Missions-mobilisering i Afrika - dec.2008 / jan.2009
Nyhedsbrev fra Tove og John, december 2008 / januar 2009
Besøg i december måned, 2008
Det er lige i starten af 2009, og vi må synge vores tak til Gud for alt det, han har gjort for os i løbet af det sidste års tid.
I december måned havde vi besøg af to af vore sønner, Peter og Mark, og Marks kone, Lise, som til hverdag bor hjemme i Danmark.
Midt i december tog vi alle fem på en tur fra Pretoria til Hillcrest, hvor vi tidligere har boet, udenfor storbyen, Durban. Vi overnattede i nærheden af stranden og nød solen og havet.
Det var en speciel oplevelse igen at besøge ”Projekt HAAB”-hjemmet, som nu ligger lidt udenfor Hillcrest.
Der var stor gensynsglæde da vi så ’Mor’-Eunice og alle børnene omkring hende.
For dem af jer som ikke kender denne histories begyndelse kan vi kort berette…
I 2002-2003 gennemførte Tove undersøgelser vedrørende AIDS-ramte børn i dalen nær bibelskole-grunden, hvor vi boede. Hendes ’research’ førte til mange besøg hos sådanne børn, som ofte boede hos deres bedstemødre, fordi deres forældre var døde af sygdom.
Dette førte til et samarbejde med zulu-kvinden, Eunice Mweli, som også havde det meget på hjerte at hjælpe forældreløse børn. I løbet af det næste års tid voksede arbejdet blandt børnene, og i 2004 blev det til ”Projekt HAAB hjemmet”. Vi kunne også glæde os over, at den første økonomiske støtte begyndte at komme ind til projektet, og antallet af børn voksede indtil der var 14 af dem i hjemmet, og de fik et liv med nyt håb for deres fremtid.
Da det hele startede havde ingen af børnene nogen form for fødselsregistrering, og et stort arbejde måtte gøres for at bringe det i orden. Dette lykkedes endelig da vi nåede til midten af 2006, kort før den tid hvor vi flyttede til Pretoria. Vores flytning betød at vi nu var nogle timers rejse fra hjemmet, men vi holdt en varm kontakt med HAAB-familien, og vi har glædet os over at se Guds trofasthed og hjælp til dem med alle mulige ting.
I de sidste par år har Eunice arbejdet videre med at få bygget hus, og de første ting er lykkedes. En dejlig byggegrund kunne købes, og begyndelsen på fundamentet er blevet lavet. Fra Projekt HAAB – kassen har vi støttet byggeriet med det, vi har kunnet, og det bliver vi ved med. Selvom vi nu bor i Pretoria, fylder denne første HAAB-familie meget i vore hjerter.
Det er lige i starten af 2009, og vi må synge vores tak til Gud for alt det, han har gjort for os i løbet af det sidste års tid.
I december måned havde vi besøg af to af vore sønner, Peter og Mark, og Marks kone, Lise, som til hverdag bor hjemme i Danmark.
Midt i december tog vi alle fem på en tur fra Pretoria til Hillcrest, hvor vi tidligere har boet, udenfor storbyen, Durban. Vi overnattede i nærheden af stranden og nød solen og havet.
Det var en speciel oplevelse igen at besøge ”Projekt HAAB”-hjemmet, som nu ligger lidt udenfor Hillcrest.
Der var stor gensynsglæde da vi så ’Mor’-Eunice og alle børnene omkring hende.
For dem af jer som ikke kender denne histories begyndelse kan vi kort berette…
I 2002-2003 gennemførte Tove undersøgelser vedrørende AIDS-ramte børn i dalen nær bibelskole-grunden, hvor vi boede. Hendes ’research’ førte til mange besøg hos sådanne børn, som ofte boede hos deres bedstemødre, fordi deres forældre var døde af sygdom.
Dette førte til et samarbejde med zulu-kvinden, Eunice Mweli, som også havde det meget på hjerte at hjælpe forældreløse børn. I løbet af det næste års tid voksede arbejdet blandt børnene, og i 2004 blev det til ”Projekt HAAB hjemmet”. Vi kunne også glæde os over, at den første økonomiske støtte begyndte at komme ind til projektet, og antallet af børn voksede indtil der var 14 af dem i hjemmet, og de fik et liv med nyt håb for deres fremtid.
Da det hele startede havde ingen af børnene nogen form for fødselsregistrering, og et stort arbejde måtte gøres for at bringe det i orden. Dette lykkedes endelig da vi nåede til midten af 2006, kort før den tid hvor vi flyttede til Pretoria. Vores flytning betød at vi nu var nogle timers rejse fra hjemmet, men vi holdt en varm kontakt med HAAB-familien, og vi har glædet os over at se Guds trofasthed og hjælp til dem med alle mulige ting.
I de sidste par år har Eunice arbejdet videre med at få bygget hus, og de første ting er lykkedes. En dejlig byggegrund kunne købes, og begyndelsen på fundamentet er blevet lavet. Fra Projekt HAAB – kassen har vi støttet byggeriet med det, vi har kunnet, og det bliver vi ved med. Selvom vi nu bor i Pretoria, fylder denne første HAAB-familie meget i vore hjerter.
Vi beder sammen med Eunice og børnene, midt december 2008Da vi besøgte dem, glædede vi os over at de alle så glade og raske ud, lige bortset fra drengen, Mandla, som led af muskelsvind, lige fra fødselen af.
Men vi kunne se, at på trods af hans fysiske svaghed, havde han mod på livet. Han betroede os at han gerne ville starte en business med at lave smykker, og vi ønskede straks at hjælpe ham med at komme i gang.
