afnet.info

Missions-mobilisering i Afrika - november-dec. 2008

2008-12-06T03:47:00.000-08:00

Kære Venner i Danmark

Vi ønsker jer en rigtig glædelig jul,
fyldt med Guds fred og velsignelse!

2008 har været et spændende år præget af arbejdet iblandt de forældreløse børn og af adskillige rejser fra Sydafrika op til Zambia.
I Zambia startede vi på opbygningen af et børnecenter i Mansa. Samme sted var der også en meget vellykket kvindekonference. Omkring 80 km derfra var der afslutningsfest med Bibelskoleelever.

På hjemmefronten i Sydafrika har Tove og jeg fået en speciel tilknytning til den lokale menighed, ”Christian Celebration Centre” i Soshanguve. Menighedens forstander hedder Jack Baloyi, og vi sætter stor pris på ham og de mennesker, han står sammen med midt i bydelen med de 2 millioner mennesker.

Jack og John

Pastor Jack er en mand med stor livserfaring, og han har gode evner både til forkyndelse, menighedsplantning, og tilrettelæggelse af større arrangementer. I september måned stod han for forløbet af en stor evangelisk kampagne. Hovedtaleren var en svensk evangelist og mange tusinde mennesker hørte evangeliet, men de største resultater kom af mange måneders forberedelser forud for selve mødekampagnen.

En vellykket lejr for menighedens ledere
En weekend i november samledes menighedens pastorer og otte andre ledere i gæstehuset på AFnets grund. Formålet med lejren var at have tid til bøn, dele liv, og drøfte programmet for næste år, samt at inspirere hinanden til at gå frimodigt ind i opgaverne som ligger forude.

AFnet Centeret ligger i den nordøstlige del af Pretoria

Thabile Mahlangu, forstander for en skole med cirka 1100 elever i Soshanguve, er en god ven og betyder meget for vores muligheder med at få kontakt til de forældreløse børn. Der er nu 115 forældreløse børn på hendes skole, og en voksende gruppe af dem (15) har fået danske sponsor-forældre. Sammen med Thabile er der flere andre lærere som er med i omsorgen for de forældreløse. Hun er blevet en rigtig god ven – én man kan regne med.
Thabile skrev en hilsen til os for nylig:

”Må jeg igen sige tak for jeres kærlighed, som I har vist lærerne, eleverne, og forældrene på vores skole. En særlig hilsen til de kristne i Danmark. De må være helt specielle mennesker.
Vi ønsker jer al mulig velsignelse,
Thabile"

Thabile

Hvor vi takker Gud for relationer med mennesker der har den slags kvaliteter som vi ser i Jack eller Thabile. Det med relationer betyder utrolig meget for udførelsen af tjenesten.
Før året slutter, vil de fleste af vore allernærmeste og kæreste, vore børn, svigerbørn og børnebørn have besøgt os i dette år. I julen kommer vore yngste, Mark og Lise, og Peter. Der bliver rigtig familiefest!

En stor tak til jer derhjemme i Danmark fordi I følger med, beder for os, og støtter os i tjenesten!
Må Gud rigt velsigne julen for jer og føre jer styrkede ind i det nye år.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - oktober 2007

2008-11-28T02:06:00.000-08:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, oktober 2008

”Hvordan holder en ung sin sti ren? - Ved at følge dine ord! …Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig.” (Salmernes Bog 119:9,11)

Guds ord skal være i centrum
Grundlaget for alt det, vi tager os for i Afrika, er Guds ord. Det gælder altså ikke kun for den ”kirkelige” del af arbejdet, men for eksempel også når det drejer sig om at bygge hjælpecentre for forældreløse, AIDS-ramte børn, eller selve omsorgen for disse børn. Både børn og medarbejdere skal vide at Guds ord er i centrum for alt hvad der sker. Dermed får de også mulighed for at kende ham personligt, som den fantastiske ven, fader, og frelser, som han er for alle som kommer til ham.
Specielt når vi ser på nye menigheder som er blevet ”plantet” forskellige steder i Afrika, ser vi hvor afgørende det er, at lederne bliver grundigt funderet i Guds ord.

AFnets video baseret undervisning,
International School of Ministry (ISOM).
Her ses et diplom og et studiehæfte

I Zimbabwe, den manglende lederundervisning
Jeg hørte for nylig om et eksempel fra Zimbabwe. Dette angik tusindvis af menigheder, som var blevet startet i løbet af årtiet, 1990 til 2000. Der blev gjort en kæmpe investering i at ”plante” alle disse menigheder, men så begyndte den forfærdelige periode, da landets præsident fik sat en stopper for al udvikling af landets økonomi og infrastruktur, og det gik fra værre til værst. I dag følger hele verden med i rapporterne om et land i undergang, hvor tusindvis dør af sult, og sygdomme breder sig uhindret.
De mange menigheder som var blevet grundlagt, er meget svage, og flere af dem eksisterer ikke længere. Hvorfor? Svaret fik vi fra en kristen leder fra Zimbabwe som var på besøg i Sydafrika: Med dyb sorg sagde han, ”Det skyldes at menighedsplanterne i sin tid, på trods af alt deres iver, manglede den mest afgørende faktor for at de spæde
menigheder ville kunne overleve og vokse sundt: De manglede grundlæggende undervisning i Guds ord angående det kristne liv, angående sundt lederskab, og angående en holdbar opbyggelse af kirken.

Opbygge de nye kristne ledere
Dette er blevet af stor vigtighed for os i AFnet teamet, mere end nogensinde før. Det nytter ikke noget at vi igangsætter evangelisation af tusindvis af mennesker, eller opstarten af hundredvis af nye menigheder – hvis vi ikke samtidigt bygger de nye kristne ledere og de nye menigheder op ved en sund og stærk indføring i Guds ords sandheder.
Vi har et godt undervisnings redskab i form af 1½ års ledertræning, bygget helt på Guds ord. Det hedder ”International School of Ministry”(ISOM), og er i brug i mange af Afrikas lande, f.eks. Sydafrika, Zambia, Congo m.fl. Undervisningsformen er speciel god fordi den er video-baseret og kan tages derhen hvor behovet er, i modsætning til den gamle model, hvor eleverne måtte forlade familie og menighed for at være på en bibelskole i længere tid. ISOM- pensummet bliver leveret på video, sammen med studiehæfter.

ISOM - elever ved en afslutningsfest i Zambia

Oversættelse til Bemba
Vi har konkrete planer om næste år at få startet på en oversættelse af hele kurset til Bemba sproget, som er Zambias største og som også tales af flere millioner mennesker inde i nabolandet, Congo. Der skal laves oversættelse af indtalingen af tolkningen ved en kvalificeret Zambiansk person. Dette gælder også studie bøgerne som følger med.

ISOM-materialerne er blevet oversat til adskillige afrikanske sprog, f.ek. Shona (Zimbabwe), og Swahili (Øst Afrika). Vi kan næsten ikke vente til også at have Bemba udgaven klar. Første del af oversættelsesarbejdet skal gøres hjemme på AFnet-kontoret. Derefter tager vi til Zambia for at fuldføre det.

Forkælet med familiebesøg
I år er Tove og jeg blevet forkælet med mange besøg af familie, dvs. børn, svigerbørn og børnebørn. Dette gør at afstanden imellem os og dem ikke føles helt så lang som den faktisk er. Vi siger til hinanden engang imellem: ”De er jo ikke længere væk end en billet og mindre end et døgns flyverejse!”
Vi får også besøg af venner fra Danmark fra tid til anden, og altid oplever vi at deres interesse for arbejdet herude er stor, og at det får betydning for dem efter de er rejst hjem igen.
Vi har dem ofte med os når vi alligevel skal ud til børnene eller menighederne i den store ”township”, Soshanguve. For nylig havde Tove besøg af hendes veninde, Birthe Hyttel.

Et trekløver
Her har vi et ”trekløver” som arbejder sammen med os for de forældreløse børns skyld.
Den ene part er den lokale menighed, og det er den vigtigste, for den står i direkte samarbejde med os. Det også den som har ansvaret for den daglige omsorg for børnene.
Den anden part er hjælpecenteret som altid placeres lige ved siden af kirken. Her kommer børnene og får mad, omsorg og kærlighed. I dag er de fleste af børnene fra 7 til 12 år gamle, men det er vores håb at kunne se dem vokse en god vækst og være i stand til at klare sig selv når de når til 18-19 års alderen.
For det tredje er der skolerne. Her har vi et fint samarbejde med skolelederne og lærerne, og flere af disse er personlige kristne. Her finder den første kontakt til de forældreløse børn sted, og lærerne er i en god position til at kunne få fat i de relevante oplysninger om børnene. Lærerne hjælper os med at få lært børnene at kende, og derefter at få dem sluset ind i vores og kirkens hjælpeprogram.

De vigtigst personer - børnene
For at det hele kan lykkes, og de vigtigste personer i alt dette – børnene – kan få den bedst mulige hjælp, så skal der arbejdes ihærdigt på et godt, effektivt samarbejde mellem de forskellige parter. I øjeblikket er to hjælpecentre godt i gang i Sydafrika, og et tredje er på vej op i Zambia.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:

Bed for udvidelsen af ISOM bibelskole-arbejdet.

