgrøden blev kogt i en stor gryde over trækulsilden, og andre dejlige dele af retten blev tilberedt, alt sammen i løbet af et par timer. Dette kunne vi alle sammen følge med i, og vi kunne følge med i processen fra seks levende høns til dejlig kyllingesteg – i et udendørskøkken.
Maden smagte dejligt, og vi nød den og hinandens fællesskab, og så fik vi lært familien i landsbyen ret godt at kende.

Familiebesøg
Sidst i juli og først i august havde vi familiebesøg. Vores datter, Heidi, sammen med hendes mand, Brian, og deres fem børn kom og var sammen med os i godt to uger i Sydafrika.

Et velkendt fænomen
Til hverdag oplever Tove og jeg noget som er et velkendt fænomen for missionær-familier: forældre og børn er adskilt af stor afstand, og der er et savn, en smerte som er forbundet med dette. Vi har altid børnene ”i vore hjerter”, men de er bare så langt borte, og vi ved at de savner os, ligesom vi savner dem.
Men pludselig, så var der en hel familie hos os, og vi kunne nyde samværet med dem, få talt om alt muligt, og få set og gjort en hel masse sammen.
Heidi kom i sin tid med os til Afrika som en lille 4-årig pige. Hun oplevede missionær livet i Zambia indtil hun, som 14-årig pige, kom hjem til Danmark på efterskole.
Soshanguve
Der blev mulighed for, at Heidi og Brian kunne besøge menigheden i Soshanguve. Her havde de været ved tidligere anledninger, og der blev taget godt imod dem. De underviste og talte ved flere møder, og havde et særligt fokus på menighedens ansvar for børnene.
Den nye generation af missionærerI AFnets ledelse betragter vi besøg af sådanne yngre mennesker som værende af stor værdi. Hvem ved, måske kunne netop sådan et ungt par en gang komme til at stå side om side med os i tjenesten. Det er noget, som vi beder for, mere og mere. Vi er klar over, at den nye greneration af missionærer skal kunne finde åbne døre hos os i arbejdet.

Johan Combrinck og jeg er begge to tres år gamle, og det er blevet ret alvorligt for os at vi ikke bliver yngre med årene!

30 års jubilæum
For øvrigt minder dette om at Tove og jeg nu kan fejre 30 års jubilæum siden vores første udrejse til Afrika. Den 25. august rejste vi af sted som familie til Zambia, og oplevede 11 dejlige år der. Snart er jeg i Zambia igen; Tove kommer tre uger senere. Min ankomst i Zambias Luapula Provins bliver d.25. august, nøjagtig 30 år efter vores start som missionærer i det dejlige land. Alt sammen ved Guds store nåde.

Tak, venner i Danmark, for jeres støtte og forbøn. Bed også for rejsen som vi her har omtalt, om beskyttelsen på turen og om velsignelse over arbejdet. Den særlige opgave denne gang er videreførelsen af byggeriet på et nyt børnecenter.

Med kærlige hilsener,
Tove og John