Missions-mobilisering i Afrika - august 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, august 2008
”Og enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Apostlenes Gerninger 2:21 )

De bliver frelst!
Vi har tit bevidnet, at når en person først erkender sit behov for Gud og derefter siger det til ham, så er det ét hundrede procent sikkert, at vedkommende bliver frelst… ud af synd, død og fortabelse.
De mange gange, hvor vi har set dette ske både i Danmark og Afrika, har det understreget det egentlige grundlag for vores liv som missionærer. Efter alt det som vi måtte igennem forud for hver udrejse, dvs. udsendelsen fra Danmark, opstarten på et nyt sted, indlæring af et nyt sprog, tilvænningen til omgivelserne i en ny kultur… så har det næsten virket som et antiklimaks: Lige pludselig står vi der, midt iblandt forskellige grupper af mennesker, og så sker det: de bliver frelst!

Kazembe
Et af de steder, hvor vi arbejdede meget i Zambia for mange år siden var i landsbyen, Kazembe. Den ligger ikke så langt fra byen, Mansa, hvor vi fra AFnet-teamet i Sydafrika har en hel del arbejde kørende i disse dage.
Kazembe besøgte jeg første gang i 1982 sammen med Pastor Friday Sichilima. Friday er en god ven, som jeg allerede lærte at kende da vi legede sammen som drenge i Zambia. Landsbyen er kendt for at være meget præget af trolddom (”witchcraft”) og det var også noget, som vi kom op imod igen og igen.
Jeg var engang på besøg med et hold unge mænd fra bibelskolen, Kaniki Bible College. Vi skulle være der i cirka en uge og udbrede evangeliet om Jesus, hvilket vi havde gjort før i denne landsby. Men denne gang skete der noget uventet allerede den første aften. Jeg havde lige gjort mig klar til en god nats søvn, da en larm af hylende og grædende mennesker lige i nærheden fyldte hele området. Jeg stod op og undersøgte hvad der skete.

På den anden side af Luapula Floden
En familie var blevet ramt af en frygtelig tragedie; den ældste datter, en ung kvinde, var død. Faderen fortalte at datteren var blevet psykisk syg, og så havde de naturligvis bragt hende over på den anden side af Luapula floden til heksedoktoren. Han havde behandlet hende, og kort efter var pigen død.
Jeg tænkte ved mig selv: ”Sådan er det når man stoler på trolddom; man ser bare ikke nogen anden løsning”
Men historien er ikke forbi. Omkring et halvt år senere var jeg på besøg med et andet hold bibelskole-elever. Så skete det igen, og det var også ved sengetid, den uhyggelige larm af lamslåede, grædende mennesker brød ud fra samme hjem lige som ved det forrige besøg. Ved nærmere undersøgelse oplevede jeg noget som med rette kunne kaldes for ”deja-vu”. Det var som at være med i en film-episode som gentog sig selv, linje for linje. Denne gang var det gået ud over den næst ældste datter. Da jeg spurgte forældrene, ”Hvorfor tog I dog hen til heksedoktoren? I så jo hvordan det gik jeres ældste datter for kun et halvt år siden”, svarede de: Sådan har vi jo altid gjort!
Den næste del af beretningen fandt sted et helt år efter den anden datters død.

Den tredje datter
Vi var igen på besøg med et hold fra Kaniki, og så hørte vi ret hurtigt at en tredje datter i samme familie var alvorlig syg, på samme måde som hendes to afdøde søskende havde været det. Vi tog en samtale med familien, og gjorde alt hvad vi kunne for at råde dem fra at tage denne unge 14-årige pige hen til troldmanden. Familien var ikke meget for det, men til sidst gav de os lov til at tage hende hen til den lille ler-kirke og der gå ind i intens forbøn for hende. Vi måtte bede i skiftehold, og det strakte sig over fire dage. Den lille pige var under stærk indflydelse af onde ånder, og der matte udholdende udfrielsestjeneste til, for at hun kunne blive helbredt. Først om morgenen på den fjerde dag blev hun endelig fuldstændig fri.
Det var et stort Guds under. Nu – mange år senere – har vi hørt, igennem vores ven i Mansa, Pastor Henry Mumba, at den unge pige er blevet en voksen kvinde, er gift og har seks børn. Hun er et trofast medlem i Kazembe menighed.

Men hun er den eneste overlevende af hele den familie, som vi engang mødte. Alle de andre døde af forskellige sygdomme.
Det er alvorligt at tænke på, hvor stort et ansvar vi har fra Gud med at bringe udfrielse til de bundne. Og det er fantastisk at vide at Han har givet os myndighed og virker med os til hjælp for mennesker omkring os.

Børnecentret i Mansa
I Zambia, i byen Mansa, er der kommet gang i opførelsen af et børnecenter, som skal fungere som en hjælp til samfundet fra den lokale apostolske kirke i byen.
En tur til dette projekt fandt sted i august - september, med ankomst i Mansa tirsdag den 26.8. På rejsen dertil havde jeg selskab af to ældre herrer. De var hvide sydafrikanere som for længe siden havde boet i Zambia, helt tilbage i kolonitiden. Piet Combrinck, 84 år gammel, var en bygmester og havde i sin tid bygget bogstaveligt talt hundredvis af bygninger i det gamle ”Nord Rhodesia".

Gamle Piet er 84, ”still going strong”
Unge mænd fra menigheden tager også fat

Han havde udtrykt sit store ønske om at være med mig på denne tur, og at hjælpe til i det praktiske byggearbejde, som han havde en meget stor erfaring i, og han blev faktisk til stor hjælp. Hans bror, Stefan, var en pensioneret læge og kom med på turen for at ledsage sin bror, og hjælpe til hvor han kunne.

Imens byggeriet på børnecentret i Mansa, stod på, kom der en hel del børn, som skulle skrives op på en liste. I første omgang vil centret kunne have omsorg for 60 børn.

Brevveksling, Sydafrika

Tove overrækker et brev til et sponsorbarn i Soshanguve

I de sidste par måneder er der kommet breve til nogle af børnene i Sydafrika. Brevene er fra ”sponsor-forældre” i Danmark. Det er selvfølgelig spændende for disse børn at mærke at der er nogen der tænker på dem. Glæden er stor! Tak skal I have, venner.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - maj 2007

Nyhedsbrev fra Tove og John, maj 2008

”Overgiv din vej til Herren, stol på ham så griber han ind; han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag” (Salmernes Bog 37:5-6)

Euroclass for femte gang!
Den 2. maj 2008 kørte to minibusser med medarbejdere fra AFnet ind til Johannesburg lufthavn, for at tage imod femten dejlige mennesker fra Danmark.
Det var Jørgen og Inge Fuchs, grundlæggerne og lederne af missions-skolen, Euroclass, i Kolding, sammen med en medleder, Maria, og så 12 friske og ivrige unge Danskere. Det var femte gang i løbet af de sidste 5 år, at et Euroclass hold besøgte os.
Der var noget specielt højtideligt ved dette besøg, idet det nu er sidste år i en række af 17 år, at lederparret står som ledere af skolen. Derefter bliver ansvaret videregivet til en af de yngre ledere i Danmark, Peter Hedelund. Men så højtideligt var nu alligevel ikke; det kunne det næsten ikke være med al den humor og smittende livsglæde som kendetegnede holdet.

De 15 danskere kom for at være sammen med os i missionsarbejdet. De brugte Euroclass-skolens særlige måde at præsentere evangeliet på, igennem drama-stykker, musik, dukketeater og personlige beretninger om deres tro. I løbet af to uger nåede vi at besøge adskillige skoler, vore to hjælpecentre for forældreløse børn, et par af de kirker, som vi arbejder sammen med, og et hospice. Alle disse steder er placeret i den store bydel, Soshanguve, nord for Pretoria.
En våd start
Det allerførste sted, holdet præsenterede deres budskab, var udenfor et supermarked, og det foregik i
silende regn. Mange af de forbipasserende stoppede op og oplevede de unge europæeres sang, drama og musik, midt i deres afrikanske township. Det var en våd start, men i resten af perioden var vi fri for regnvejr ved de mange andre udendørs begivenheder.