Bed om at dørene ind til Zimbabwe må blive åbnet på ny, for at vi kan bringe hjælp Guds folk og de mange andre derinde som lider nød.

Velsign oversættelses-arbejdet af studierne til
Bemba-sproget

Tak til Gud for:

Tak Gud for hans velsignelse over de mange besøg fra Danmark i år.

Tak for de mange forældreløse børn som får
mad omsorg og kærlighed

Missions-mobilisering i Afrika - september 2008

2008-10-28T11:41:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, september 2008

”Det er ham, der giver os liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.” (Apostlenes Gerninger 17:26-27)

Et hjælpecenter for forældreløse børn
Nu fortsætter vi med historien fra sidste nyhedsbrev, hvor vi begyndte at fortælle om rejsen til Mansa i Zambia, og om byggeprojektet der. I denne omgang drejede det sig om at få lavet fundamentet og at få murene op i ’rejsehøjde’.
Den gamle bygmester, Piet, viste sig at være en sej herre, og han tog godt fra ved det støvede og tunge murerarbejde, som foregik i bagende sol hele dagen igennem. Imens vi gik og arbejdede sammen gik mine tanker tilbage til min barndom. Den gang byggede han nogle kirkebygninger i Zambia. Det var i samarbejde med min far, som dengang prædikede i hele landet, og grundlagde de første menigheder i kirken.

Lastbil-læs af jord og grus til fundamentet

Bygningen opførtes i betonblokke

Den langsigtede opgave
Menigheden i Mansa har i de sidste par år forberedt sig på at starte et hjælpe-center for Aidsramte børn. Vi fra AFnet bygger faciliteterne til centeret, men det bliver den lokale kirke som kommer til at stå med den langsigtede opgave, at tage sig af børnene. Imens byggeriet stod på i september mødte vi flere af de børn, som vil komme i centret fra en gang næste år.
Sponsorer fra Danmark vil kunne være med til økonomisk at bære det langsigtede omsorgsarbejde. Det er planen at børnecentret i Mansa skal kunne rumme op til 100 børn… ikke bare pladsmæssigt, men med tryghed, leg, sjov, og en masse kærlighed.
Det var en sand glæde at være med til få den første del af bygningen muret op, og det tog os cirka en måned. Næste etape skal opføres i januar måned, og så skal taget bygges. Allerede nu er et hold tømrere i Danmark ved at gøre sig klar til at komme ud og udføre denne opgave.

Vi boede delvis hos Henry og Esther, og delvis hos en anden familie i byen, imens vi var i Mansa. Tove kom og var med i de sidste to uger af opholdet. Det var – som altid – skønt at nyde fællesskabet med vore afrikanske venner fra menigheden. De viste os stor gæstfrihed, og vi havde mange gode samtaler med hinanden.

Akut sygdom på byggeturen
Da vi kun havde en uge tilbage i Mansa blev den ene af de to ældre mænd, som var med os, ramt af en alvorlig hjerneblødning. Det var Piets broder, Stefan Combrinck, som ellers havde nydt at være med og opleve sit gamle land, Zambia, hvor han havde boet som ung.
Det skete meget pludselig en morgen, og vi måtte tage ham til det lokale hospital, hvor han blev indlagt med det samme.
Vi blev chokeret over tilstandene i dette sygehus. Budgettet var sat alt for lavt, og der var en alvorlig mangel på arbejdskraft… kun én sygeplejerske til en hel afdeling.
Lægernes undersøgelser viste at udover den akutte hjerneblødning og den delvise lammelse i højre side af kroppen, havde Stefan et forstørret hjerte, og han blev indlagt i tre døgn.

Det blev nødvendigt at have en privatperson hos ham hele tiden, døgnet igennem, for at sikker på, at han fik al den hjælp, han havde brug for. Vores ven, Henry, var den som blev hos ham nat og dag.
Alt imens måtte vi arbejde videre med bygningen, for vi havde en tidsgrænse for, hvornår vi skulle rejse hjem til Sydafrika igen.
Hen mod slutningen af den tredje dag fik vi besked fra lægerne, om at de ville udskrive Stefan; de kunne ikke gøre mere for ham.

En lang, anstrengende tur
Nu var gode råd dyre, og til sidst besluttede vi at han måtte sendes tilbage til Sydafrika under ledsagelse af hans bror, Piet. Så næste dag – det var en fredag – kørte jeg af sted med de to ældre mænd, og en mandlig sygeplejerske. Det var en lang, anstrengende tur på de hullede veje, og hårdest var det selvfølgelig for den syge mand, som måtte sidde op i bilen under otte timers køretur til Lusaka. Efter meget besvær lykkedes det at få ham indskrevet der for en enkelt nat, hvorefter han skulle køres ud til lufthavnen og sendes af sted til Sydafrika. Det hele var ret dramatisk, og alt blev kun lige akkurat klaret i sidste øjeblik. Bilturen til storbyen, Lusaka, skete i fuld fart, for at vi overhovedet kunne nå frem i tide, og have håb om at få plads til ham på hospitalet. Om lørdagen i lufthavnen var det på et hængende hår at han fik tilladelse til at komme om bord på flyet. Lufthavnsmyndighederne var ikke meget for at tage så syg en person med på den cirka 2½ timer lang flyverejse. Men, ved Guds nåde, lykkedes det alt sammen, og Stefan Combrinck kom godt tilbage til sit hjemland, hvor han nu er i god bedring.

Tilbage i Sydafrika
Efter byggetiden i Zambia kom Tove og jeg hjem til Pretoria igen, og nu havde vi den store glæde at få besøg af nogle fra vores familie i Danmark. Vores datter Heidi og hendes mand Brian kom i en periode af 12 dage, hvoraf de brugte den ene uge til at besøge venner i Zambia.
Vores ældste søn, Stephan, kom sammen med hans datter, Amanda(11), og deres ophold overlappede cirka en uge med Heidi og Brians besøg.
Så der var stort familiekomsammen, og vi nød det i fulde drag. Vi nåede at opleve en hel del spændende ting sammen, f.eks. Saint Francis Primary School i Soshanguve, børnecentret, “Tsakalani”, ved kirken derude, besøg hos en dreng, Sechaba David, som lige havde mistet sin far. Det blev endda muligt at besøge løveparken i Johannesburg og andre lignende ting.

Det er en ekstra og speciel stor glæde for Tove og mig at mærke at vore børn også har mission på hjerte. Dette skyldes ikke at de var blevet ’indoktrineret’ som små, men vi er sikre på at Gud selv er ved at forberede dem på store opgaver ude på missionsmarken.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - august 2008

2008-10-28T07:35:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, august 2008
”Og enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Apostlenes Gerninger 2:21 )

De bliver frelst!
Vi har tit bevidnet, at når en person først erkender sit behov for Gud og derefter siger det til ham, så er det ét hundrede procent sikkert, at vedkommende bliver frelst… ud af synd, død og fortabelse.
De mange gange, hvor vi har set dette ske både i Danmark og Afrika, har det understreget det egentlige grundlag for vores liv som missionærer. Efter alt det som vi måtte igennem forud for hver udrejse, dvs. udsendelsen fra Danmark, opstarten på et nyt sted, indlæring af et nyt sprog, tilvænningen til omgivelserne i en ny kultur… så har det næsten virket som et antiklimaks: Lige pludselig står vi der, midt iblandt forskellige grupper af mennesker, og så sker det: de bliver frelst!

Kazembe
Et af de steder, hvor vi arbejdede meget i Zambia for mange år siden var i landsbyen, Kazembe. Den ligger ikke så langt fra byen, Mansa, hvor vi fra AFnet-teamet i Sydafrika har en hel del arbejde kørende i disse dage.
Kazembe besøgte jeg første gang i 1982 sammen med Pastor Friday Sichilima. Friday er en god ven, som jeg allerede lærte at kende da vi legede sammen som drenge i Zambia. Landsbyen er kendt for at være meget præget af trolddom (”witchcraft”) og det var også noget, som vi kom op imod igen og igen.
Jeg var engang på besøg med et hold unge mænd fra bibelskolen, Kaniki Bible College. Vi skulle være der i cirka en uge og udbrede evangeliet om Jesus, hvilket vi havde gjort før i denne landsby. Men denne gang skete der noget uventet allerede den første aften. Jeg havde lige gjort mig klar til en god nats søvn, da en larm af hylende og grædende mennesker lige i nærheden fyldte hele området. Jeg stod op og undersøgte hvad der skete.

