Missions-mobilisering i Afrika - september 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, september 2008

”Det er ham, der giver os liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.” (Apostlenes Gerninger 17:26-27)

Et hjælpecenter for forældreløse børn
Nu fortsætter vi med historien fra sidste nyhedsbrev, hvor vi begyndte at fortælle om rejsen til Mansa i Zambia, og om byggeprojektet der. I denne omgang drejede det sig om at få lavet fundamentet og at få murene op i ’rejsehøjde’.
Den gamle bygmester, Piet, viste sig at være en sej herre, og han tog godt fra ved det støvede og tunge murerarbejde, som foregik i bagende sol hele dagen igennem. Imens vi gik og arbejdede sammen gik mine tanker tilbage til min barndom. Den gang byggede han nogle kirkebygninger i Zambia. Det var i samarbejde med min far, som dengang prædikede i hele landet, og grundlagde de første menigheder i kirken.

Lastbil-læs af jord og grus til fundamentet

Bygningen opførtes i betonblokke

Den langsigtede opgave
Menigheden i Mansa har i de sidste par år forberedt sig på at starte et hjælpe-center for Aidsramte børn. Vi fra AFnet bygger faciliteterne til centeret, men det bliver den lokale kirke som kommer til at stå med den langsigtede opgave, at tage sig af børnene. Imens byggeriet stod på i september mødte vi flere af de børn, som vil komme i centret fra en gang næste år.
Sponsorer fra Danmark vil kunne være med til økonomisk at bære det langsigtede omsorgsarbejde. Det er planen at børnecentret i Mansa skal kunne rumme op til 100 børn… ikke bare pladsmæssigt, men med tryghed, leg, sjov, og en masse kærlighed.
Det var en sand glæde at være med til få den første del af bygningen muret op, og det tog os cirka en måned. Næste etape skal opføres i januar måned, og så skal taget bygges. Allerede nu er et hold tømrere i Danmark ved at gøre sig klar til at komme ud og udføre denne opgave.

Vi boede delvis hos Henry og Esther, og delvis hos en anden familie i byen, imens vi var i Mansa. Tove kom og var med i de sidste to uger af opholdet. Det var – som altid – skønt at nyde fællesskabet med vore afrikanske venner fra menigheden. De viste os stor gæstfrihed, og vi havde mange gode samtaler med hinanden.

Akut sygdom på byggeturen
Da vi kun havde en uge tilbage i Mansa blev den ene af de to ældre mænd, som var med os, ramt af en alvorlig hjerneblødning. Det var Piets broder, Stefan Combrinck, som ellers havde nydt at være med og opleve sit gamle land, Zambia, hvor han havde boet som ung.
Det skete meget pludselig en morgen, og vi måtte tage ham til det lokale hospital, hvor han blev indlagt med det samme.
Vi blev chokeret over tilstandene i dette sygehus. Budgettet var sat alt for lavt, og der var en alvorlig mangel på arbejdskraft… kun én sygeplejerske til en hel afdeling.
Lægernes undersøgelser viste at udover den akutte hjerneblødning og den delvise lammelse i højre side af kroppen, havde Stefan et forstørret hjerte, og han blev indlagt i tre døgn.

Det blev nødvendigt at have en privatperson hos ham hele tiden, døgnet igennem, for at sikker på, at han fik al den hjælp, han havde brug for. Vores ven, Henry, var den som blev hos ham nat og dag.
Alt imens måtte vi arbejde videre med bygningen, for vi havde en tidsgrænse for, hvornår vi skulle rejse hjem til Sydafrika igen.
Hen mod slutningen af den tredje dag fik vi besked fra lægerne, om at de ville udskrive Stefan; de kunne ikke gøre mere for ham.

En lang, anstrengende tur
Nu var gode råd dyre, og til sidst besluttede vi at han måtte sendes tilbage til Sydafrika under ledsagelse af hans bror, Piet. Så næste dag – det var en fredag – kørte jeg af sted med de to ældre mænd, og en mandlig sygeplejerske. Det var en lang, anstrengende tur på de hullede veje, og hårdest var det selvfølgelig for den syge mand, som måtte sidde op i bilen under otte timers køretur til Lusaka. Efter meget besvær lykkedes det at få ham indskrevet der for en enkelt nat, hvorefter han skulle køres ud til lufthavnen og sendes af sted til Sydafrika. Det hele var ret dramatisk, og alt blev kun lige akkurat klaret i sidste øjeblik. Bilturen til storbyen, Lusaka, skete i fuld fart, for at vi overhovedet kunne nå frem i tide, og have håb om at få plads til ham på hospitalet. Om lørdagen i lufthavnen var det på et hængende hår at han fik tilladelse til at komme om bord på flyet. Lufthavnsmyndighederne var ikke meget for at tage så syg en person med på den cirka 2½ timer lang flyverejse. Men, ved Guds nåde, lykkedes det alt sammen, og Stefan Combrinck kom godt tilbage til sit hjemland, hvor han nu er i god bedring.

Tilbage i Sydafrika
Efter byggetiden i Zambia kom Tove og jeg hjem til Pretoria igen, og nu havde vi den store glæde at få besøg af nogle fra vores familie i Danmark. Vores datter Heidi og hendes mand Brian kom i en periode af 12 dage, hvoraf de brugte den ene uge til at besøge venner i Zambia.
Vores ældste søn, Stephan, kom sammen med hans datter, Amanda(11), og deres ophold overlappede cirka en uge med Heidi og Brians besøg.
Så der var stort familiekomsammen, og vi nød det i fulde drag. Vi nåede at opleve en hel del spændende ting sammen, f.eks. Saint Francis Primary School i Soshanguve, børnecentret, “Tsakalani”, ved kirken derude, besøg hos en dreng, Sechaba David, som lige havde mistet sin far. Det blev endda muligt at besøge løveparken i Johannesburg og andre lignende ting.

Det er en ekstra og speciel stor glæde for Tove og mig at mærke at vore børn også har mission på hjerte. Dette skyldes ikke at de var blevet ’indoktrineret’ som små, men vi er sikre på at Gud selv er ved at forberede dem på store opgaver ude på missionsmarken.

Med kærlige hilsener,
Tove og John