Et helt specielt hospice
Et af stederne, et hospice, oplevede vi som noget helt specielt. Lederen, Claudia, har formået at opbygge et hjem, hvor syge mennesker får den bedst tænkelige omsorg. I løbet af det sidste års tid er snesevis af mennesker, der kom som døende, blevet hjulpet til et nyt liv, med et styrket immunforsvar og tro og håb for deres fremtid.

Euroclass-holdets indsats sammen med os var med til at opmuntre flere tusind skolebørn, og bringe glæde og trøst til mange lidende børn og voksne.

Enorme tragedier
Imens vore danske venner var på besøg, kunne vi ikke undgå at tænke alvorligt over de enorme tragedier som sker både i Sydafrika og i landet lige nord for os, Zimbabwe.
I Sydafrika er det mest uventede fænomen blevet en virkelighed rundt omkring i landet: Frygt og had for folk fra andre lande, som har boet i Sydafrika igennem mange år. Pludselig har dette ført til voldelige angreb på ”de fremmede”, mindst 60 mennesker er blevet dræbt, og
tusindvis har måttet flygte for deres liv og har siden
boet i primitive flygtninge-lejre i udkanten af de større byer.

Et opmuntrende vidnesbyrd
Midt i alt det sørgelige hørte vi for nylig et opmuntrende vidnesbyrd fra en af kirkelederne i Soshanguve, Pastor Albert. Han fortalte hvordan han og flere andre ledere var blevet enige om at de ville stå sammen om at modvirke hadet og volden overfor de fremmede omkring dem. De erklærede et løfte om at de ville beskytte de udlændinge som var i deres respektive dele af byen. Det er en skøn kendsgerning at Soshanguve kun har oplevet en lille brøkdel af den skade som stammehadet ellers har forvoldt i andre dele af landet.
Zimbabwe
Begivenhederne i Zimbabwe har givet os en stor sorg. I dette land hvor vi førhen kunne komme på ferie og nyde gode, velholdte forhold, er der nu umenneskelige forhold. Den nuværende regering vil for enhver pris holde på magten, selvom oppositionspartiet har vundet flertallet i et valg for ikke så mange uger siden. Landet som helhed er forarmet og har verdens højeste inflations procent. Der vises en ufattelig indstilling af ligegyldighed fra ledende politikere i Sydafrika, og mange af os har det store spørgsmål på læberne: ”Hvornår er der nogen der vil gøre noget ved dette uhyggelige problem, som er så tæt på os?”

Sponsor ordningen

Vi er lykkelige for at kunne fortælle at det går fremad med ”sponsor ordningen”, som vi for nylig indførte, til fordel for forældreløse børn i Sydafrika og Zambia.

Der er nu 10 forældreløse og sårbare børn som har en sponsor forældre (eller forældrepar) i Danmark. Dette giver os gode muligheder for at bringe langsigtet hjælp til børnene.

For dem af jer, som endnu ikke er blevet opmærksomme på sponsor ordningen, vil vi her lige nævne de enkelte skridt som skal tages for at en person i Danmark kan blive sponsorforældre for et barn i Sydafrika:

1. Meld dig som sponsor/sponsor-par hos Projekt HAAB i
Danmark, v. Mikael Thomsen,
Blokvej 18, st. 22,
9800 Hjørring.
e-mail adresse: info@projekthaab.dk

Tlf. 98 13 32 32 Mobil 30 22 96 14

Eller direkte til os i Sydafrika:
Tove og John Thomsen,
P.O. Box 1326,
Montana Park,
0159
South Africa
e-mail adresse: mma@afnet.org

Toves mobil: +27 72 746 0711
Johns mobil: +27 72 746 0670

2. Du vil derefter få tilsendt et lille udvalg af billeder af de
børn, som Projekt HAAB har direkte ansvar for.
Så kan du vælge det barn som skal være dit sponsor-
barn, og give os besked.

3. Disse oplysninger vil blive indført i vores database for
de 108 børn fra Saint Francis Skole i Soshanguve, og
en ”velkomstpakke” bliver sendt til dig med
informationer om barnet og dets personlige forhold,
og de kulturelle og geografiske forhold som omgiver
det.

4. Melder du dig som sponsor, forventes det at du
indbetaler Kr.250,- per måned som støtte for dit barn.

5. Det forventes også af en sponsorforældre, at
vedkommende tager det seriøst med at bede
for barnet.
-------------------------------------------------------------------
Et dødsfald i familien hjemme i Danmark.
Toves mor, Gerda Hansen, døde søndag d.27.april 2008 i Aalborg. Hun var næsten 87 år gammel og havde levet et fuldt liv, som hustru, mor, og bedstemor til en dejlig flok børnebørn, og oldemor til en voksende flok skønne unger. ”Mormor Gerda” besøgte os, sammen med sin mand, Knud Hansen, fulde syv gange i løbet af den periode hvor vi levede i Zambia. Gerda og Knud var trofaste forbedere for missionsarbejdet, og de støttede det så længe vi kan huske. En stor tak til Gud for sådanne selvopofrende mennesker.
Tove nåede at være sammen med sin mor i den sidste halve time før hun døde; et svært men kostbart øjeblik.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - april 2007

Nyhedsbrev fra Tove og John, april 2008

”Folkeslagene skal glæde sig og juble, for du dømmer folkene retfærdigt, og du leder folkeslagene på jorden” (Salmernes Bog 67:5)

En kort rejsebeskrivelse, fra det sydlige Afrika
Tre af os fra AFnet skulle på et besøg i Zambia, helt oppe i Luapula Provinsen.
Efter en flyvetur fra Johannesburg til Lusaka i Zambia på den 13. april, nåede vi samme dag at besøge en nyplantet menighed i en bydel ved navn, Matero. Vejen dertil var i så dårlig en forfatning at vi måtte stå ud af bilen og gå de sidste 100 meter til fods.
Men da vi kom ind i lokalet hvor menigheden var samlet, oplevede vi en atmosfære af glæde og varmt fællesskab som var helt speciel, og det var en sand glæde for mig at dele Guds ord med dem.
Fra Lusaka af var vi fire personer på turen, dvs. Adrian (sagfører, og med i AFnets bestyrelse) fra Sydafrika, Johan, leder af AFnet, Pius (zambiansk pastor og forretningsmand), og mig – John, dansk missionær og AFnet team-medlem.

Missionsturens formål
Missionsturens formål var at besøge AFnet-arbejdet i distriktet omkring Mansa by. Fra Lusaka var det i starten vores hensigt at køre den lange vej uden om den ”arm” af Congo som stikker ned i Zambia. Ingen af os havde prøvet at køre direkte hen over ”armen” i de sidste 20 år, da der har været så meget krig og korruption i det stakkels land. Men vi kørte først til Kaniki Bible College hvor vi kunne overnatte, og også besøge børnelandsbyen, ”Jabulani”, lige i nærheden af bibelskolen. Jabulani er cirka 10 år gammelt og ledes af det danske par, Tom og Ruth. Det var betagende at se alle de gode tiltag som finder sted der. De har skabt et missions-projekt som er i stand til at bære de fleste af sine egne daglige udgifter. Vi, gæsterne, var ude på at lære alt det, vi kunne af det danske missionærpar, så vi kunne have så mange gode ideer som muligt med os til vores rejsemål, Mansa.

Hen over Congo-tangen
Den efterfølgende dag skulle vi så på den helt specielle biltur på tværs hen over Congo-tangen. Selvom vi havde hørt mange gode råd, både for og imod at tage denne rute, så tog vi i sidste ende denne vej til Mansa. Men da vi først var på vej og kommet igennem den temmelig primitive grænsepost, gik turen forbavsende let. Vi nåede over til den anden side og måtte krydse Luapula floden på en lille færge, men så var vi også fremme i Mansa tidligt på eftermiddagen. Ved at bruge denne vej, i stedet for at køre hele vejen udenom ”tangen”, sparede vi cirka 9 timers kørsel.

