Missions-mobilisering i Afrika - september 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, september 2008

”Det er ham, der giver os liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.” (Apostlenes Gerninger 17:26-27)

Et hjælpecenter for forældreløse børn
Nu fortsætter vi med historien fra sidste nyhedsbrev, hvor vi begyndte at fortælle om rejsen til Mansa i Zambia, og om byggeprojektet der. I denne omgang drejede det sig om at få lavet fundamentet og at få murene op i ’rejsehøjde’.
Den gamle bygmester, Piet, viste sig at være en sej herre, og han tog godt fra ved det støvede og tunge murerarbejde, som foregik i bagende sol hele dagen igennem. Imens vi gik og arbejdede sammen gik mine tanker tilbage til min barndom. Den gang byggede han nogle kirkebygninger i Zambia. Det var i samarbejde med min far, som dengang prædikede i hele landet, og grundlagde de første menigheder i kirken.

Lastbil-læs af jord og grus til fundamentet

Bygningen opførtes i betonblokke

Den langsigtede opgave
Menigheden i Mansa har i de sidste par år forberedt sig på at starte et hjælpe-center for Aidsramte børn. Vi fra AFnet bygger faciliteterne til centeret, men det bliver den lokale kirke som kommer til at stå med den langsigtede opgave, at tage sig af børnene. Imens byggeriet stod på i september mødte vi flere af de børn, som vil komme i centret fra en gang næste år.
Sponsorer fra Danmark vil kunne være med til økonomisk at bære det langsigtede omsorgsarbejde. Det er planen at børnecentret i Mansa skal kunne rumme op til 100 børn… ikke bare pladsmæssigt, men med tryghed, leg, sjov, og en masse kærlighed.
Det var en sand glæde at være med til få den første del af bygningen muret op, og det tog os cirka en måned. Næste etape skal opføres i januar måned, og så skal taget bygges. Allerede nu er et hold tømrere i Danmark ved at gøre sig klar til at komme ud og udføre denne opgave.

Vi boede delvis hos Henry og Esther, og delvis hos en anden familie i byen, imens vi var i Mansa. Tove kom og var med i de sidste to uger af opholdet. Det var – som altid – skønt at nyde fællesskabet med vore afrikanske venner fra menigheden. De viste os stor gæstfrihed, og vi havde mange gode samtaler med hinanden.

Akut sygdom på byggeturen
Da vi kun havde en uge tilbage i Mansa blev den ene af de to ældre mænd, som var med os, ramt af en alvorlig hjerneblødning. Det var Piets broder, Stefan Combrinck, som ellers havde nydt at være med og opleve sit gamle land, Zambia, hvor han havde boet som ung.
Det skete meget pludselig en morgen, og vi måtte tage ham til det lokale hospital, hvor han blev indlagt med det samme.
Vi blev chokeret over tilstandene i dette sygehus. Budgettet var sat alt for lavt, og der var en alvorlig mangel på arbejdskraft… kun én sygeplejerske til en hel afdeling.
Lægernes undersøgelser viste at udover den akutte hjerneblødning og den delvise lammelse i højre side af kroppen, havde Stefan et forstørret hjerte, og han blev indlagt i tre døgn.

Det blev nødvendigt at have en privatperson hos ham hele tiden, døgnet igennem, for at sikker på, at han fik al den hjælp, han havde brug for. Vores ven, Henry, var den som blev hos ham nat og dag.
Alt imens måtte vi arbejde videre med bygningen, for vi havde en tidsgrænse for, hvornår vi skulle rejse hjem til Sydafrika igen.
Hen mod slutningen af den tredje dag fik vi besked fra lægerne, om at de ville udskrive Stefan; de kunne ikke gøre mere for ham.

En lang, anstrengende tur
Nu var gode råd dyre, og til sidst besluttede vi at han måtte sendes tilbage til Sydafrika under ledsagelse af hans bror, Piet. Så næste dag – det var en fredag – kørte jeg af sted med de to ældre mænd, og en mandlig sygeplejerske. Det var en lang, anstrengende tur på de hullede veje, og hårdest var det selvfølgelig for den syge mand, som måtte sidde op i bilen under otte timers køretur til Lusaka. Efter meget besvær lykkedes det at få ham indskrevet der for en enkelt nat, hvorefter han skulle køres ud til lufthavnen og sendes af sted til Sydafrika. Det hele var ret dramatisk, og alt blev kun lige akkurat klaret i sidste øjeblik. Bilturen til storbyen, Lusaka, skete i fuld fart, for at vi overhovedet kunne nå frem i tide, og have håb om at få plads til ham på hospitalet. Om lørdagen i lufthavnen var det på et hængende hår at han fik tilladelse til at komme om bord på flyet. Lufthavnsmyndighederne var ikke meget for at tage så syg en person med på den cirka 2½ timer lang flyverejse. Men, ved Guds nåde, lykkedes det alt sammen, og Stefan Combrinck kom godt tilbage til sit hjemland, hvor han nu er i god bedring.