På den anden side af Luapula Floden
En familie var blevet ramt af en frygtelig tragedie; den ældste datter, en ung kvinde, var død. Faderen fortalte at datteren var blevet psykisk syg, og så havde de naturligvis bragt hende over på den anden side af Luapula floden til heksedoktoren. Han havde behandlet hende, og kort efter var pigen død.
Jeg tænkte ved mig selv: ”Sådan er det når man stoler på trolddom; man ser bare ikke nogen anden løsning”
Men historien er ikke forbi. Omkring et halvt år senere var jeg på besøg med et andet hold bibelskole-elever. Så skete det igen, og det var også ved sengetid, den uhyggelige larm af lamslåede, grædende mennesker brød ud fra samme hjem lige som ved det forrige besøg. Ved nærmere undersøgelse oplevede jeg noget som med rette kunne kaldes for ”deja-vu”. Det var som at være med i en film-episode som gentog sig selv, linje for linje. Denne gang var det gået ud over den næst ældste datter. Da jeg spurgte forældrene, ”Hvorfor tog I dog hen til heksedoktoren? I så jo hvordan det gik jeres ældste datter for kun et halvt år siden”, svarede de: Sådan har vi jo altid gjort!
Den næste del af beretningen fandt sted et helt år efter den anden datters død.

Den tredje datter
Vi var igen på besøg med et hold fra Kaniki, og så hørte vi ret hurtigt at en tredje datter i samme familie var alvorlig syg, på samme måde som hendes to afdøde søskende havde været det. Vi tog en samtale med familien, og gjorde alt hvad vi kunne for at råde dem fra at tage denne unge 14-årige pige hen til troldmanden. Familien var ikke meget for det, men til sidst gav de os lov til at tage hende hen til den lille ler-kirke og der gå ind i intens forbøn for hende. Vi måtte bede i skiftehold, og det strakte sig over fire dage. Den lille pige var under stærk indflydelse af onde ånder, og der matte udholdende udfrielsestjeneste til, for at hun kunne blive helbredt. Først om morgenen på den fjerde dag blev hun endelig fuldstændig fri.
Det var et stort Guds under. Nu – mange år senere – har vi hørt, igennem vores ven i Mansa, Pastor Henry Mumba, at den unge pige er blevet en voksen kvinde, er gift og har seks børn. Hun er et trofast medlem i Kazembe menighed.

Men hun er den eneste overlevende af hele den familie, som vi engang mødte. Alle de andre døde af forskellige sygdomme.
Det er alvorligt at tænke på, hvor stort et ansvar vi har fra Gud med at bringe udfrielse til de bundne. Og det er fantastisk at vide at Han har givet os myndighed og virker med os til hjælp for mennesker omkring os.

Børnecentret i Mansa
I Zambia, i byen Mansa, er der kommet gang i opførelsen af et børnecenter, som skal fungere som en hjælp til samfundet fra den lokale apostolske kirke i byen.
En tur til dette projekt fandt sted i august - september, med ankomst i Mansa tirsdag den 26.8. På rejsen dertil havde jeg selskab af to ældre herrer. De var hvide sydafrikanere som for længe siden havde boet i Zambia, helt tilbage i kolonitiden. Piet Combrinck, 84 år gammel, var en bygmester og havde i sin tid bygget bogstaveligt talt hundredvis af bygninger i det gamle ”Nord Rhodesia".

Gamle Piet er 84, ”still going strong”
Unge mænd fra menigheden tager også fat

Han havde udtrykt sit store ønske om at være med mig på denne tur, og at hjælpe til i det praktiske byggearbejde, som han havde en meget stor erfaring i, og han blev faktisk til stor hjælp. Hans bror, Stefan, var en pensioneret læge og kom med på turen for at ledsage sin bror, og hjælpe til hvor han kunne.

Imens byggeriet på børnecentret i Mansa, stod på, kom der en hel del børn, som skulle skrives op på en liste. I første omgang vil centret kunne have omsorg for 60 børn.

Brevveksling, Sydafrika

Tove overrækker et brev til et sponsorbarn i Soshanguve

I de sidste par måneder er der kommet breve til nogle af børnene i Sydafrika. Brevene er fra ”sponsor-forældre” i Danmark. Det er selvfølgelig spændende for disse børn at mærke at der er nogen der tænker på dem. Glæden er stor! Tak skal I have, venner.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - juli 2008

2008-10-28T06:46:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, juli 2008

”Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri, sætter jer fri og giver jer fremgang.” (Jeremias’ Bog 29:12-13)

Håb for Afrika
En af mine nære venner i Sydafrika har gennemført en hel del undersøgelser under temaet, ”Håb for Afrika”. Materialet, han samler er til en bog som forhåbentlig skal udgives i den nære fremtid. Men han har betroet mig at de omfattende undersøgelser, som han har lavet, alle sammen leder hen til den samme konklusion: ”Der er ikke noget håb for Afrika!” Fattigdoms syndromet, sygdomme som millioner dør af næsten lige for øjnene af os, kriminalitet, krige i en uendelighed et eller andet sted på kontinentet, og magtsyge politiske ledere, trækker kontinentets folkemasser ned i håbløshed.

Der er håb for Afrika!
Men, på trods af dette, tror vi – også min ven – at der er et meget stort håb for Afrika. Dette håb er en virkelighed fordi den almægtige Gud også har Afrika i sit hjerte. Budskabet til jøderne i landflygtighed gælder også for Afrikas mange fantastiske befolkningsgrupper: ”Når I beder til mig… når I søger efter mig… vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne…”, Der er håb for Afrika!

Børn samlet undefor konference-centret i Mansa

En utrolig farverig gruppe af kvinder – en dejlig buket
Vores seneste tur til Zambia strakte sig halvvejs ind i juli måned, og vi vil gerne tilføje nogle flere tanker om turen her. Det slog os på et tidspunkt at vi, på kvinde-konferencen i Mansa, var sammensat af en utrolig farverig gruppe af kvinder (plus nogle enkelte mænd!). Kvinder fra Kobberbæltet i Zambia, fra Mansa by og fra andre, mindre byer og landsbyer nord for Mansa, nogle var veluddannede, andre forstod ikke engelsk, som ellers er landets officielle sprog. Der var også en dansk kvinde, Tove, som dog har boet i Zambia i en årrække på elleve år, og som i løbet af den periode fødte to af vores fem børn. Endelig var der de særlige gæster, otte kvinder fra Californien i USA, som kom for at opleve og være med i Guds riges fremgang i Zambia.
Denne sammensætning af cirka 300 kvinder var en dejlig buket af mennesker som var vidt forskellige, men som alle havde et fælles mål med deres liv, at leve for Gud og tjene ham af hele deres hjerte.
Mange relevante emner blev fremlagt i undervisningen på konferencen, under temaet:
”Hvordan kvinder kan udrustes til at forvandle deres
samfund”… for eksempel –

- Kvinder i tjeneste for Gud
- HIV/AIDS
- Børn og misbrug i Afrika, set fra et kristent synspunkt
- Traditioner set i forhold til kristne værdier
- Udfordringen: at opbygge en kristen familie, set fra tre forskellige kvinders perspektiv (zambiansk, amerikansk, og dansk)
- En kvinde og hendes børn (give dem kristne værdier)
- En kvinde og hendes mand (den kristne familie)
- En kvinde og hendes Gud (at kende Gud)
- og der var mange flere spændende emner!

En anderledes dag – kyllingesteg i et udendørs køkken
En af de sidste dage i Mansa havde vi en ”anderledes” dag: Vi kaldte den ”Dagen med afrikansk kulturoplevelse”.
Konferencen var slut og de fleste af deltagerne var rejst tilbage til deres respektive hjembyer. Tilbage var der kun vores amerikanske venner, Henry og Esther og nogle andre fra byen, og Tove og mig. Maden - på ægte zambianske vis
Første blev seks høns og andre madvarer indkøbt på det lokale marked, hvor det endte med at
vi måtte købe de seks høns af seks forskellige sælgere, en fra hver af de unge mænd som næsten kom op at slås om at få kunderne!
Endelig kom vi af sted, og det var ikke til et hotel i Mansa by, men en lille landsby cirka 8 km. borte.
En af menighedens medlemmer, en kvinde, boede her sammen med hendes familie, og havde sagt ja til at tilberede maden på ægte zambianske vis. Hønerne blev slagtet udenfor hytten i den støvede gård, majsgrøden blev kogt i en stor gryde over trækulsilden, og andre dejlige dele af retten blev tilberedt, alt sammen i løbet af et par timer. Dette kunne vi alle sammen følge med i, og vi kunne følge med i processen fra seks levende høns til dejlig kyllingesteg – i et udendørskøkken.
Maden smagte dejligt, og vi nød den og hinandens fællesskab, og så fik vi lært familien i landsbyen ret godt at kende.

Familiebesøg
Sidst i juli og først i august havde vi familiebesøg. Vores datter, Heidi, sammen med hendes mand, Brian, og deres fem børn kom og var sammen med os i godt to uger i Sydafrika.