Vi skulle bo i Mansa, hovedbyen i Luapula, hvor vores AFnet medarbejdere og nære venner, Esther og Henry bor. Henry er landsleder for Apostolsk Kirke i Zambia, og Esther er oversygeplejerske i det lokale hospital.
De forældreløse børn i området
Selv uden andre faciliteter end kirkebygningen, er menigheden begyndt på at række ud til de forældreløse børn i området. Der er i øjeblikket 60 sådanne børn som kommer og får hjælp fra menigheden.
Opbygningen af et børnecenter på kirkens grund har længe været under vejs, og det var et af de vigtige emner som vi skulle se grundigt på, for at der kunne komme mere ”skub” i projektet. Børnecentret for forældreløse AIDS-børn bliver af samme format som dem der er blevet opført og igangsat i Sydafrika, og der bliver plads til 100 børn som vil kunne have et sikkert sted at komme i og få trøst, omsorg, mad, tøj, leg, og mere af det som ethvert barn har brug for.

Som et langsigtet støtteprojekt for arbejdet iblandt børnene har Henry Mumba igangsat et farmprojekt udenfor byen, hvor flere afgrøder dyrkes, bl.a. bananer. Bananplantagen har været igennem en vanskelig tid og der var derfor brug for nogle nye ideer og flere redskaber for at projektet kunne komme til at lykkes. Derfor bliver der nu investeret i et vandings-anlæg med pumpe, vandtanke og rørledninger ud til alle træerne.

I nabobyen, Samfya, er der også en levedygtig menighed, hvor fra der udføres bibelskolestudier, igennem video-baseret undervisning. Hver gang jeg kommer på besøg her bliver jeg mindet om Toves og mine fire år i Tanzania, hvor vi boede i en fiskerlandsby, som på mange måder kunne ligne Samfya.
Menighedens leder, Bernhard, giver sig 100% i det daglige arbejde, flere hold har opnået at få deres diplom i Bibelske Studier. Menigheden er et resultat af at Bernhard selv blev udrustet igennem de samme studier, og derved sat i stand til at kunne opbygge en menighed og give den en sund undervisning i Guds ord.
Flere andre steder har det samme mønster været tilstede, oplæring – inspiration – start af menighed. F.eks. kan nævnes Nchelenge, hvor der snart skal være afslutningsfest for 12 elever. Her vil Tove og jeg kunne være til stede i juli måned. Endnu et sted ligger meget langt ude. Stedet hedder Kaputa og vejene dertil er meget dårlige, men der er blevet bygget både kirkebygning og pastor-hus, og der gøres en virkelig indsats for at opbygge en levende meninghed. Udfra disse menigheder er der en vedvarende evangelisation i området, og snesevis af små hus-menigheder er blevet startet over de sidste 4 – 5 år.

Visionen, Gud har givet os, er at der skal blive ved med at være elever som bliver oplært i Hans ord, og inspireret til at starte nye menigheder. Hver menighed vil blive udrustet til også at være et ”trygt sted” hvor de forældreløse børn vil kunne finde accept og kærlighed.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Missions-mobilisering i Afrika - februar 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John, februar 2008

”Herren er mit lys og min redning, så hvem har jeg grund til at frygte? Herren beskytter mit liv, hvad har jeg så at være bange for?” (Salmernes Bog 27:1)

Vores opholdstilladelse – en langtrukken og dramatisk sag
Allerede for et år siden gik Tove og jeg i gang med at udfylde dokumenter, og at opfylde forskellige krav for at vi kan få en udvidelse af vores opholdstilladelse i Sydafrika.
Der har været en lang stribe af tidskrævende ting, som skulle ordnes, som for eksempel at indhente politi-attester fra alle de lande hvor man havde boet i mere end et år. I vores tilfælde var der tale om fire lande, Danmark, Zambia, Tanzania og Sydafrika. Så skulle alle kvalifikationer attesteres ifølge de sydafrikanske myndigheders kriterier. Det skulle bevises at det arbejde, vi udfører, ikke lige så godt kunne udføres af lokale sydafrikanske borgere. Vi skulle have almindelige lægeattester, og derefter skulle vi have klaret en meget enkel sag, at få taget røntgenbilleder af vore lunger.

Vi troede, vi var i god tid
Vi troede at vi stadigvæk var i god tid da vi fik taget disse billeder. Toves viste sig at være helt OK, men mine havde visse tegn på noget, som ikke skulle være der, nogle såkaldte ”nodules”. Det kom helt bag på mig, da jeg aldrig har haft problemer med mine lunger, så hvad var nu det her for noget? Og på dette tidspunkt havde kun to uger tilbage inden vores tidligere opholdstilladelse udløb.

En uventet operation
Efter mange videre læge-undersøgelser, blev beslutningen taget at jeg skulle gennemgå en operation, for at det kunne konstateres om jeg havde cancer eller TB i lungerne – eller ej. Uanset hvor godt, jeg syntes at jeg havde det, var der ingen vej udenom, jeg måtte have et kirurgisk indgreb for at vævsprøver kunne blive taget.
Dette skete på mandag den 18. februar, og resultatet kunne have været hvad som helst. Ud fra røntgenbillederne kunne jeg have haft TB eller cancer, men prøverne viste ingen af delene. Der var noget andet, ved navn ”sarcoidosis”, som ikke er en livstruende sygdom, men som på længere sigt, godt kunne have blevet mere alvorlig. Ved at den blev opdaget nu, kunne den behandles ad medicinsk vej. Tak Jesus!
Noget af det sidste, som skulle ordnes, fik vi klaret efter operationen, og det var at få lavet nogle oversættelser af vores vielsesattest og vore fødselsattester, og have dem godkendt i den danske ambassade. Det lykkedes i sidste øjeblik, og torsdag d.28. februar kunne vi aflevere hele vores mappe af ansøgnings-dokumenter, inklusive vores pas, til vores immigrations-konsulent. Den sidste frist var fredag d.29. februar! Nu kan vi kun vente og stole på at alt vil gå godt med den endelige godkendelse af vores ansøgningspapirer.
Vi stoler på at Herren vil føre det igennem for os; det er jo ham som førte os til Afrika!

De mest sårbare børn
Antallet af forældreløse børn og meget udsatte børn i en af ”vore” skoler i Soshanguve, er steget markant. I januar 2008 begyndte vi på et samarbejde med skolens ledelse i Saint Francis Primary School. Vi havde besluttet at give direkte hjælp i form af mad til 62 forældreløse børn. Men inden vi nåede til afleveringen af madvarerne, havde vi en samtale med skolens ledelse. De havde gennemført en grundig undersøgelse over de mest sårbare børn iblandt de cirka 1000 af skolens elever. Det var blevet klart for dem at udover de forældreløse børn, var der yderligere 46 børn som ganske vist havde en forældre, men det enkelte barn var mindst lige så dårligt stillet som de 62, som ingen forældre havde.
F.eks. kan et barn måske have sit hjem hos moderen, men hun er meget syg af tuberkuloses eller HIV, og hun har adskillige andre børn at tage sig af. Et andet eksempel kan være et barn hvis mor er død, og barnet bor hos sin far. Men desværre er faderen mere eller mindre ligeglad med børnene; han er på druk, har ingen arbejde, og er involveret i kriminalitet.

Skolelederen, Thabile, spurgte os: ”Kan Projekt HAAB tage disse 46 børn med på listen, selvom
de strengt talt ikke er forældreløse?” Det var en stor forøgelse af den økonomiske indsats, men vi følte bare, at det måtte vi. Thabile

Efter at have talt sagen godt igennem, besluttede vi, at vi ville tage skridtet fuldt ud, og hjælpe alle de sårbare børn og give dem den månedlige hjælp med mad. Dvs. der er nu 108 børn på skolen som bliver hjulpet på denne måde. Skolen, Saint Francis, har Tove og jeg fået et særligt forhold til, og det er penge fra Danmark som går til dens mest trængende og udsatte børn.