Kun få dage efter at vi var kommet hjem til Pretoria, fik vi en opringning fra Eunice, som fortalte at Mandla var død natten mellem den 22. og den 23. december. Vi oplevede en blanding af sorgen ved at miste ham, og af den særlige trøst, det er at vide, at han nu har et helt nyt og friskt legeme, hjemme hos Gud. Vi følte en stor taknemmelighed ved tanken om at vi havde nået at se ham, så kort før hans død.
Ind imellem hører vi det kritiske spørgsmål: ”Var det virkelig det værd, at investere i sådan et barn, som var så handikappet? Var det ikke mere effektivt at udelukkende tage sig af børn, som er fuldstændig raske?”
Vores svar til disse spørgsmål er, at vi ikke kan eller vil gøre forskel, vi må give lige stor omsorg til alle børnene – uanset om det enkelte barn er fysisk raskt, eller det lider af en eller anden form for sygdom.
Januar måned 2009 – børnecenter bygges i Zambia
Det blev en lang tur, ikke bare afstanden, men også at være borte en hel måned fra Tove, som denne gang blev hjemme i Pretoria. Som sædvanlig gik vejen udenom Zimbabwe, igennem Botswana, et godt stykke nord på, og så henover Congo–”Tangen” til Luapula i Zambia. Denne gang blev jeg ledsaget af Chris Botha fra AFnet-teamet. Normalt arbejder han med kontorets administration, men på denne tur skulle han være med til det praktiske arbejde på børnecentret i Mansa.
Men vi kunne se, at på trods af hans fysiske svaghed, havde han mod på livet. Han betroede os at han gerne ville starte en business med at lave smykker, og vi ønskede straks at hjælpe ham med at komme i gang.
Kun få dage efter at vi var kommet hjem til Pretoria, fik vi en opringning fra Eunice, som fortalte at Mandla var død natten mellem den 22. og den 23. december. Vi oplevede en blanding af sorgen ved at miste ham, og af den særlige trøst, det er at vide, at han nu har et helt nyt og friskt legeme, hjemme hos Gud. Vi følte en stor taknemmelighed ved tanken om at vi havde nået at se ham, så kort før hans død.
Ind imellem hører vi det kritiske spørgsmål: ”Var det virkelig det værd, at investere i sådan et barn, som var så handikappet? Var det ikke mere effektivt at udelukkende tage sig af børn, som er fuldstændig raske?”
Vores svar til disse spørgsmål er, at vi ikke kan eller vil gøre forskel, vi må give lige stor omsorg til alle børnene – uanset om det enkelte barn er fysisk raskt, eller det lider af en eller anden form for sygdom.
Januar måned 2009 – børnecenter bygges i Zambia
Det blev en lang tur, ikke bare afstanden, men også at være borte en hel måned fra Tove, som denne gang blev hjemme i Pretoria. Som sædvanlig gik vejen udenom Zimbabwe, igennem Botswana, et godt stykke nord på, og så henover Congo–”Tangen” til Luapula i Zambia. Denne gang blev jeg ledsaget af Chris Botha fra AFnet-teamet. Normalt arbejder han med kontorets administration, men på denne tur skulle han være med til det praktiske arbejde på børnecentret i Mansa.
Chris, ved Victoria Vandfaldet, hvor vi gjorde holdt på den lange rejseROOF TEAM
På turens tredje dag mødtes vi med fire danske mænd, fra Holbæk Frikirke, Stig, Kent, Peter, og Jan, som var sendt ud til os med det formål at hjælpe med at lave tag til det nye børnecenter i Mansa.
Spærene blev samlet med tænger og lasker, og sat op på bygningen ved håndkraftDe kom for at være til velsignelse
Folkene i ”Roof Team”, som vi kaldte dem, kom med den dejlige indstilling, at de ville være til så meget velsignelse som overhovedet muligt. Alle tre uger sammen med dem bar præg af dette mål, de havde sat sig.
Imens vi boede i Mansa, tog vi til nabobyen, Samfya, til søndagsgudstjeneste, og havde godt samvær med bl.a. Bernard og Jessie, forstanderparret. Menigheden havde et betagende liv og masser af glæde, og vi blev alle stærkt bevæget af det. Bagefter var vi ude og se menighedens første del af en ny kirkebygning. Murene var oppe, og nu manglede næste del, taget. Sammen drømte vi om mulighederne for at ”Roof Team” kunne komme en anden gang og hjælpe menigheden med dette stykke arbejde.
Kala Camp
Ugen senere besøgte vi ”Kala Camp”, en cirka 12 år gammel
flygtningelejr i Zambia. Den blev oprettet på grund af den grusomme borgerkrig i den østlige del af Congo, som har kostet så mange liv, og stadigvæk står på. Kristne i lejren ønskede at danne menighed, og fik kontakt til Pastor Henry Mumba, som kom og hjalp dem i gang.
Efter gudstjenesten inviterede de os til en dejlig middag i lederens hjem. Vi vidste, hvad dette måtte have kostet dem; med små midler havde de klaret at give os et lækkert måltid.
Hjemad igen
Da vi rejste hjemad fra Luapula Provinsen, var vi mætte af mange indtryk. Vi havde den glæde, at de fire danskere besluttede at slutte sig til Chris og mig på hjemturen, via Kaniki Centret ved Ndola, og så langt som til Livingstone. De havde et stort ønske om at se Victoria Vandfaldet – forståelig nok.
På besøg hos Peter Pedersen, i Ndola
På vejen gjorde vi ophold i Kaniki Centret, hvorfra vi kunne besøge mange forskellige venner. Det var en helt igennem vellykket rejse. Tak for jeres forbøn!
Med kærlige hilsener,
Tove og John
Labels: Nyhedsbrev
posted by John Thomsen at
5:46 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home