Et velkendt fænomen
Til hverdag oplever Tove og jeg noget som er et velkendt fænomen for missionær-familier: forældre og børn er adskilt af stor afstand, og der er et savn, en smerte som er forbundet med dette. Vi har altid børnene ”i vore hjerter”, men de er bare så langt borte, og vi ved at de savner os, ligesom vi savner dem.
Men pludselig, så var der en hel familie hos os, og vi kunne nyde samværet med dem, få talt om alt muligt, og få set og gjort en hel masse sammen.
Heidi kom i sin tid med os til Afrika som en lille 4-årig pige. Hun oplevede missionær livet i Zambia indtil hun, som 14-årig pige, kom hjem til Danmark på efterskole.
Soshanguve
Der blev mulighed for, at Heidi og Brian kunne besøge menigheden i Soshanguve. Her havde de været ved tidligere anledninger, og der blev taget godt imod dem. De underviste og talte ved flere møder, og havde et særligt fokus på menighedens ansvar for børnene.
Den nye generation af missionærerI AFnets ledelse betragter vi besøg af sådanne yngre mennesker som værende af stor værdi. Hvem ved, måske kunne netop sådan et ungt par en gang komme til at stå side om side med os i tjenesten. Det er noget, som vi beder for, mere og mere. Vi er klar over, at den nye greneration af missionærer skal kunne finde åbne døre hos os i arbejdet.

Johan Combrinck og jeg er begge to tres år gamle, og det er blevet ret alvorligt for os at vi ikke bliver yngre med årene!

30 års jubilæum
For øvrigt minder dette om at Tove og jeg nu kan fejre 30 års jubilæum siden vores første udrejse til Afrika. Den 25. august rejste vi af sted som familie til Zambia, og oplevede 11 dejlige år der. Snart er jeg i Zambia igen; Tove kommer tre uger senere. Min ankomst i Zambias Luapula Provins bliver d.25. august, nøjagtig 30 år efter vores start som missionærer i det dejlige land. Alt sammen ved Guds store nåde.

Tak, venner i Danmark, for jeres støtte og forbøn. Bed også for rejsen som vi her har omtalt, om beskyttelsen på turen og om velsignelse over arbejdet. Den særlige opgave denne gang er videreførelsen af byggeriet på et nyt børnecenter.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - juni 2008

2008-10-28T05:33:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, juni 2008

”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid” (Salmernes Bog 121:8)

Amazing Grace
Et hold af unge voksne fra “Big Valley Grace Church”(BVG) i Californien kom på besøg hos os i AFnet og for at tjene sammen med os i de første par uger af juni måned.

Skolebørn i Soshanguve

De bragte Guds kærlighed og glæde med sig
Vi oplevede noget som vi har set med så mange andre kort-besøgs tjeneste grupper: Dette hold kom også for at yde hjælp og tjeneste og de fik det gjort rigtig godt.
Hvor end de kom hen bragte de Guds kærlighed og glæde med sig, være det sig et hjem, en skole, en kirke eller et børnecenter for forældreløse.

To særlige begivenheder husker vi specielt fra ”Big Valley”-holdets besøg:
- En evangelisk møderække
Den ene var en evangelisk møderække på et universitets-fakultet i Soshanguve. Møderne havde overskriften: ”Amazing Grace”, og var velforberedte samlinger. Et hold fra en lokal menighed af unge studerende havde booket et fint lokale på fakultetets grund, de havde forberedt al mødeledelse og sang og musik, og havde gjort hele fakultetet opmærksom på arrangementet.
Amazing Grace – møderne blev holdt tre aftener i træk, og der var en god deltagelse med mellem to og tre hundrede gæster hver aften. Lederen af BVG-teamet, Shawn Stutz, talte to af aftenerne og John Thomsen en aften. Gud var til stede ved sin Ånd og virkede igennem sit ord, og mange af de tilstedeværende unge mennesker tog imod frelse, hjælp og forbøn.

- De forældreløse børn fra det nye børnecenter
Den anden større begivenhed var da BVG-holdet havde en hel dag sammen med de forældreløse børn fra det nye børnecenter, ”Ithemba la Bantwana” i Soshanguve.

Dagen gik med hygge, forfriskninger og leg sammen med børnene. Det var en meget rørende
oplevelse for Shawn fra USA da han pludselig opdagede at et barn som han og hans kone havde støttet som sponsor-barn i et halvt års tid, var til stede. Han spurgte drengen,”Nå, hvordan går det så med din mor?” Han svarede at hun var død for ikke så længe siden! Den dag havde Shawn nogle meget betydningsfulde timer sammen med "sin"dreng.

8000 kilometers tur til Zambia med et dame-hold fra USA
Den 24. juni kørte Tove og jeg af sted mod Zambia, helt op til Mansa i Luapula Provinsen, hvor vi tilbragte nogle dage sammen med vores gode venner, Henry og Esther Mumba. De er nøglepersoner i Apostolsk Kirkes arbejde i Zambia, og ved denne særlige anledning skulle især Esther stå for med tilrettelæggelsen og afholdelsen af en kvindekonference for cirka 300 kvinder i deres område af landet. Konferencens tema var ”Hvordan kvinder kan udrustes til at forvandle deres samfund”. Sammen med Esther var der en god gruppe af zambianske kvindelige ledere; nogle kom langvejs fra for at deltage.

Afslutningsdag for bibelskole-elever
En af disse første dage i Luapula kørte Henry og jeg til landsbyen, Nchelenge, hvor der blev afholdt en afslutning, ”Graduation”, for et hold på i alt 12 bibelskole-elever. Turen frem og tilbage fra Nchelenge var en af de hårdeste på hele rejsen på grund af de mange ”grydehuller” i vejen. Men det var det hele værd da vi så elevernes taknemmelighed og glæde over det, de havde lært fra Guds ord over de sidste to år.

På rejse med TLC dameholdet fra USA
Efter bibelskole-afslutningen kørte Tove og jeg de cirka 870 km tilbage til Lusaka lufthavn for at hente et hold bestående af otte damer fra Twin Lakes Church i Californien (TLC-teamet). De skulle stå sammen med os i undervisningen ved konferencen.
Turen var en god oplevelse som beviste at disse kvinder var blevet udvalgt med omhu, idet de skulle udsættes for den ”afrikanske oplevelse”… lange afstande, dårlige veje, ingen toiletter langs ad vejen, osv.

Et kort ophold i byen, Kabwe. Tove hilser på en af vore gode zambianske venner, Andy

TLC-holdet viste en iver efter at være hinandens tjenere. Det var en sand glæde for Tove og mig at være til hjælp og velsignelse for dem. De var ivrige efter at lære så meget som muligt om Zambias folk og dets kultur.

Udenfor konference hellen i Mansa

Konferencen i Mansa
Konferencen blev en virkelig stor succes. Lederteamet var sammensat af kvinder fra Zambia, USA og Sydafrika, som forenede sig i fællesskab og tjeneste. Undervisningen om ”Udrustning af kvinder…” fra de forskellige grupper af undervisere blev dygtigt kommunikeret og godt modtaget.

Det karismatiske aspekt af det zambianske holds tjeneste var meget nyt for det amerikanske team. Dette var bl.a. den stærke tilbedelsesform, den brændende prædiken ved et enkelt evangeliske aftensmøde, og bønnen for de syge såvel som den tilhørende udfrielsestjeneste. Men efter en del samtaler om disse ting som resultat af deres egne iagttagelser begyndte TLC-holdet at se og forstå tingene på en ny måde. Da konferencen var afsluttet havde de det rigtig godt med alt det nye, de havde lært. Kvinderne fra USA kom til at holde meget af det zambianske team og alle de tilstedeværende kvinder.

The visiting ladies from Twin Lakes, California

Det var et smukt syn ved slutningen af den sidste samling da hele det samlede hold af ledende kvinder, amerikanere, zambianere, og en enkelt dansker, salvede hver enkelt af deltagerne med olie (som et tegn på kaldelsen til tjenesten for Gud), gav dem en omfavnelse, og bad om Guds velsignelse over deres liv. Denne oplevelse var så god, at et stort antal af deltagerne kom op igen for en anden omgang, og endda for en tredje omgang af velsignelsen! Dette blev vi først klar over da det var for sent. Velsignelsen var allerede blevet givet ud!
TLC-teamet var rigtig godt organiseret, så da to af dem blev syge kunne de andre træde til og overtage deres undervisning. Den var velforberedt og blev en velsignelse for den store forsamling af omkring 300 kvinder. Det hele blev meget påskønnet af alle de tilstedeværende, og fra den zambianske ledergruppe udtrykte man ønsket om at en sådan konference kunne afholdes igen.

Tak for jeres medleven i vores tjeneste i Afrika. Jeres forbøn har en større virkning end I nogensinde vil kunne forestille jer.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - maj 2007

2008-06-20T08:58:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, maj 2008

”Overgiv din vej til Herren, stol på ham så griber han ind; han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag” (Salmernes Bog 37:5-6)

Euroclass for femte gang!
Den 2. maj 2008 kørte to minibusser med medarbejdere fra AFnet ind til Johannesburg lufthavn, for at tage imod femten dejlige mennesker fra Danmark.
Det var Jørgen og Inge Fuchs, grundlæggerne og lederne af missions-skolen, Euroclass, i Kolding, sammen med en medleder, Maria, og så 12 friske og ivrige unge Danskere. Det var femte gang i løbet af de sidste 5 år, at et Euroclass hold besøgte os.
Der var noget specielt højtideligt ved dette besøg, idet det nu er sidste år i en række af 17 år, at lederparret står som ledere af skolen. Derefter bliver ansvaret videregivet til en af de yngre ledere i Danmark, Peter Hedelund. Men så højtideligt var nu alligevel ikke; det kunne det næsten ikke være med al den humor og smittende livsglæde som kendetegnede holdet.