Familiebesøg fra Danmark
I begyndelsen af februar havde vi besøg af min kusine, Gitte Bille, som var på en Sydafrika-ferie sammen med en af sine venner. Gitte har for lang tid siden selv været med i et hjælpeprojekt i Zimbabwe, og hendes besøg hos os nu var noget helt specielt, både for hende og for os. Hun har meget til overs for de sårede, og i sin hverdag i Danmark er hun leder for et hjem i Holbæk for traumatiserede mennesker. Gitte er en personlig kristen, og viste stor interesse for Projekt HAAB arbejdet i Afrika.
Gitte på besøg i Børnecentret, ”Tsakalani”

Hjælpecentret for børn, Tsakalani, ligger på samme grund som kirken, ”Christian Celebration Center”. Også her er antallet af de forældreløse børn stigende, og det vil snart være på de 100 børn, som det er indrettet til. Det er ideelt at centeret er knyttet til den lokale kirke, som har medhjælperne til det daglige arbejde. Denne sammensætning, børnecenter / hjælpeorganisation (Projekt HAAB, AFnetAid) / lokal kirke, er hvad vi sigter på at få etableret på så mange steder sommuligt. Der er planer om snart at åbne mindst to centre mere.

Børn i ”Tsakalani”-centret, Soshanguve

Opbygningen af et børnecenter i Luapula, Zambia, er også i gang, og vi skal snart på et besøg dertil for at følge op i byggearbejdet.

Der er så meget, der skal gøres, og vi takker jer for jeres opbakning og forbøn.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

NB: Hvis du er interesseret i at støtte visionen, så klik på "partnerskab" foroven

Missions-mobilisering i Afrika - Januar 2008

Nyhedsbrev fra Tove og John Thomsen, januar 2008

”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses… I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.” (Hebræerbrevet 11:1, 8)

Når Gud kalder os og sender os til steder og opgaver som han har bestemt, kan vi være helt trygge ved tanken om at han er med os, hvor de steder end måtte være. Dette oplevede vi i året der gik, 2007, og vi giver ham æren for hans velsignelse i tjenesten.


Lokalt i Pretoria-området kunne vi glæde os over udviklingen og væksten i arbejdet med åbningen og igangsættelsen af hjælpecentret for AIDS-ramte, forældreløse børn iSoshanguve. Et samarbejde med en skole, ”Saint Francis Primary School” blev indledt lige før udgangen af skoleåret i december, og herigennem skal vi i denne måned (januar 2008) begynde på at forsyne 62 forældreløse børn med en månedlig hjælp i form af ”madposer”. Sådan en portion mad indeholder de vigtigste ingredienser for sund kost, og er et vigtigt supplement til et barns mad; mængden af posens indhold rækker til yderligere 2 – 3 andre af barnets brødre, eller søstre. Ved uddelingen af madposer til børnene får vi også mulighed for at lære deres personlige forhold
nærmere at kende. I mange tilfælde er der tale om børn som kommer fra ekstremt svære baggrunde, hvor de har lidt under misbrug af forskellige slags.

Pastor Jack Baloyi

Strømsvigt skaber alvorlige uroligheder i landet
Sydafrikas strømforsyning er begyndt at svigte mange timer ad gangen næsten dagligt. Dette forårsager alvorlige problemer i alle dele af samfundet. Store trafikkryds er i uorden så bilerne må ’føle’ sig frem; fabrikker taber millioner når arbejdet sinkes i lange perioder ad gangen; kritiske situationer opstår i hospitaler f.eks. ved afbrydelser af operationer; elektriske tog står stille i timevis og passagerer når ikke på arbejdspladserne til tiden. For nogle dage siden
opstod der så store frustrationer, at togvogne til en værdi af mange millioner Rand blev brændt i stykker af hidsige demonstranter. I Soshanguve blev strømafbrydelserne foretaget i én blok af bydelen ad gangen. Folk i det ene sted blev irriterede på deres naboer i den næste blok, og
voldelige episoder fandt sted. Urolighederne skaber ogsåsikkerheds-problemer for os, bl.a. med at komme ud til skolerne og børnecentrene i Soshanguve. Hver gang må vi sørge for at vi bliver eskorteret af en af vore venner, som f.eks. Pastor Jack Baloyi fra Christian Celebration Centre.

Skolebørn i Soshanguve

Zambia

I året 2007 havde vi en markant stigning i vores indsats i Zambia. Som mange af jer ved er Zambia ”vores” første missionsland. Tove og jeg og vores tre første børn ankom der i 1978, og vi tilbragte elleve spændende og lærerige år i landet. Så man vil nok kunne forstå, at det har været en særlig stor glæde for os at være på besøg der igen.

En cirkel er blevet sluttet
Det er ret stort for mig at tænke på, at min ven, Johan Combrinck, og jeg havde vores drengetid sammen i Zambia. Han er også grundlæggeren og lederen af AFnet. I 1984 da han var teologi-studerende i USA, besøgte han os i Kaniki Bible College, og han lærte også nogle nøgle personer i landet at kende. En af disse var Henry Mumba, som er kirkeleder, og også en vigtig person for os, idet han er et AFnet team-medlem, og bor i Zambias Luapula Provins. Jeg kan ikke lade være med at se, at en ”cirkel” er blevet sluttet: Tove og jeg var missionærer i Zambia – senere i Tanzania – derefter Sydafrika – og nu har vi igen et varmt samarbejde med Guds folk i Zambia.
Tove og vores søn, Peter, og jeg tog på en kort ferie til Victoria Vandfaldet ved Livingstone i december.

Peter og Tove ved Victoria-vandfaldet, december 2007

På en tidligere missionstur til Zambia i 2007 havde jeg mulighed for at dele visionen om ISOM (vores video-baseret bibel-kursus) med en pastor i Jabulani Children’s Village, som ledes af Ruth og Tom Dufke. På det ene sted er der, foruden omsorgen for cirka 30 forældreløse børn, både et savværk, en bananplantage, en nystartet menighed, og der er arbejde til omkring 70 personer. Denne sammensætning af omsorg for børn og enker, og projekter som skaber grundlag for et ”selvbærende” arbejde, er et godt eksempel til efterfølgelse.

Med kærlige hilsener,

Tove og John Thomsen

Forbønsemner:

- Bed for de mange forældreløse børn i Soshanguve; bed om at de må have en fremtid.

- Bed for de skoler som vi arbejder sammen med, at de må blive bevaret fra den tiltagende uro og korruption som præger Sydafrikas skolesystem.

- Velsign ”Christian Celebration Centre” som er et lys tårn i samfundet.

- Bed for landets politiske anførere, at de må vælge retfærdighed og barmhjertighed i ledelsen af landet.

- Bed for os, at vi uhindret må kunne forkynde evangeliet om Jesus i dette land og hele det sydlige Afrika. Bl.a. at Tove og Johns opholdstilladelse i Sydafrika må blive fornyet, 1. marts 2008.

Tak til Gud for:

- Udvidelsen af arbejdet i både Sydafrika og Zambia.

- Støtten og forbønnen i Danmark og Sverige for arbejdet i Sydafrika.

- Sundhed og inspiration i tjenesten for Tove og mig, såvel som de andre i AFnet-teamet

For at støtte visionen så klik på "partnerskab" foroven

Nyhedsbrev for oktober 2007 fra Tove og John, Sydafrika

” … så gør min glæde fuldstændig ved at have det same sind, ved at have den same kærlighed,

med én sjæl og ét sind.” (Filippabrevet 2:2).