Tilbage i Sydafrika
Efter byggetiden i Zambia kom Tove og jeg hjem til Pretoria igen, og nu havde vi den store glæde at få besøg af nogle fra vores familie i Danmark. Vores datter Heidi og hendes mand Brian kom i en periode af 12 dage, hvoraf de brugte den ene uge til at besøge venner i Zambia.
Vores ældste søn, Stephan, kom sammen med hans datter, Amanda(11), og deres ophold overlappede cirka en uge med Heidi og Brians besøg.
Så der var stort familiekomsammen, og vi nød det i fulde drag. Vi nåede at opleve en hel del spændende ting sammen, f.eks. Saint Francis Primary School i Soshanguve, børnecentret, “Tsakalani”, ved kirken derude, besøg hos en dreng, Sechaba David, som lige havde mistet sin far. Det blev endda muligt at besøge løveparken i Johannesburg og andre lignende ting.

Det er en ekstra og speciel stor glæde for Tove og mig at mærke at vore børn også har mission på hjerte. Dette skyldes ikke at de var blevet ’indoktrineret’ som små, men vi er sikre på at Gud selv er ved at forberede dem på store opgaver ude på missionsmarken.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - august 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, august 2008
”Og enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Apostlenes Gerninger 2:21 )

De bliver frelst!
Vi har tit bevidnet, at når en person først erkender sit behov for Gud og derefter siger det til ham, så er det ét hundrede procent sikkert, at vedkommende bliver frelst… ud af synd, død og fortabelse.
De mange gange, hvor vi har set dette ske både i Danmark og Afrika, har det understreget det egentlige grundlag for vores liv som missionærer. Efter alt det som vi måtte igennem forud for hver udrejse, dvs. udsendelsen fra Danmark, opstarten på et nyt sted, indlæring af et nyt sprog, tilvænningen til omgivelserne i en ny kultur… så har det næsten virket som et antiklimaks: Lige pludselig står vi der, midt iblandt forskellige grupper af mennesker, og så sker det: de bliver frelst!

Kazembe
Et af de steder, hvor vi arbejdede meget i Zambia for mange år siden var i landsbyen, Kazembe. Den ligger ikke så langt fra byen, Mansa, hvor vi fra AFnet-teamet i Sydafrika har en hel del arbejde kørende i disse dage.
Kazembe besøgte jeg første gang i 1982 sammen med Pastor Friday Sichilima. Friday er en god ven, som jeg allerede lærte at kende da vi legede sammen som drenge i Zambia. Landsbyen er kendt for at være meget præget af trolddom (”witchcraft”) og det var også noget, som vi kom op imod igen og igen.
Jeg var engang på besøg med et hold unge mænd fra bibelskolen, Kaniki Bible College. Vi skulle være der i cirka en uge og udbrede evangeliet om Jesus, hvilket vi havde gjort før i denne landsby. Men denne gang skete der noget uventet allerede den første aften. Jeg havde lige gjort mig klar til en god nats søvn, da en larm af hylende og grædende mennesker lige i nærheden fyldte hele området. Jeg stod op og undersøgte hvad der skete.