De 15 danskere kom for at være sammen med os i missionsarbejdet. De brugte Euroclass-skolens særlige måde at præsentere evangeliet på, igennem drama-stykker, musik, dukketeater og personlige beretninger om deres tro. I løbet af to uger nåede vi at besøge adskillige skoler, vore to hjælpecentre for forældreløse børn, et par af de kirker, som vi arbejder sammen med, og et hospice. Alle disse steder er placeret i den store bydel, Soshanguve, nord for Pretoria.
En våd start
Det allerførste sted, holdet præsenterede deres budskab, var udenfor et supermarked, og det foregik i
silende regn. Mange af de forbipasserende stoppede op og oplevede de unge europæeres sang, drama og musik, midt i deres afrikanske township. Det var en våd start, men i resten af perioden var vi fri for regnvejr ved de mange andre udendørs begivenheder.

Et helt specielt hospice
Et af stederne, et hospice, oplevede vi som noget helt specielt. Lederen, Claudia, har formået at opbygge et hjem, hvor syge mennesker får den bedst tænkelige omsorg. I løbet af det sidste års tid er snesevis af mennesker, der kom som døende, blevet hjulpet til et nyt liv, med et styrket immunforsvar og tro og håb for deres fremtid.

Euroclass-holdets indsats sammen med os var med til at opmuntre flere tusind skolebørn, og bringe glæde og trøst til mange lidende børn og voksne.

Enorme tragedier
Imens vore danske venner var på besøg, kunne vi ikke undgå at tænke alvorligt over de enorme tragedier som sker både i Sydafrika og i landet lige nord for os, Zimbabwe.
I Sydafrika er det mest uventede fænomen blevet en virkelighed rundt omkring i landet: Frygt og had for folk fra andre lande, som har boet i Sydafrika igennem mange år. Pludselig har dette ført til voldelige angreb på ”de fremmede”, mindst 60 mennesker er blevet dræbt, og
tusindvis har måttet flygte for deres liv og har siden
boet i primitive flygtninge-lejre i udkanten af de større byer.

Et opmuntrende vidnesbyrd
Midt i alt det sørgelige hørte vi for nylig et opmuntrende vidnesbyrd fra en af kirkelederne i Soshanguve, Pastor Albert. Han fortalte hvordan han og flere andre ledere var blevet enige om at de ville stå sammen om at modvirke hadet og volden overfor de fremmede omkring dem. De erklærede et løfte om at de ville beskytte de udlændinge som var i deres respektive dele af byen. Det er en skøn kendsgerning at Soshanguve kun har oplevet en lille brøkdel af den skade som stammehadet ellers har forvoldt i andre dele af landet.
Zimbabwe
Begivenhederne i Zimbabwe har givet os en stor sorg. I dette land hvor vi førhen kunne komme på ferie og nyde gode, velholdte forhold, er der nu umenneskelige forhold. Den nuværende regering vil for enhver pris holde på magten, selvom oppositionspartiet har vundet flertallet i et valg for ikke så mange uger siden. Landet som helhed er forarmet og har verdens højeste inflations procent. Der vises en ufattelig indstilling af ligegyldighed fra ledende politikere i Sydafrika, og mange af os har det store spørgsmål på læberne: ”Hvornår er der nogen der vil gøre noget ved dette uhyggelige problem, som er så tæt på os?”

Sponsor ordningen

Vi er lykkelige for at kunne fortælle at det går fremad med ”sponsor ordningen”, som vi for nylig indførte, til fordel for forældreløse børn i Sydafrika og Zambia.

Der er nu 10 forældreløse og sårbare børn som har en sponsor forældre (eller forældrepar) i Danmark. Dette giver os gode muligheder for at bringe langsigtet hjælp til børnene.

For dem af jer, som endnu ikke er blevet opmærksomme på sponsor ordningen, vil vi her lige nævne de enkelte skridt som skal tages for at en person i Danmark kan blive sponsorforældre for et barn i Sydafrika:

1. Meld dig som sponsor/sponsor-par hos Projekt HAAB i
Danmark, v. Mikael Thomsen,
Blokvej 18, st. 22,
9800 Hjørring.
e-mail adresse: info@projekthaab.dk

Tlf. 98 13 32 32 Mobil 30 22 96 14

Eller direkte til os i Sydafrika:
Tove og John Thomsen,
P.O. Box 1326,
Montana Park,
0159
South Africa
e-mail adresse: mma@afnet.org

Toves mobil: +27 72 746 0711
Johns mobil: +27 72 746 0670

2. Du vil derefter få tilsendt et lille udvalg af billeder af de
børn, som Projekt HAAB har direkte ansvar for.
Så kan du vælge det barn som skal være dit sponsor-
barn, og give os besked.

3. Disse oplysninger vil blive indført i vores database for
de 108 børn fra Saint Francis Skole i Soshanguve, og
en ”velkomstpakke” bliver sendt til dig med
informationer om barnet og dets personlige forhold,
og de kulturelle og geografiske forhold som omgiver
det.

4. Melder du dig som sponsor, forventes det at du
indbetaler Kr.250,- per måned som støtte for dit barn.

5. Det forventes også af en sponsorforældre, at
vedkommende tager det seriøst med at bede
for barnet.
-------------------------------------------------------------------
Et dødsfald i familien hjemme i Danmark.
Toves mor, Gerda Hansen, døde søndag d.27.april 2008 i Aalborg. Hun var næsten 87 år gammel og havde levet et fuldt liv, som hustru, mor, og bedstemor til en dejlig flok børnebørn, og oldemor til en voksende flok skønne unger. ”Mormor Gerda” besøgte os, sammen med sin mand, Knud Hansen, fulde syv gange i løbet af den periode hvor vi levede i Zambia. Gerda og Knud var trofaste forbedere for missionsarbejdet, og de støttede det så længe vi kan huske. En stor tak til Gud for sådanne selvopofrende mennesker.
Tove nåede at være sammen med sin mor i den sidste halve time før hun døde; et svært men kostbart øjeblik.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - april 2007

2008-06-19T12:25:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, april 2008

”Folkeslagene skal glæde sig og juble, for du dømmer folkene retfærdigt, og du leder folkeslagene på jorden” (Salmernes Bog 67:5)

En kort rejsebeskrivelse, fra det sydlige Afrika
Tre af os fra AFnet skulle på et besøg i Zambia, helt oppe i Luapula Provinsen.
Efter en flyvetur fra Johannesburg til Lusaka i Zambia på den 13. april, nåede vi samme dag at besøge en nyplantet menighed i en bydel ved navn, Matero. Vejen dertil var i så dårlig en forfatning at vi måtte stå ud af bilen og gå de sidste 100 meter til fods.
Men da vi kom ind i lokalet hvor menigheden var samlet, oplevede vi en atmosfære af glæde og varmt fællesskab som var helt speciel, og det var en sand glæde for mig at dele Guds ord med dem.
Fra Lusaka af var vi fire personer på turen, dvs. Adrian (sagfører, og med i AFnets bestyrelse) fra Sydafrika, Johan, leder af AFnet, Pius (zambiansk pastor og forretningsmand), og mig – John, dansk missionær og AFnet team-medlem.

Missionsturens formål
Missionsturens formål var at besøge AFnet-arbejdet i distriktet omkring Mansa by. Fra Lusaka var det i starten vores hensigt at køre den lange vej uden om den ”arm” af Congo som stikker ned i Zambia. Ingen af os havde prøvet at køre direkte hen over ”armen” i de sidste 20 år, da der har været så meget krig og korruption i det stakkels land. Men vi kørte først til Kaniki Bible College hvor vi kunne overnatte, og også besøge børnelandsbyen, ”Jabulani”, lige i nærheden af bibelskolen. Jabulani er cirka 10 år gammelt og ledes af det danske par, Tom og Ruth. Det var betagende at se alle de gode tiltag som finder sted der. De har skabt et missions-projekt som er i stand til at bære de fleste af sine egne daglige udgifter. Vi, gæsterne, var ude på at lære alt det, vi kunne af det danske missionærpar, så vi kunne have så mange gode ideer som muligt med os til vores rejsemål, Mansa.

Hen over Congo-tangen
Den efterfølgende dag skulle vi så på den helt specielle biltur på tværs hen over Congo-tangen. Selvom vi havde hørt mange gode råd, både for og imod at tage denne rute, så tog vi i sidste ende denne vej til Mansa. Men da vi først var på vej og kommet igennem den temmelig primitive grænsepost, gik turen forbavsende let. Vi nåede over til den anden side og måtte krydse Luapula floden på en lille færge, men så var vi også fremme i Mansa tidligt på eftermiddagen. Ved at bruge denne vej, i stedet for at køre hele vejen udenom ”tangen”, sparede vi cirka 9 timers kørsel.