En velkommen gæst fra Congo

I den sidste uge af september havde vi besøg af en meget kær ven fra Congo, Pastor John Mulopwe. John blev frelst ved et evangelisk møde i Lubumbashi, som blev holdt af mine forældre, Elsa og Arne Thomsen. Dagen efter sin omvendelse til Gud var han igen til evangelisk friluftsmøde, og denne gang blev han spontant bedt om at komme frem foran de mange mennesker. Arne Thomsen bad en profetisk bøn for ham: ”Gud, må det lykkes for denne unge mand at starte Apostolsk Kirke i Congo!” På det tidspunkt var John kun 24 år gammel og han kendte ikke noget til denne slags handlinger. Men i løbet af de næste 12 år voksede han i sin tro, og så forlod han sit job som skoleleder, og gav sig i lag med at forkynde evangeliet om Jesus Kristus i sit land, det næststørste i Afrika. Mange kirker blev startet, og i dag er der cirka 100 apostolske menigheder i strategiske steder udover landet. Tjenesten havde båret frugt I august 2005 havde jeg den glæde at blive indbudt til kirkens årlige landsstævne i Congo, som fandt sted i byen, Kamina. Det var en uforglemmelig oplevelse for mig at være til stede og medvirke som én af stævnets talere. Det var selvfølgelig en stor ting for mig at tænke på, at mine forældres tjeneste i Congo for de mange år siden havde båret frugt. Frugten består af mænd og kvinder, som i dag lever et liv i tro på Jesus, og de fleste af dem kom først til troen efter Elsa og Arnes endelige afrejse fra Afrika hjem til Danmark i 1988. Udover de mange menigheder har John Mulopwe startet fire bibelskoler i Congo, og han har selv for nylig gennemført et teologisk studie, ”Master of Ministry”. Hans hovedafhandling drejede sig om menighedsplantning blandt de afrikanske stammer, som endnu ikke er ”nået” med evangeliet.
Det er en stor glæde at have fællesskab og venskab med en sådan Guds mand.

Besøg fra Danmark

Søndag d.7. oktober fik vi besøg af Simon Engmose og Stephen King fra Holbæk menighed. Det var skønt at have de to danskere på besøg og nyde fællesskabet med dem. Der blev også mulighed for dem til at se noget af det, som vi er optaget af i det daglige arbejde. Mandag morgen var vi på besøg på Kondelelani Junior High School, en skole som vi har en hel del kontakt og samarbejde med. På denne skole var der 64 forældreløse børn da Tove og jeg ankom i Pretoria i juli 2006. I løbet af tiden siden da, kun lidt over et år, er antallet af forældreløse børn på samme skole steget med 34 børn.

Simon, Tove og John får en snak med Pastor Jack Baloyi foran en gammel bølgeblikskirke, ”Miso’ Church"

De forfærdelige kendsgerninger

Det er en af de forfærdelige kendsgerninger, som vi hele tiden er vidne til … at forældre-generationen er utrolig hårdt ramt af HIV/AIDS, mange af dem dør, og de lidende børn står tilbage under ufattelig hårde vilkår.Stephen fik ordet i cirka ti minutter af skolens morgenandagt, og han fortalte de cirka 1200 børn den bibelske beretning om den lille dreng – iblandt flere tusinde mennesker – som bragte det lidt, han havde, til Jesus. Hans to fisk og fem brød blev multipliceret, så alle dem som var til stede kunne blive mætte.Uden tvivl vil der også blandt de drenge og piger som vi har kontakt med, være nogle som vil være til velsignelse for mange mennesker omkring dem, når de selv først sætter deres lid til Gud. Det beder vi om; det tror vi på!

Claudia, en uselvisk person

Vi besøgte også et hospice i samme byområde. Den bliver ledt af en kvinde som hedder Claudia Dlamini. Noget af det første, vi bemærkede, var den gode orden og renlighed som prægede hjemmet. Da hospicet er et midlertidigt hjem for døende mennesker, oftest dem som lider af AIDS, var det en god oplevelse for os at se den gode omsorg og den venlighed som de var omgivet af. Claudia er en uselvisk person, som gerne ville give den bedst mulige hjælp og opmuntring til beboerne. Immunforsvaret bliver styrketHun fortalte os glædestrålende at patienterne fik nogle særlige præparater (af let tilgængelige frugter, urter og grøntsager) til at styrke deres immunforsvar. Enkelte af dem havde fået så mange nye kræfter at de kunne blive udskrevet. Deres liv var blevet forlænget så de igen kunne have en tilværelse sammen med deres familie og venner. Ved vores besøg på hospicet fik vi anledning til at besøge nogle af beboerne. En af dem var en stor mand som vi tydeligt kunne se var medtaget og mager. Men Claudia fortalte os at han så meget bedre ud end han havde gjort ved sin indlæggelse. Hun havde en stærk forhåbning om, at han snart ville kunne udskrives.

Tsakalani

Ved frokost tid kom vi på besøg på ”Tsakalani”, hjælpecenteret for forældreløse børn i Soshanguve som Projekt HAAB er med til at støtte. Vi var til stede ved det tidspunkt da skolebørnene havde fået fri, og hvor de kom til centeret for at få mad, lave lektier, lege og nyde den kærlige omsorg.

Steve og nogle dejlige børn i Tsakalani

For vore danske venners vedkommende, kunne vi se, at de var helt smeltet ved synet af børnene. Men hvem bliver ikke det? Det sker for os hver gang, især når vi hører lidt om den baggrund, børnene kommer fra, de enorme traumer de har lidt ved tabet af deres forældre, og – i mange tilfælde – forskellige former for misbrug som de har været udsat for inden de blev bragt til Tsakalani. Børnecenteret er tilknyttet ”Christian Celebration Center”, en sund og aktiv kirke, som medvirker i det daglige arbejde med børnene.

Ved ”Miso’s Church” – her er et hjælpecenter for forældreløse børn
under opførelse. Sammen med en dejlig ny kirke, bliver det indviet først i 2008.

I løbet af de 10 dage, som Simon og Stephens besøg varede, nåede vi at besøge endnu en skole som vi samarbejder med, ”Nchuncheko Primary School”. Sådanne skoler formidler at vi kan mødes med de elever som er forældreløse; dem er der altid er en hel del af …ofte omkring 10% af alle børnene på skolen. På nogle skoler kan vi bringe mad poser hver måned til de børn som lider nød. Andre af de forældreløse børn kommer til Tsakalani og får maden serveret.

En skoleklasse sammen med deres lærer, i Nchuncheko
Primary School

Flere af børnene har givet udtryk for, at de oplever kirken som deres sikre ”hjem” selvom de ikke overnatter der. Når de står overfor livets store uretfærdigheder og spørgsmål, så er medarbejderne og pastoren for kirken dem, som de ofte søger hen til for at få råd og trøst.

En stor tak til alle jer, som på en særlig måde støtter og bakker op om det arbejde, vi står med.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:

- Congo. Guds velsignelse over John Mulopwe, og fremgang for Guds rige i hans land.

- Bed for de udsatte forældreløse AIDS-ramte børn og at vi må få visdom til at give dem fysisk og åndelig hjælp på den bedst mulige måde.

- Bed for Claudia Dlamini og hendes arbejde blandt de syge og døende mennesker.

- Velsign ”Tsakalani”, børnecentret ved Christian Celebration Center, børnene, medarbejderne, samt menighedens leder, Jack Baloyi.

- Bed for Children’s Ark International. Deres hoved base på Grækenland oplevede den store ildebrand, men medvirkede direkte med nødhjælp til mange af de hårdt ramte familier.
Children’s Ark støtter bl.a. Projekt HAAB.

- Velsign ”AFnet”, missions-teamet som vi nu har arbejdet sammen med siden juli 2006.

Tak til Gud for:

- Mennesker som Claudia Dlamini, Jack Baloyi, og andre som tjener Gud i Soshanguve og Pretoria
området på forskellige måder.

- Opmuntrende besøg af vennerne fra Holbæk.

- Tak Gud for hans beskyttelse af os og de andre medarbejdere, fra trafikulykker, og overfald… Vi hører dagligt om denne slags hændelser, også i området hvor vi bor; sidst var der indbrud i det nærmeste storcenter, kun få hundrede meter fra hvor vi bor.