På den anden side af Luapula Floden
En familie var blevet ramt af en frygtelig tragedie; den ældste datter, en ung kvinde, var død. Faderen fortalte at datteren var blevet psykisk syg, og så havde de naturligvis bragt hende over på den anden side af Luapula floden til heksedoktoren. Han havde behandlet hende, og kort efter var pigen død.
Jeg tænkte ved mig selv: ”Sådan er det når man stoler på trolddom; man ser bare ikke nogen anden løsning”
Men historien er ikke forbi. Omkring et halvt år senere var jeg på besøg med et andet hold bibelskole-elever. Så skete det igen, og det var også ved sengetid, den uhyggelige larm af lamslåede, grædende mennesker brød ud fra samme hjem lige som ved det forrige besøg. Ved nærmere undersøgelse oplevede jeg noget som med rette kunne kaldes for ”deja-vu”. Det var som at være med i en film-episode som gentog sig selv, linje for linje. Denne gang var det gået ud over den næst ældste datter. Da jeg spurgte forældrene, ”Hvorfor tog I dog hen til heksedoktoren? I så jo hvordan det gik jeres ældste datter for kun et halvt år siden”, svarede de: Sådan har vi jo altid gjort!
Den næste del af beretningen fandt sted et helt år efter den anden datters død.

Den tredje datter
Vi var igen på besøg med et hold fra Kaniki, og så hørte vi ret hurtigt at en tredje datter i samme familie var alvorlig syg, på samme måde som hendes to afdøde søskende havde været det. Vi tog en samtale med familien, og gjorde alt hvad vi kunne for at råde dem fra at tage denne unge 14-årige pige hen til troldmanden. Familien var ikke meget for det, men til sidst gav de os lov til at tage hende hen til den lille ler-kirke og der gå ind i intens forbøn for hende. Vi måtte bede i skiftehold, og det strakte sig over fire dage. Den lille pige var under stærk indflydelse af onde ånder, og der matte udholdende udfrielsestjeneste til, for at hun kunne blive helbredt. Først om morgenen på den fjerde dag blev hun endelig fuldstændig fri.
Det var et stort Guds under. Nu – mange år senere – har vi hørt, igennem vores ven i Mansa, Pastor Henry Mumba, at den unge pige er blevet en voksen kvinde, er gift og har seks børn. Hun er et trofast medlem i Kazembe menighed.

Men hun er den eneste overlevende af hele den familie, som vi engang mødte. Alle de andre døde af forskellige sygdomme.
Det er alvorligt at tænke på, hvor stort et ansvar vi har fra Gud med at bringe udfrielse til de bundne. Og det er fantastisk at vide at Han har givet os myndighed og virker med os til hjælp for mennesker omkring os.

Børnecentret i Mansa
I Zambia, i byen Mansa, er der kommet gang i opførelsen af et børnecenter, som skal fungere som en hjælp til samfundet fra den lokale apostolske kirke i byen.
En tur til dette projekt fandt sted i august - september, med ankomst i Mansa tirsdag den 26.8. På rejsen dertil havde jeg selskab af to ældre herrer. De var hvide sydafrikanere som for længe siden havde boet i Zambia, helt tilbage i kolonitiden. Piet Combrinck, 84 år gammel, var en bygmester og havde i sin tid bygget bogstaveligt talt hundredvis af bygninger i det gamle ”Nord Rhodesia".

Gamle Piet er 84, ”still going strong”
Unge mænd fra menigheden tager også fat

Han havde udtrykt sit store ønske om at være med mig på denne tur, og at hjælpe til i det praktiske byggearbejde, som han havde en meget stor erfaring i, og han blev faktisk til stor hjælp. Hans bror, Stefan, var en pensioneret læge og kom med på turen for at ledsage sin bror, og hjælpe til hvor han kunne.

Imens byggeriet på børnecentret i Mansa, stod på, kom der en hel del børn, som skulle skrives op på en liste. I første omgang vil centret kunne have omsorg for 60 børn.

Brevveksling, Sydafrika

Tove overrækker et brev til et sponsorbarn i Soshanguve

I de sidste par måneder er der kommet breve til nogle af børnene i Sydafrika. Brevene er fra ”sponsor-forældre” i Danmark. Det er selvfølgelig spændende for disse børn at mærke at der er nogen der tænker på dem. Glæden er stor! Tak skal I have, venner.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - juli 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, juli 2008

”Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri, sætter jer fri og giver jer fremgang.” (Jeremias’ Bog 29:12-13)

Håb for Afrika
En af mine nære venner i Sydafrika har gennemført en hel del undersøgelser under temaet, ”Håb for Afrika”. Materialet, han samler er til en bog som forhåbentlig skal udgives i den nære fremtid. Men han har betroet mig at de omfattende undersøgelser, som han har lavet, alle sammen leder hen til den samme konklusion: ”Der er ikke noget håb for Afrika!” Fattigdoms syndromet, sygdomme som millioner dør af næsten lige for øjnene af os, kriminalitet, krige i en uendelighed et eller andet sted på kontinentet, og magtsyge politiske ledere, trækker kontinentets folkemasser ned i håbløshed.