Vi skulle bo i Mansa, hovedbyen i Luapula, hvor vores AFnet medarbejdere og nære venner, Esther og Henry bor. Henry er landsleder for Apostolsk Kirke i Zambia, og Esther er oversygeplejerske i det lokale hospital.
De forældreløse børn i området
Selv uden andre faciliteter end kirkebygningen, er menigheden begyndt på at række ud til de forældreløse børn i området. Der er i øjeblikket 60 sådanne børn som kommer og får hjælp fra menigheden.
Opbygningen af et børnecenter på kirkens grund har længe været under vejs, og det var et af de vigtige emner som vi skulle se grundigt på, for at der kunne komme mere ”skub” i projektet. Børnecentret for forældreløse AIDS-børn bliver af samme format som dem der er blevet opført og igangsat i Sydafrika, og der bliver plads til 100 børn som vil kunne have et sikkert sted at komme i og få trøst, omsorg, mad, tøj, leg, og mere af det som ethvert barn har brug for.

Som et langsigtet støtteprojekt for arbejdet iblandt børnene har Henry Mumba igangsat et farmprojekt udenfor byen, hvor flere afgrøder dyrkes, bl.a. bananer. Bananplantagen har været igennem en vanskelig tid og der var derfor brug for nogle nye ideer og flere redskaber for at projektet kunne komme til at lykkes. Derfor bliver der nu investeret i et vandings-anlæg med pumpe, vandtanke og rørledninger ud til alle træerne.

I nabobyen, Samfya, er der også en levedygtig menighed, hvor fra der udføres bibelskolestudier, igennem video-baseret undervisning. Hver gang jeg kommer på besøg her bliver jeg mindet om Toves og mine fire år i Tanzania, hvor vi boede i en fiskerlandsby, som på mange måder kunne ligne Samfya.
Menighedens leder, Bernhard, giver sig 100% i det daglige arbejde, flere hold har opnået at få deres diplom i Bibelske Studier. Menigheden er et resultat af at Bernhard selv blev udrustet igennem de samme studier, og derved sat i stand til at kunne opbygge en menighed og give den en sund undervisning i Guds ord.
Flere andre steder har det samme mønster været tilstede, oplæring – inspiration – start af menighed. F.eks. kan nævnes Nchelenge, hvor der snart skal være afslutningsfest for 12 elever. Her vil Tove og jeg kunne være til stede i juli måned. Endnu et sted ligger meget langt ude. Stedet hedder Kaputa og vejene dertil er meget dårlige, men der er blevet bygget både kirkebygning og pastor-hus, og der gøres en virkelig indsats for at opbygge en levende meninghed. Udfra disse menigheder er der en vedvarende evangelisation i området, og snesevis af små hus-menigheder er blevet startet over de sidste 4 – 5 år.

Visionen, Gud har givet os, er at der skal blive ved med at være elever som bliver oplært i Hans ord, og inspireret til at starte nye menigheder. Hver menighed vil blive udrustet til også at være et ”trygt sted” hvor de forældreløse børn vil kunne finde accept og kærlighed.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - februar 2008

2008-03-12T07:19:00.000-07:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, februar 2008

”Herren er mit lys og min redning, så hvem har jeg grund til at frygte? Herren beskytter mit liv, hvad har jeg så at være bange for?” (Salmernes Bog 27:1)

Vores opholdstilladelse – en langtrukken og dramatisk sag
Allerede for et år siden gik Tove og jeg i gang med at udfylde dokumenter, og at opfylde forskellige krav for at vi kan få en udvidelse af vores opholdstilladelse i Sydafrika.
Der har været en lang stribe af tidskrævende ting, som skulle ordnes, som for eksempel at indhente politi-attester fra alle de lande hvor man havde boet i mere end et år. I vores tilfælde var der tale om fire lande, Danmark, Zambia, Tanzania og Sydafrika. Så skulle alle kvalifikationer attesteres ifølge de sydafrikanske myndigheders kriterier. Det skulle bevises at det arbejde, vi udfører, ikke lige så godt kunne udføres af lokale sydafrikanske borgere. Vi skulle have almindelige lægeattester, og derefter skulle vi have klaret en meget enkel sag, at få taget røntgenbilleder af vore lunger.

Vi troede, vi var i god tid
Vi troede at vi stadigvæk var i god tid da vi fik taget disse billeder. Toves viste sig at være helt OK, men mine havde visse tegn på noget, som ikke skulle være der, nogle såkaldte ”nodules”. Det kom helt bag på mig, da jeg aldrig har haft problemer med mine lunger, så hvad var nu det her for noget? Og på dette tidspunkt havde kun to uger tilbage inden vores tidligere opholdstilladelse udløb.

En uventet operation
Efter mange videre læge-undersøgelser, blev beslutningen taget at jeg skulle gennemgå en operation, for at det kunne konstateres om jeg havde cancer eller TB i lungerne – eller ej. Uanset hvor godt, jeg syntes at jeg havde det, var der ingen vej udenom, jeg måtte have et kirurgisk indgreb for at vævsprøver kunne blive taget.
Dette skete på mandag den 18. februar, og resultatet kunne have været hvad som helst. Ud fra røntgenbillederne kunne jeg have haft TB eller cancer, men prøverne viste ingen af delene. Der var noget andet, ved navn ”sarcoidosis”, som ikke er en livstruende sygdom, men som på længere sigt, godt kunne have blevet mere alvorlig. Ved at den blev opdaget nu, kunne den behandles ad medicinsk vej. Tak Jesus!
Noget af det sidste, som skulle ordnes, fik vi klaret efter operationen, og det var at få lavet nogle oversættelser af vores vielsesattest og vore fødselsattester, og have dem godkendt i den danske ambassade. Det lykkedes i sidste øjeblik, og torsdag d.28. februar kunne vi aflevere hele vores mappe af ansøgnings-dokumenter, inklusive vores pas, til vores immigrations-konsulent. Den sidste frist var fredag d.29. februar! Nu kan vi kun vente og stole på at alt vil gå godt med den endelige godkendelse af vores ansøgningspapirer.
Vi stoler på at Herren vil føre det igennem for os; det er jo ham som førte os til Afrika!

De mest sårbare børn
Antallet af forældreløse børn og meget udsatte børn i en af ”vore” skoler i Soshanguve, er steget markant. I januar 2008 begyndte vi på et samarbejde med skolens ledelse i Saint Francis Primary School. Vi havde besluttet at give direkte hjælp i form af mad til 62 forældreløse børn. Men inden vi nåede til afleveringen af madvarerne, havde vi en samtale med skolens ledelse. De havde gennemført en grundig undersøgelse over de mest sårbare børn iblandt de cirka 1000 af skolens elever. Det var blevet klart for dem at udover de forældreløse børn, var der yderligere 46 børn som ganske vist havde en forældre, men det enkelte barn var mindst lige så dårligt stillet som de 62, som ingen forældre havde.
F.eks. kan et barn måske have sit hjem hos moderen, men hun er meget syg af tuberkuloses eller HIV, og hun har adskillige andre børn at tage sig af. Et andet eksempel kan være et barn hvis mor er død, og barnet bor hos sin far. Men desværre er faderen mere eller mindre ligeglad med børnene; han er på druk, har ingen arbejde, og er involveret i kriminalitet.

Skolelederen, Thabile, spurgte os: ”Kan Projekt HAAB tage disse 46 børn med på listen, selvom
de strengt talt ikke er forældreløse?” Det var en stor forøgelse af den økonomiske indsats, men vi følte bare, at det måtte vi. Thabile

Efter at have talt sagen godt igennem, besluttede vi, at vi ville tage skridtet fuldt ud, og hjælpe alle de sårbare børn og give dem den månedlige hjælp med mad. Dvs. der er nu 108 børn på skolen som bliver hjulpet på denne måde. Skolen, Saint Francis, har Tove og jeg fået et særligt forhold til, og det er penge fra Danmark som går til dens mest trængende og udsatte børn.

Familiebesøg fra Danmark
I begyndelsen af februar havde vi besøg af min kusine, Gitte Bille, som var på en Sydafrika-ferie sammen med en af sine venner. Gitte har for lang tid siden selv været med i et hjælpeprojekt i Zimbabwe, og hendes besøg hos os nu var noget helt specielt, både for hende og for os. Hun har meget til overs for de sårede, og i sin hverdag i Danmark er hun leder for et hjem i Holbæk for traumatiserede mennesker. Gitte er en personlig kristen, og viste stor interesse for Projekt HAAB arbejdet i Afrika.
Gitte på besøg i Børnecentret, ”Tsakalani”

Hjælpecentret for børn, Tsakalani, ligger på samme grund som kirken, ”Christian Celebration Center”. Også her er antallet af de forældreløse børn stigende, og det vil snart være på de 100 børn, som det er indrettet til. Det er ideelt at centeret er knyttet til den lokale kirke, som har medhjælperne til det daglige arbejde. Denne sammensætning, børnecenter / hjælpeorganisation (Projekt HAAB, AFnetAid) / lokal kirke, er hvad vi sigter på at få etableret på så mange steder sommuligt. Der er planer om snart at åbne mindst to centre mere.