For at støtte visionen så klik foroven på "partnerskab"

Tove og Johns e-mail adresse: mma@afnet.org

Missions-mobilisering i Afrika - September 2007

Nyhedsbrev fra Tove og John, 1.september 2007

"Han bevarer dig, når du kommer og når du går – fra nu af og til evig tid." (Salme 121:8)

RAPPORT FRA EN REJSE TIL LUAPULA-PROVINSEN, ZAMBIA

Tidlig fredag morgen d.31. august kørte to af os fra AFnet-teamet af sted mod Zambia. Tove var ikke med på denne rejse, bl.a. fordi hun og jeg lige var vendt hjem fra vores Danmarks-ophold. En anden grund var, at et hold på seks mænd skulle med fra Lusaka (Zambias hovedstad) af. Fra starten af havde jeg en ung mand, Duane fra USA, med så vi kunne være to om at køre folkevognsbussen.
Luapulas lange veje

En zambiansk menighedsleder snakker med to gæster, Rod, USA, og Jannie fra AFnet, SA


Bilens klimaanlæg virkede ikke!

Turen var lang og vejret var varmt, og bilens klimaanlæg virkede ikke. Der var cirka 1750 km til Lusaka, hvor vi hentede seks andre i lufthavnen. Det var Johan og Jannie, ledere fra AFnet i Pretoria, samt 4 besøgende fra USA. Fra Lusaka til bestemmelsesstedet, Mansa, i Luapula, var der yderligere 930 km.


Basen hos Henry og Esther


Vi boede vi ”hjemme” hos Henry og Esther Mumba, vores kære venner og lederparret for Apostolsk Kirke i Zambia. Deres hjem blev basen hvorfra vi foretog time-lange ture i distriktet i de efterfølgende dage. Henry er også medlem af AFnet-teamet, selvom hans daglige virke finder sted så mange kilometer fra Pretoria. Parret viste os enorm gæstfrihed, og vi nød hvert et øjeblik sammen med dem.

ISOM-skoler og AIDS-hjælpecenter

Henry har startet adskillige ISOM-skoler i Luapula i samarbejde med lokale menighedsledere i den provins. Han har også haft travlt med vigtige forberedelser til – og starten på – opbyggelsen af et AIDS-hjælpecenter for forældreløse børn, i forbindelse med økonomisk støtte fra AFnet og Projekt HAAB. Børnecentret er knyttet til den lokale menighed i Mansa, og det er sigende at kirken bliver betegnet som en ”Channel of Hope”. Menigheden har fanget visionen om at gøre en forskel i samfundet, og især for de forældreløse børn.

Ny "Channel of Hope" - kirke

åbnes i Mansa

Hvad er en ISOM-skole?

("International School Of Ministry")

Det er en videobaseret undervisning i Bibelske emner og danner et 1½ års kursus for menighedsledere.
Videomaterialerne samt tilhørende studiebøger er opbygget på en sådan måde at ”Satellit-bibelskoler” kan startes og videreføres mange forskellige steder i Afrika. I Luapula-provinsen alene er snesevis af ledere blevet udrustet ved hjælp af sådanne ISOM-skoler.

Kurset skal oversættes til Bemba-sproget

Materialerne er oversat til en del af hovedsprogene i Afrika, f.eks. Zulu og Swahili. På denne tur i Zambia besluttede vi at kurset også skal oversættes til ”Bemba-sproget”, som er det største stammesprog i Zambia.
Idet jeg har fået betroet ansvaret for AFnets lederuddannelse i det sydlige Afrika, bliver det min særlige opgave at iværksætte dette projekt.

Korrekturlæsning ved indfødte zambianere

Det er en hjælp for mig at jeg fik lært Bemba allerede i min drengetid i Zambia, men naturligvis kommer den endelige udgave af stoffet til at blive korrekturlæst af indfødte zambianere. Det bliver også nødvendigt at den verbale indtaling (oversættelse) af videoundervisningen bliver udført af zambianere. Jeg beder om jeres (læsernes) forbøn for denne store opgave, at Gud må give os den visdom og styrke som skal til for at den bliver gennemført på den bedste måde.

Hver gang var det en fest


Under opholdet i Luapula havde vi daglige ture ud til omkringliggende byer, hvor vi havde seminarer med ledere og folk fra menighederne. Der blev givet gode anledninger for vennerne fra USA til at give undervisning til de højt motiverede lokale folk. Hver gang var det en fest, både i ”klasseværelset” og bagefter ved måltider sammen med deltagerne.

Paul fra USA taler Guds ord



Kala Camp

Det var en helt speciel oplevelse for os alle sammen at
besøge en flygtningelejr ved navn, ”Kala Camp”. Her bor tusindvis af mennesker som har måttet flygte fra det krigshærgede område i den østlige del af Congo, det kæmpestore land som ligger lige på den anden side af Luapula-floden, nord for Zambia. I øjeblikket er der 24,000 flygtninge der, og nogle af dem har boet der i over 10 år.


Gudstjeneste på Swahili

I en forholdsvis stor, men fattig, kirkebygning midt i lejren samledes flere hundrede mennesker til en gudstjeneste sammen med os. Jeg var dybt rørt over deres inderlige tilbedelse af Jesus Kristus. De sang lovprisningssange på Swahili-sproget, og minderne fra fire år i Tanzania vældede op i mig. Sproget er Afrikas største, og bliver talt af befolkningerne i Tanzania, Uganda, Kenya, i den nordlige del af Mozambique, og i store dele af det sydlige Congo. Flere af dem havde boet der i over ti år, og en hel del af de mennesker, som fra tid til anden kunne vende tilbage til deres hjemland, var godt grundfæstede i Guds ord.


ISOM – materialerne snart klar på Swahili


Også i Kala har ISOM-undervisningen været i brug i flere år, og en hel del af de mennesker, som fra tid til anden kunne vende tilbage til deres land, var udrustet med et godt grundlag i Guds ord. Hidtil har vi kun haft den franske udgave til rådighed, men vi satser på, at videoer og studiebøger bliver kopieret og trykt på Swahili i den nærmeste fremtid.


Kæmper i Guds rige

Nogle af de stærkeste indtryk som jeg bragte med mig hjem fra Zambia-turen, var den indre styrke og glød som kendetegnede mange af de kristne, som vi lærte at kende. Jeg tror at de kan betegnes som ”kæmper” i Guds rige; jeg er sikker på, at vi har uendelig meget at lære af dem.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

FORBØNSEMNER:

Bed om at det store arbejde med oversættelsen af ISOM-undervisningen til Bemba-sproget må komme godt i gang, og at vi må kunne fokusere på fuldendelsen af opgaven.

Velsign den svenske støtteorganisationen, Children’s Ark International, som er med til at støtte Projekt HAAB.

Bed for ”Projekt HAAB Danmark – at ”kvotaen” på 150 medlemmer i foreningen snart må opfyldes.

TAK TIL GUD FOR:

Åbningen af det nye kirkecenter i Mansa, hvor et børnecenter også er under opførelse.

Guds beskyttelse på den lange rejse til Luapula (ca.6000 km i alt).