Der er håb for Afrika!
Men, på trods af dette, tror vi – også min ven – at der er et meget stort håb for Afrika. Dette håb er en virkelighed fordi den almægtige Gud også har Afrika i sit hjerte. Budskabet til jøderne i landflygtighed gælder også for Afrikas mange fantastiske befolkningsgrupper: ”Når I beder til mig… når I søger efter mig… vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne…”, Der er håb for Afrika!

Børn samlet undefor konference-centret i Mansa

En utrolig farverig gruppe af kvinder – en dejlig buket
Vores seneste tur til Zambia strakte sig halvvejs ind i juli måned, og vi vil gerne tilføje nogle flere tanker om turen her. Det slog os på et tidspunkt at vi, på kvinde-konferencen i Mansa, var sammensat af en utrolig farverig gruppe af kvinder (plus nogle enkelte mænd!). Kvinder fra Kobberbæltet i Zambia, fra Mansa by og fra andre, mindre byer og landsbyer nord for Mansa, nogle var veluddannede, andre forstod ikke engelsk, som ellers er landets officielle sprog. Der var også en dansk kvinde, Tove, som dog har boet i Zambia i en årrække på elleve år, og som i løbet af den periode fødte to af vores fem børn. Endelig var der de særlige gæster, otte kvinder fra Californien i USA, som kom for at opleve og være med i Guds riges fremgang i Zambia.
Denne sammensætning af cirka 300 kvinder var en dejlig buket af mennesker som var vidt forskellige, men som alle havde et fælles mål med deres liv, at leve for Gud og tjene ham af hele deres hjerte.
Mange relevante emner blev fremlagt i undervisningen på konferencen, under temaet:
”Hvordan kvinder kan udrustes til at forvandle deres
samfund”… for eksempel –

- Kvinder i tjeneste for Gud
- HIV/AIDS
- Børn og misbrug i Afrika, set fra et kristent synspunkt
- Traditioner set i forhold til kristne værdier
- Udfordringen: at opbygge en kristen familie, set fra tre forskellige kvinders perspektiv (zambiansk, amerikansk, og dansk)
- En kvinde og hendes børn (give dem kristne værdier)
- En kvinde og hendes mand (den kristne familie)
- En kvinde og hendes Gud (at kende Gud)
- og der var mange flere spændende emner!

En anderledes dag – kyllingesteg i et udendørs køkken
En af de sidste dage i Mansa havde vi en ”anderledes” dag: Vi kaldte den ”Dagen med afrikansk kulturoplevelse”.
Konferencen var slut og de fleste af deltagerne var rejst tilbage til deres respektive hjembyer. Tilbage var der kun vores amerikanske venner, Henry og Esther og nogle andre fra byen, og Tove og mig. Maden - på ægte zambianske vis
Første blev seks høns og andre madvarer indkøbt på det lokale marked, hvor det endte med at
vi måtte købe de seks høns af seks forskellige sælgere, en fra hver af de unge mænd som næsten kom op at slås om at få kunderne!
Endelig kom vi af sted, og det var ikke til et hotel i Mansa by, men en lille landsby cirka 8 km. borte.
En af menighedens medlemmer, en kvinde, boede her sammen med hendes familie, og havde sagt ja til at tilberede maden på ægte zambianske vis. Hønerne blev slagtet udenfor hytten i den støvede gård, majsgrøden blev kogt i en stor gryde over trækulsilden, og andre dejlige dele af retten blev tilberedt, alt sammen i løbet af et par timer. Dette kunne vi alle sammen følge med i, og vi kunne følge med i processen fra seks levende høns til dejlig kyllingesteg – i et udendørskøkken.
Maden smagte dejligt, og vi nød den og hinandens fællesskab, og så fik vi lært familien i landsbyen ret godt at kende.

Familiebesøg
Sidst i juli og først i august havde vi familiebesøg. Vores datter, Heidi, sammen med hendes mand, Brian, og deres fem børn kom og var sammen med os i godt to uger i Sydafrika.