Børn i ”Tsakalani”-centret, Soshanguve

Opbygningen af et børnecenter i Luapula, Zambia, er også i gang, og vi skal snart på et besøg dertil for at følge op i byggearbejdet.

Der er så meget, der skal gøres, og vi takker jer for jeres opbakning og forbøn.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

NB: Hvis du er interesseret i at støtte visionen, så klik på "partnerskab" foroven

Missions-mobilisering i Afrika - Januar 2008

2008-01-28T02:13:00.000-08:00

Nyhedsbrev fra Tove og John Thomsen, januar 2008

”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses… I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.” (Hebræerbrevet 11:1, 8)

Når Gud kalder os og sender os til steder og opgaver som han har bestemt, kan vi være helt trygge ved tanken om at han er med os, hvor de steder end måtte være. Dette oplevede vi i året der gik, 2007, og vi giver ham æren for hans velsignelse i tjenesten.

Lokalt i Pretoria-området kunne vi glæde os over udviklingen og væksten i arbejdet med åbningen og igangsættelsen af hjælpecentret for AIDS-ramte, forældreløse børn iSoshanguve. Et samarbejde med en skole, ”Saint Francis Primary School” blev indledt lige før udgangen af skoleåret i december, og herigennem skal vi i denne måned (januar 2008) begynde på at forsyne 62 forældreløse børn med en månedlig hjælp i form af ”madposer”. Sådan en portion mad indeholder de vigtigste ingredienser for sund kost, og er et vigtigt supplement til et barns mad; mængden af posens indhold rækker til yderligere 2 – 3 andre af barnets brødre, eller søstre. Ved uddelingen af madposer til børnene får vi også mulighed for at lære deres personlige forhold
nærmere at kende. I mange tilfælde er der tale om børn som kommer fra ekstremt svære baggrunde, hvor de har lidt under misbrug af forskellige slags.

Pastor Jack Baloyi

Strømsvigt skaber alvorlige uroligheder i landet
Sydafrikas strømforsyning er begyndt at svigte mange timer ad gangen næsten dagligt. Dette forårsager alvorlige problemer i alle dele af samfundet. Store trafikkryds er i uorden så bilerne må ’føle’ sig frem; fabrikker taber millioner når arbejdet sinkes i lange perioder ad gangen; kritiske situationer opstår i hospitaler f.eks. ved afbrydelser af operationer; elektriske tog står stille i timevis og passagerer når ikke på arbejdspladserne til tiden. For nogle dage siden
opstod der så store frustrationer, at togvogne til en værdi af mange millioner Rand blev brændt i stykker af hidsige demonstranter. I Soshanguve blev strømafbrydelserne foretaget i én blok af bydelen ad gangen. Folk i det ene sted blev irriterede på deres naboer i den næste blok, og
voldelige episoder fandt sted. Urolighederne skaber ogsåsikkerheds-problemer for os, bl.a. med at komme ud til skolerne og børnecentrene i Soshanguve. Hver gang må vi sørge for at vi bliver eskorteret af en af vore venner, som f.eks. Pastor Jack Baloyi fra Christian Celebration Centre.

Skolebørn i Soshanguve

Zambia

I året 2007 havde vi en markant stigning i vores indsats i Zambia. Som mange af jer ved er Zambia ”vores” første missionsland. Tove og jeg og vores tre første børn ankom der i 1978, og vi tilbragte elleve spændende og lærerige år i landet. Så man vil nok kunne forstå, at det har været en særlig stor glæde for os at være på besøg der igen.

En cirkel er blevet sluttet
Det er ret stort for mig at tænke på, at min ven, Johan Combrinck, og jeg havde vores drengetid sammen i Zambia. Han er også grundlæggeren og lederen af AFnet. I 1984 da han var teologi-studerende i USA, besøgte han os i Kaniki Bible College, og han lærte også nogle nøgle personer i landet at kende. En af disse var Henry Mumba, som er kirkeleder, og også en vigtig person for os, idet han er et AFnet team-medlem, og bor i Zambias Luapula Provins. Jeg kan ikke lade være med at se, at en ”cirkel” er blevet sluttet: Tove og jeg var missionærer i Zambia – senere i Tanzania – derefter Sydafrika – og nu har vi igen et varmt samarbejde med Guds folk i Zambia.
Tove og vores søn, Peter, og jeg tog på en kort ferie til Victoria Vandfaldet ved Livingstone i december.

Peter og Tove ved Victoria-vandfaldet, december 2007

På en tidligere missionstur til Zambia i 2007 havde jeg mulighed for at dele visionen om ISOM (vores video-baseret bibel-kursus) med en pastor i Jabulani Children’s Village, som ledes af Ruth og Tom Dufke. På det ene sted er der, foruden omsorgen for cirka 30 forældreløse børn, både et savværk, en bananplantage, en nystartet menighed, og der er arbejde til omkring 70 personer. Denne sammensætning af omsorg for børn og enker, og projekter som skaber grundlag for et ”selvbærende” arbejde, er et godt eksempel til efterfølgelse.

Med kærlige hilsener,

Tove og John Thomsen

Forbønsemner:

- Bed for de mange forældreløse børn i Soshanguve; bed om at de må have en fremtid.

- Bed for de skoler som vi arbejder sammen med, at de må blive bevaret fra den tiltagende uro og korruption som præger Sydafrikas skolesystem.

- Velsign ”Christian Celebration Centre” som er et lys tårn i samfundet.

- Bed for landets politiske anførere, at de må vælge retfærdighed og barmhjertighed i ledelsen af landet.

- Bed for os, at vi uhindret må kunne forkynde evangeliet om Jesus i dette land og hele det sydlige Afrika. Bl.a. at Tove og Johns opholdstilladelse i Sydafrika må blive fornyet, 1. marts 2008.

Tak til Gud for:

- Udvidelsen af arbejdet i både Sydafrika og Zambia.

- Støtten og forbønnen i Danmark og Sverige for arbejdet i Sydafrika.
- Sundhed og inspiration i tjenesten for Tove og mig, såvel som de andre i AFnet-teamet

For at støtte visionen så klik på "partnerskab" foroven

Missions-mobilisering i Afrika - nov. - dec. 2007

2008-01-07T05:15:00.000-08:00

Nyhedsbrev fra Tove og John, november – december 2007

”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre.”
(Esajas 9:5)

VISIONEN PÅ VINGER

- fokus på Zambia

Vi fik beskeden over min mobil-telefon imens vi ventede i Ndola Lufthavn i Zambia: ”Vi beklager det meget, men vores Charter fly har lige måttet vende tilbage til basen på grund af et teknisk problem. Men vi arrangerer for et fly fra et andet selskab til at møde jer i Ndola og tage jer videre på jeres rejse til Mansa.”

Vi var en gruppe på fire som stod i afgangshallen i den lille lufthavn. Vi kiggede hen over landingsbanen, og bag den kunne vi se himlen med nogle mørke skyformationer. Det var også sent på eftermiddagen og tusmørket begyndte at tage til. Nu var det et stort spørgsmål om vi ville kunne regne med at komme af sted samme dag, eller om vi måtte vente og håbe på bedre vejr næste dag.
Men kort før solnedgang havde vi krydset hen over Congo-”tangen” og var landet i Mansa. Flyveturen havde varet i cirka 40 minutter, men den havde sparet os for en femten timers opslidende biltur.
LUAPULAFLODEN - set fra luften

Rejsens formal var at vi kunne nå frem til Mansa på den kortest mulige måde. Mine tre medpassagerer var fra England. De havde vist en særlig interesse for AFnets arbejde i Zambia, og var ivrige efter at se det, som allerede var nået. Vi så også frem til at nyde fællesskabet med Henry og Esther Mumba og de mange andre kristne i Mansa og nabobyen, Samfya.
I løbet af to dage fik vi set nok til at fylde en dagbog med vore indtryk. Bortset fra udsigten fra flyet henover bush landskabeti den smalle strimmel af Congo (som ligger mellem Ndola og Mansa), opholdt vi os længe nok i Mansa til at opleve nogle af de mest betydningsfulde ting:

Menigheden i Mansa og en søndagsgudstjeneste; et møde med de forældreløse børn.

Se byggepladsen hvor børnecentret for de AIDS-ramte børn bliver bygget.

Besøge studerende ved ISOM Bibelskolen i den idylliske by, Samfya, som ligger på Mweru-søens kyst.

Den halvfærdige kirke-bygning i Samfya.

Se pastor Henrys farm og de mange banan-træer som har brug for bedre vandings-muligheder.

Vi kunne tydeligt se, at et stort og krævende arbejde var blevet gjort i denne del af Zambia. Snesevis af studerende havde gennemført ISOM diplom-kurset, og der var gode rapporter om nye kirker som var blevet plantet i regionen. Hvilke specifikke behov havde de for udviklingen fremover?