Gode seminarer i Mansa, Samfya, Nchelenge og
Kawambwa, byer i Luapula-distriktet.
---------------------------------------------------------------------
Gaver kan sendes til:
mrk. ”Sydafrika – Tove og John”
Lykkegårdsvej 100, DK-6000 Kolding
BG Bank, Kolding: Girokonto 1199-205 6666

TAK for din støtte i BØN og OFFER! Gaver op til 14.100 kr. kan
fratrækkes selvangivelsen §8A – dog ikke de første 500 kr.
Kontaktpersoner i DK: Georg Berthelsen, tlf. 75 61 81 77
Søren Viftrup, tlf. 75 72 51 00
--------------------------------------------------------------------------
Vores e-mail adresse: mma@afnet.org

Hjemmesider:

http://www.projekthaab.dk/

http://www.afnet.org/

http://www.afnet.info/

Missions-mobilisering i Afrika - August 2007

Nyhedsbrev fra Tove og John, 1.august 2007

”Det skal ske i de sidste dage, siger Gud; Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker” (Ap.G. 2:17)

EFFEKTIVE FORBEDERE

Emnet, ”effektive forbedere” optager os meget i de måneder, som vi opholder os i Danmark. Vi ved at vi har brug for sådanne forbedere i større grad end nogensinde. Iblandt jer derhjemme er der nogle som virkelig ved hvad det vil sige at gå i forbøn for emner, som Guds Ånd lægger dem på hjerte; der er nogle som har en særlig ”forbøns-nådegave”.

50 års jubilæum 2007, kirken i Zambia

1000 vidner

50-års jubilæet for Apostolsk Kirke i Zambia, 29. juni – 2. juli 2007, var en samling af cirka 1000 vidner, som alle kunne bekræfte at tidligere generationers forbøn, helt op til dags dato, har haft en utrolig stor betydning. Der har ikke bare været tale om en bøn nu og da, men en vedvarende, udholdende forbøn for enkeltpersoner, folkegrupper, og nationer. Bønnen har været målrettet og effektiv, især når det drejede sig om starten og opbyggelsen af kirken. I dag består kirken af cirka 200 levedygtige menigheder, med over 16.000 medlemmer, som er aktive med at række ud med evangeliet og plante nye menigheder.

”En kristen nation”

Forbønnen har i høj grad gjaldt Zambias mange befolkningsgrupper, som i sin tid led under både stammestridigheder og landets vanskelige overgang fra koloni til selvstændig stat. I 1994 blev Zambia erklæret som værende ”en kristen nation”, hvilket har været meget gunstigt for udbredelsen af evangeliet om Jesus Kristus.

Missions-teamet Afnet

Tove og jeg er med i missions-teamet ”AFnet” (Africa Network Evangelism Task), som har sit hovedkvarter i Pretoria, Sydafrika. Team-medlemmerne har hver især deres ”bagland”, ligesom vores er i kirken i Danmark. Det er interessant at vide, at AFnet har stærke forbindelser ind i Zambia, bl.a. med Apostolic Church in Zambia. Personligt tror jeg at dette er en frugt af den trofaste og effektive forbøn over de mange årtier.


Johan og en lokal leder
i Luapula Provinsen

Johan Combrinck - Henry Mumba, et langvarigt venskab
AFnets leder, Johan Combrinck, er også min personlige ven fra helt tilbage i vores fælles barndom i Zambia. Imens Tove og jeg senere var missionærer i Zambia, besøgte han os i 1984, da Kaniki Bible College lige var startet op. Udover besøget hos os, fik Johan knyttet et stærkt venskab med en af de unge elever, Henry Mumba. For få år siden blev Henry indsat som den nationale landsleder for Apostolsk Kirke i Zambia.

Henry Mumba og John sammen med andre lokale ledere

Et vedvarende samarbejde
Dette udviklede sig til et vedvarende samarbejde mellem AFnet og Henry, og siden hen med dele af kirken i Zambia, især i Luapula Provinsen. Mange seminarer og lederkonferencer er blevet holdt, og menigheder er blevet plantet. Satellit-bibelskoler er blevet startet, og herigennem er ledere blevet trænet.

Hjælpecentre for forældreløse børn

I de sidste cirka tre år er der blevet lagt ud med opbyggelsen af centre for AIDSramte, forældreløse børn, både i Sydafrika og i Zambias Luapula-provins.









Børn i Luapula

Menighedens medlemmer bliver oplært

Et sådant børnecenter skal indvies i Soshanguve, Pretoria, indenfor de næste få uger, og på det sted vil cirka 100 børn få hjælp til livets fornødenheder samt kærlig omsorg og pleje. Centret ligger ved siden af en kirke, og flere af menighedens medlemmer bliver oplært til at kunne blive medarbejdere blandt børnene. På denne måde bliver kirken direkte engageret i samfundet omkring sig.

Tak for gæstfrihed!

Dette nyhedsbrev begyndte vi på at skrive indenfor de sidste dage af vores ophold i Danmark. Tove og jeg vil hermed gerne sige tak til jer alle sammen for jeres gæstfrihed, og en masse varmt fællesskab.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:
- At vores afrikanske medbrødre og søstre, både i
Sydafrika og Zambia, som bærer en stor part af
det daglige arbejde, fortsat må få ny styrke og
inspiration.
- At arbejdet med opførelsen af børnecentrene,
både i Sydafrika og i Zambia, må vokse, og at
endnu flere børn dermed bliver hjulpet.

- Bed for den svenske støtte-organisationen,
Children’s Ark International, som er med til at
støtte Projekt HAAB.

- Bed for ”Projekt HAAB Danmark -
arbejdsgruppen som slider for at blive en
levedygtig dansk ”fund-raising” forening til
fordel for arbejdet i Afrika.

I denne forbindelse skal det nævnes at mere end 30 medlemmer meldte sig til foreningen under Toves og mit ophold i DK, juni – juli – august. Efter de gældende danske regler skal vi have mindst 150 medlemmer for at ”Projekt HAAB Danmark” kan få del i alle rettigheder og fordele som dansk velgørenhedsforening, f.eks. ansøge om støtte til børnecentre i Africa fra større danske støtte-organisationer som DANIDA, m.fl.

NB: Det koster kun 100 kr. om året for at være medlem For flere oplysninger om foreningen, kontakt venligst Mikael Thomsen, tlf. 98 13 32 32

eller på e-mail: mikael@mmafrica.com

Tak til Gud for:

- En voksende gruppe af medlemmer af
foreningen, ”Projekt HAAB Danmark”

- Levedygtige børnecentre for forældreløse AIDS-
ramte børn i Sydafrika og i Zambia

- Det varme samarbejde med ledere i Zambia

Se hjemmesiderne:
http://www.projekthaab.dk
http://www.afnet.org/
http://www.afnet.info/

Gaver kan sendes til:
mrk. ”Sydafrika – Tove og John”
Lykkegårdsvej 100, DK-6000 Kolding
BG Bank, Kolding: Girokonto 1199-205 6666

TAK for din støtte i BØN og OFFER! Gaver op til 14.100 kr. kan
fratrækkes selvangivelsen §8A – dog ikke de første 500 kr.
Kontaktpersoner i DK: Georg Berthelsen, tlf. 75 61 81 77
Søren Viftrup, tlf. 75 72 51 00

Vore kontaktoplysninger:
Telefonnummer i Sydafrika - John: 072 746 0670
- Tove: 072 746 0711

E-mail adresse: mma@afnet.org

Missions-mobilisering i Afrika - Juli 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed… alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.” (Mattæusevangeliet 25:31 – 32)

På besøg i Danmark
Siden begyndelsen af den danske sommer 2007 har vi været hjemme på besøg i Danmark.

Bryllup
Allerede d.2. juni var vi med ved Heidi og Brians bryllup, som fandt sted i Hillerød, i pinsemenigheden. Det var en pragtfuld oplevelse; virkeliggørelsen af en drøm, og et klart bevis på Guds nåde og velsignelse over det unge par. Imens de var på bryllupsrejse nød Tove og jeg være ”rigtige” bedsteforældre, og vi hyggede os sammen med Heidis tre børn, Miriam, Daniel og Jonas.

”Autentisk Mission” – En sund balance
Ellers er et af de vigtigste formål med vores ophold i Danmark at formidle budskabet om ”autentisk mission”. Gud har vist os at vi skal undgå at blive ensidige i missionstjenesten i Afrika, men at vi derimod skal holde en sund balance mellem det ”åndelige”, kirkelige arbejde på den ene side, og det samfundsforvandlende på den anden. Det ene burde ikke fortrænge eller udelukke det andet.