Et velkendt fænomen
Til hverdag oplever Tove og jeg noget som er et velkendt fænomen for missionær-familier: forældre og børn er adskilt af stor afstand, og der er et savn, en smerte som er forbundet med dette. Vi har altid børnene ”i vore hjerter”, men de er bare så langt borte, og vi ved at de savner os, ligesom vi savner dem.
Men pludselig, så var der en hel familie hos os, og vi kunne nyde samværet med dem, få talt om alt muligt, og få set og gjort en hel masse sammen.
Heidi kom i sin tid med os til Afrika som en lille 4-årig pige. Hun oplevede missionær livet i Zambia indtil hun, som 14-årig pige, kom hjem til Danmark på efterskole.
Soshanguve
Der blev mulighed for, at Heidi og Brian kunne besøge menigheden i Soshanguve. Her havde de været ved tidligere anledninger, og der blev taget godt imod dem. De underviste og talte ved flere møder, og havde et særligt fokus på menighedens ansvar for børnene.
Den nye generation af missionærerI AFnets ledelse betragter vi besøg af sådanne yngre mennesker som værende af stor værdi. Hvem ved, måske kunne netop sådan et ungt par en gang komme til at stå side om side med os i tjenesten. Det er noget, som vi beder for, mere og mere. Vi er klar over, at den nye greneration af missionærer skal kunne finde åbne døre hos os i arbejdet.

Johan Combrinck og jeg er begge to tres år gamle, og det er blevet ret alvorligt for os at vi ikke bliver yngre med årene!

30 års jubilæum
For øvrigt minder dette om at Tove og jeg nu kan fejre 30 års jubilæum siden vores første udrejse til Afrika. Den 25. august rejste vi af sted som familie til Zambia, og oplevede 11 dejlige år der. Snart er jeg i Zambia igen; Tove kommer tre uger senere. Min ankomst i Zambias Luapula Provins bliver d.25. august, nøjagtig 30 år efter vores start som missionærer i det dejlige land. Alt sammen ved Guds store nåde.

Tak, venner i Danmark, for jeres støtte og forbøn. Bed også for rejsen som vi her har omtalt, om beskyttelsen på turen og om velsignelse over arbejdet. Den særlige opgave denne gang er videreførelsen af byggeriet på et nyt børnecenter.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - juni 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, juni 2008

”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid” (Salmernes Bog 121:8)

Amazing Grace
Et hold af unge voksne fra “Big Valley Grace Church”(BVG) i Californien kom på besøg hos os i AFnet og for at tjene sammen med os i de første par uger af juni måned.

Skolebørn i Soshanguve

De bragte Guds kærlighed og glæde med sig
Vi oplevede noget som vi har set med så mange andre kort-besøgs tjeneste grupper: Dette hold kom også for at yde hjælp og tjeneste og de fik det gjort rigtig godt.
Hvor end de kom hen bragte de Guds kærlighed og glæde med sig, være det sig et hjem, en skole, en kirke eller et børnecenter for forældreløse.

To særlige begivenheder husker vi specielt fra ”Big Valley”-holdets besøg:
- En evangelisk møderække
Den ene var en evangelisk møderække på et universitets-fakultet i Soshanguve. Møderne havde overskriften: ”Amazing Grace”, og var velforberedte samlinger. Et hold fra en lokal menighed af unge studerende havde booket et fint lokale på fakultetets grund, de havde forberedt al mødeledelse og sang og musik, og havde gjort hele fakultetet opmærksom på arrangementet.
Amazing Grace – møderne blev holdt tre aftener i træk, og der var en god deltagelse med mellem to og tre hundrede gæster hver aften. Lederen af BVG-teamet, Shawn Stutz, talte to af aftenerne og John Thomsen en aften. Gud var til stede ved sin Ånd og virkede igennem sit ord, og mange af de tilstedeværende unge mennesker tog imod frelse, hjælp og forbøn.

- De forældreløse børn fra det nye børnecenter
Den anden større begivenhed var da BVG-holdet havde en hel dag sammen med de forældreløse børn fra det nye børnecenter, ”Ithemba la Bantwana” i Soshanguve.

Dagen gik med hygge, forfriskninger og leg sammen med børnene. Det var en meget rørende
oplevelse for Shawn fra USA da han pludselig opdagede at et barn som han og hans kone havde støttet som sponsor-barn i et halvt års tid, var til stede. Han spurgte drengen,”Nå, hvordan går det så med din mor?” Han svarede at hun var død for ikke så længe siden! Den dag havde Shawn nogle meget betydningsfulde timer sammen med "sin"dreng.