For bare at nævne nogle få, er der et presserende behov i Samfya for et overnatningssted for gruppen af ISOM-studerende, som kommer langvejs fra og har brug for at kunne blive natten over.

Børne-centret for de AIDS-ramte, forældreløse børn i Mansa skal bygges færdigt for at arbejdet med de mange børn kan ske i ordentlige faciliteter.

En pumpe og et vandingsanlæg er meget tiltrængt, så farmen kan give produkter nok til livets ophold for Pastor Henry, hans familie, og de mange besøgende som kommer hos dem.

Der er brug for at endnu en farm bliver startet, for at der kan genereres afgrøder og penge til de daglige omkostninger ved børnecentret.

En meget betagende kendsgerning ved arbejdet i dette område af Zambia – som vi også ser i mange andre steder i Afrika: Vi taler ikke længere om kolonitidens ”Missions-stations arbejde”. De modne kirker i Afrika i dag modtager fortsat besøgende, så som Bibel-lærere, eksperter i HIV/AIDS, og andre fra den vestlige verden, MEN disse kommer kun per indbydelse. Det er en ære for os at arbejde side om side med sådanne mænd og kvinder, ledere i Afrikanske kirker, som dem vi har nævnt i dette nyhedsbrev.

ZAMBIA, EN NATION MED HÅB

EN UDVALGT NATION
Er det på sin plads at vi omtaler Zambia som en ‘udvalgt nation’? Landets historie over de sidste 50 år synes at understrege dette. Fra at have været en koloni-stat under det Britiske imperium, blev det givet sin selvstændighed i 1964. I den samme periode var der en vågnende og voksende åbenhed overfor Guds ord. Bibelen blev en bestseller i befolkningen hvoraf de fleste i nationens 73 stammer førhen havde været analfabeter.
Adskillige missions bogforlag i England og USA gav en særlig støtte til udbredelsen af kristent litteratur, som muliggjorde starten af kristne boghandlere i alle Zambias største byer.
Folkets hjerter og sind blev gjort modne til en særlig besøgelsestid fra Gud. I løbet af 60’erne og fremover i de sidste årtier i det tyvende århundrede, nåede evangelisation og menighedsplantning ud i de fleste dele af nationen. Et ret stort antal bibelskoler blev startet og derved blev der givet adgang til systematisk teologisk undervisning og tjeneste.

Mad deles ud tilforældreløse børn i Mansa

- OFFICIELT ERKLÆRET SOM EN KRISTEN NATION
I 1994, udtalte den nyvalgte præsident i Zambia – Frederick Chiluba – at nationen officielt var erklæret som en kristen nation. Alle partierne i landet var ikke enige i at dette var et klogt træk, men indtil dags dato har det vist sig at være til stor gavn som en ”døråbner” for udbredelsen af evangeliet om Kristus, selv ud over landets grænser. Selvom nationen har været igennem mange turbulente begivenheder siden da, og en ny regering blev valgt, så er denne erklæring af Zambia som en kristen nation blevet opretholdt.

- NATIONEN ZAMBIA ER BLEVET OPLØFTET
Ved en sammenligning af levestandarden i Zambia midt i 70’erne til forholdene i dag, siger folk som har været vidne til begge perioder, at landets situation er meget forbedret.

Tilbage i 1978 oplevede vi som missionær-familie at infrastrukturen var i en frygtelig dårlig tilstand. Det var svært for os at finde de mest basale af livets nødvendigheder, såsom mel, brød, mælk og de fleste andre af de varer som man normalt regner for givet. Når vi ved besøg for nylig så på forholdene, måtte vi udbryde: ”Der er ingen sammenligning! …Nu kan vi finde alle de ting som manglede dengang, og endda meget mere.”

Det virker meget tydeligt at indflydelsen fra kristen etik har bidraget til et betydeligt skift i det zambianske folks verdensbillede, og dette har forårsaget en dramatisk forandring, til fordel for nationens velbefindende. Den er blevet opløftet!

Billedet som hermed er malet betyder ikke at alle problemer er blevet fjernet, men den zambianske nation bevæger sig i en retning som giver fremgang i mange af livets områder.
Vi tror på at dette har direkte at gøre med Guds ords indflydelse, som stadigvæk har en stærk effekt på store dele af nationen. Fra Zambia bliver evangeliet om Jesus Kristus også bragt til befolkningsgrupper som bor udenfor landets grænser.
Vi føler os meget privilegeret ved at kunne arbejde side om side med Guds tjenere her. Lad os bede om at denne ”port” til det centrale Afrika må forblive åben for os.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Hvis du er interesseret i at støtte visionen, så klik på "partnerskab" foroven.

Missions-mobilisering i Afrika - Julen 2007

2008-01-05T08:06:00.000-08:00

Sikke en stor glæde, julens budskab bringer til hele verden. Sammen med jer glæder vi os over Guds fantastiske gave: hans egen søn, Jesus Kristus.

Når alt andet blegner, selv vores mest velmente ord, vores bedste indsatser for at hjælpe og glæde andre, så er der faktisk kun den ene ting som virkelig holder: Gud gav sin søn for os!

De fleste af jer har modtaget vores månedlige nyhedsbrev i årets løb, enten i form af e-mail eller som papir breve. Derfor er denne hilsen ikke tænkt som en gentagelse af detaljerede beretninger. Den er mest af alt ment som en varm julehilsen til jer alle… og herude har vi virkelig varmt vejr, årets varmeste. Der skal lidt ekstra fantasi til for at komme i en ”dansk julestemning” når man går rundt i shorts og sandaler. Men vi gør vores bedste, og I skal vide at det har en ekstra betydning for os med det ”danske”, når vi ved højtiden tænker på vores familie og venner på en særlig måde.

I år har vi den store glæde at have vores søn, Peter, på besøg i julemåneden. Peter bor til hverdag i Kolding og er under uddannelse som tømrer. Han har for nylig gennemført et bibelskole-studie per korrespondance. Studiet hedder ”ISOM ”(International Studies of Ministry) og hovedkvarteret er her på missionsbasen, AFnet. Grupper/skoler samles mange steder i Afrika og benytter sig af disse studie-materialer. I en gruppe som mødes hver uge på AFnets grund, blev årets sidste samling holdt d.10. december 2007, og i den anledning fik Peters overrakt sit diplom.

Når vi ellers ser tilbage over 2007, er vi fyldt af tak til Gud for hans velsignelse hele året igennem. Vi nævner her nogle få begivenheder:

- Det første, jeg vil nævne, er med både smerte og tak: Min søster Elisabeth døde d.9. marts 2007. Selvom hendes liv blev alt for kort, var hun med til at velsigne og berige utrolig mange mennesker. Hun var kendt for hendes inderlige forhold til Gud; hun var ét af de sjældne mennesker der havde forbønnens nådegave. Jeg savner min søster.

- Færdiggørelsen og den officielle åbning af et hjælpe-center for forældreløse børn i Soshanguve, en halv times kørsel nord for os. Centeret kan tage sig af cirka 100 børn, med mad, tøj, hjælp med skolelektier, leg og kærlig omsorg.

- Tove og Johns tre måneders besøg i Danmark, juni – juli – august 2007. Det var skønt at se jer alle sammen, fordelt rundt omkring i landet, og ved stævnet i Kolding. Det var en stor opmuntring at opleve jeres interesse omkring arbejdet i Sydafrika.

- Heidis vielse til Brian i Hillerød, d.2.juni, 2007. En smuk og stor dag!

- John på missionsrejser i Zambia tre gange i løbet af 2007:

Første tur var i forbindelse med Apostolsk Kirkes 50 års jubilæums-stævne i Zambia i begyndelsen af juli måned. Cirka 1000 mennesker var samlet i den anledning, og det var fantastisk at se mange gode venner og høre deres beretninger om alt det, Gud har gjort igennem de mange år.
Den anden tur var i september, hvor jeg var med til at køre et hold på ni personer op til Mansa i Zambias Luapula Provins. Vi besøgte adskillige menigheder i egnen med undervisning og forkyndelse. Det var betagende at se det store arbejde, som gøres til hverdag i området, bl.a. omsorg for forældreløse børn.
Tredje rejse var et ”lynvisit”, 15-20.nov., hvor jeg ledsagede tre engelske venner, som skulle se AFnets arbejde i Zambia. En fem dags tur med en masse indhold. Et nyhedsbrev med fokus på Zambia bliver også sendt ud på bloggen, umiddelbart efter denne hilsen.

Tak for jeres interesse, forbøn og støtte i året der gik! Tak fordi så mange af jer er blevet medlemmer af ”Projekt HAAB Danmark”. Medlemsantallet er støt voksende og dette betyder at vi snart vil kunne udføre nogle ting med endnu større ressource muligheder end hidtil. Dette er I direkte med til at bygge op, ved bare at være medlemmer af foreningen. Se nærmere om dette på hjemmesiden: www.projekthaab.dk

Vi ønsker jer et rigt, velsignet nytår,

Tove og John Thomsen