8000 kilometers tur til Zambia med et dame-hold fra USA
Den 24. juni kørte Tove og jeg af sted mod Zambia, helt op til Mansa i Luapula Provinsen, hvor vi tilbragte nogle dage sammen med vores gode venner, Henry og Esther Mumba. De er nøglepersoner i Apostolsk Kirkes arbejde i Zambia, og ved denne særlige anledning skulle især Esther stå for med tilrettelæggelsen og afholdelsen af en kvindekonference for cirka 300 kvinder i deres område af landet. Konferencens tema var ”Hvordan kvinder kan udrustes til at forvandle deres samfund”. Sammen med Esther var der en god gruppe af zambianske kvindelige ledere; nogle kom langvejs fra for at deltage.

Afslutningsdag for bibelskole-elever
En af disse første dage i Luapula kørte Henry og jeg til landsbyen, Nchelenge, hvor der blev afholdt en afslutning, ”Graduation”, for et hold på i alt 12 bibelskole-elever. Turen frem og tilbage fra Nchelenge var en af de hårdeste på hele rejsen på grund af de mange ”grydehuller” i vejen. Men det var det hele værd da vi så elevernes taknemmelighed og glæde over det, de havde lært fra Guds ord over de sidste to år.

På rejse med TLC dameholdet fra USA
Efter bibelskole-afslutningen kørte Tove og jeg de cirka 870 km tilbage til Lusaka lufthavn for at hente et hold bestående af otte damer fra Twin Lakes Church i Californien (TLC-teamet). De skulle stå sammen med os i undervisningen ved konferencen.
Turen var en god oplevelse som beviste at disse kvinder var blevet udvalgt med omhu, idet de skulle udsættes for den ”afrikanske oplevelse”… lange afstande, dårlige veje, ingen toiletter langs ad vejen, osv.

Et kort ophold i byen, Kabwe. Tove hilser på en af vore gode zambianske venner, Andy

TLC-holdet viste en iver efter at være hinandens tjenere. Det var en sand glæde for Tove og mig at være til hjælp og velsignelse for dem. De var ivrige efter at lære så meget som muligt om Zambias folk og dets kultur.

Udenfor konference hellen i Mansa

Konferencen i Mansa
Konferencen blev en virkelig stor succes. Lederteamet var sammensat af kvinder fra Zambia, USA og Sydafrika, som forenede sig i fællesskab og tjeneste. Undervisningen om ”Udrustning af kvinder…” fra de forskellige grupper af undervisere blev dygtigt kommunikeret og godt modtaget.

Det karismatiske aspekt af det zambianske holds tjeneste var meget nyt for det amerikanske team. Dette var bl.a. den stærke tilbedelsesform, den brændende prædiken ved et enkelt evangeliske aftensmøde, og bønnen for de syge såvel som den tilhørende udfrielsestjeneste. Men efter en del samtaler om disse ting som resultat af deres egne iagttagelser begyndte TLC-holdet at se og forstå tingene på en ny måde. Da konferencen var afsluttet havde de det rigtig godt med alt det nye, de havde lært. Kvinderne fra USA kom til at holde meget af det zambianske team og alle de tilstedeværende kvinder.

The visiting ladies from Twin Lakes, California

Det var et smukt syn ved slutningen af den sidste samling da hele det samlede hold af ledende kvinder, amerikanere, zambianere, og en enkelt dansker, salvede hver enkelt af deltagerne med olie (som et tegn på kaldelsen til tjenesten for Gud), gav dem en omfavnelse, og bad om Guds velsignelse over deres liv. Denne oplevelse var så god, at et stort antal af deltagerne kom op igen for en anden omgang, og endda for en tredje omgang af velsignelsen! Dette blev vi først klar over da det var for sent. Velsignelsen var allerede blevet givet ud!
TLC-teamet var rigtig godt organiseret, så da to af dem blev syge kunne de andre træde til og overtage deres undervisning. Den var velforberedt og blev en velsignelse for den store forsamling af omkring 300 kvinder. Det hele blev meget påskønnet af alle de tilstedeværende, og fra den zambianske ledergruppe udtrykte man ønsket om at en sådan konference kunne afholdes igen.

Tak for jeres medleven i vores tjeneste i Afrika. Jeres forbøn har en større virkning end I nogensinde vil kunne forestille jer.

Med kærlige hilsener,
Tove og John