Se Jakobs brev 2:27 om ”en ren og ægte gudsdyrkelse.. at tage sig af faderløse og enkerne i deres nød..”

Der er gået tre år siden vi sidst havde en sådan orlov i Danmark, og vore tanker går tilbage over alle de ting, som er sket i denne periode: …

… Flytningen, juli 2006
En større begivenhed var vores flytning fra den gamle bibelskole-grund i Hillcrest til vores nuværende hjem 600 km. mod nord i Pretoria. I begyndelsen havde vi en plan om at flytte Projekt HAAB – familien, med de første 14 børn, med os. Det viste sig imidlertid at være bedst at de blev boende i deres kendte omgivelser, og at de fik daglig hjælp og omsorg af kristne venner i nærheden. Ved senere besøg har vi kunnet glæde os over at se, at de trives og har det godt.

… Teamsamarbejde med AFnet
I forbindelse med vores flytning, gik vi ind i et team– samarbejde med missionsgruppen, ”AFnet”, i Pretoria. Vennerne i denne sammenhæng har præcis de samme mål for øje, som vi selv havde arbejdet med i nogen tid, dvs. menighedsplantning og ledertræning på den ene side, og på den anden side, praktisk hjælp og forvandling i samfundet, især for de forældreløse AIDS-børn.

… Børnecentre – og de lokale kirker
En konkret form for indsats er opførelsen af børnecentre, både i Sydafrika og i Zambia. Dette bliver gjort i samarbejde med lokale kirker, som bliver oplært til at være ”HAAB” – orienterede gennem det at tage ansvar for de svageste i samfundet, herunder de forældreløse, AIDS – ramte børn.
Et børnecenter, som vil kunne give hjælp til 100 børn er netop blevet opført i Soshanguve, som ligger cirka 30 minutters kørsel fra Pretoria. Byggearbejdet på et andet børnecenter er blevet indledt i Zambia, hvor vi samarbejder med Apostolsk Kirke i Luapula Provinsen.

50 års jubilæum, Apostolsk Kirke i Zambia
Den sidste weekend i juni måned, 2007, samledes cirka 1000 mennesker i Ndola, Zambia, for at fejre kirkens 50 års jubilæum.


50-års jubileum i Zambia

Det blev en uforglemmelig oplevelse for mig at kunne komme ud og opleve denne store begivenhed sammen med de mange, forsamlede mennesker, som kom fra alle mulige steder i Zambia, og også fra andre lande i det centrale og sydlige Afrika, samt fra Danmark.

Virkeliggørelsen af en drøm
Jeg kunne genkende rigtig mange af dem, og det var virkeliggørelsen af en drøm at kunne mødes og snakke med dem. Jeg fik den ene beretning efter den anden om alt det, Gud har gjort for dem i løbet af de sidste 18 år, altså perioden efter Tove og jeg flyttede fra Zambia.
”John, kan du huske den gang…” Sådan startede mange af samtalerne, og historierne som jeg hørte, viste mig klart, at en meget stor ekspansion og åndelig vækst af kirken havde fundet sted siden vi sidst boede i landet.
Det var også meget stærkt for mig at høre om det kirke-arbejde som finder sted i nabolandene, Congo og Zimbabwe, på trods af uroligheder i Congo og kampen om at overleve i Zimbabwe, på trods af landets inflation, verdens højeste.

Andre oplevelser på Zambia–turen
Det var en helt speciel oplevelse for mig, igen at kunne træffe Toves og min ”zambianske søn”, Chola. Han blev for længe siden (1980) en nær ven af vores ældste søn, Stephan, som dengang kun var 8 år gammel; Chola var 12. En dag kom Stephan ind til os, efter dagens leg, og sagde: ”Mor og Far, kunne vi ikke adoptere Chola? Han har det så skidt der hvor han bor nu.” Da vi besøgte familien, hvor Chola boede, viste det sig at de var hans onkel og tante, og de havde – efter afrikansk tradition – taget ham ind under deres tag, da hans gamle mor ikke kunne klare at tage sig af ham. Familien havde ikke midler nok til at tage sig ordentlig af drengen, og han var sidst i rækken når det kom til de essentielle ting, såsom mad, tøj og – ikke mindst – omsorg og kærlighed. Chola kom ind i vores familie som et plejebarn og boede hos os i 8 år. Han blev som en søn og storebror i vores familie, og ved vores afrejse fra Zambia i 1989 var han blevet en ung mand. Vi har holdt kontakten til ham over de efterfølgende år. Chola blev siden gift med en sød pige, Beauty, og de har nu 6 dejlige børn.
En anden stor oplevelse var mødet med Max Lubinda, som vi arbejdede sammen med i evangelisation i Zambia, specielt i 1988, hvor cirka 2400 mennesker tog imod troen på Jesus Kristus. Max er en veluddannet mand med store musikalske evner. Han brænder for at udbrede evangeliet og har i løbet af de sidste 18 år forkyndt evangeliet og startet en hel del menigheder mange steder, både indenfor og udenfor Zambias grænser. Han bakkes stærkt op af hans kone, som for øvrigt er ”speaker of Parliament” (folketings-formand). Det greb mig at mærke den ild som brænder i dem efter at tjene Gud med alle de evner og muligheder som de har.


Max Lubinda, musiker og menighedsplanter

Det var blot nogle få glimt – ud af de mange – af personlige møder med mennesker som jeg oplevede under mit besøg i Zambia. Når jeg tænker på alle disse ting, kan jeg kun sige, Gud har været god imod mig!

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:
- At arbejdet med opførelsen af børnecentrene, både i Sydafrika og i Zambia, må føres igennem, og at hundredvis af børn dermed bliver hjulpet.
- Bed for støtteorganisationen, Children’s Ark International, som er med til at støtte Projekt
HAAB.
- At Tove og Johns resterende orlovstid i Danmark, indtil 25. august 2007, må resultere i mere
forbøn og støtte for arbejdet i Sydafrika.

Tak til Gud for:
- Gode møder med menigheder og andre kontakter i Danmark.
- Johns vellykkede besøg i Zambia.
- Guds trofasthed og velsignelse over brødre og søstre i Zambia.

Missions-mobilisering i Afrika - Juni 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

"... du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag." (Joh. Åb.5:9)

Gud elsker mennesker! Han længes efter dem, og ønsker, at de af deres egen fri vilje vil komme ham nær. I bibelcitatet ovenfor ser vi, at denne kærlighed fra Gud omfatter mennesker af alle slags, fra alle baggrunde.

De virkelige kendsgerninger
Dette budskab er så grundlæggende, at mange af os kristne ganske vist kender til det, men de virkelige kendsgerninger om en døende og lidende verden omkring os er kommet langt bagud i vores bevidsthed. Vi hører tal og statistikker om mennesker i nød, men de har ikke længere den virkning på os, som vi oplevede i starten.

Relationer
Som danske udsendinge nede i Sydafrika taler vi ofte sammen om, hvad der effektivt kunne gøres for at løse dette problem. Altså, hvad mere kunne der gøres, ud over formidling af nyhedsbreve og hjemmesideartikler, stævner og konferencer om arbejdet hernede?
En ting er blevet meget vigtig for os. Relationer! Vi tror at folks personlige kontakt med os, deres udsendinge – og vores muligheder for at opbygge relationer med dem – er af afgørende betydning for at interessen kan holdes varm. Og den varme interesse kan føre til konkrete tiltag.


Hundredvis af skolebørn ser kristent dukketeater

Et godt eksempel på dette var et besøg af ni unge danskere, som var sammen med os i første halvdel af maj måned 2007.


Euroclass-holdet, sammen med et ungt par fra AFnet-teamet

Euroclass
For fjerde år i træk havde vi besøg af et hold fra Euroclass, Kolding; og igen blev det en rigtig vellykket tid. De unge mennesker ankom med en positiv indstilling om at tage aktiv del i arbejdet, og de var velforberedte til det. De kom med os ud i den store bydel, Soshanguve, hvor de bl.a. besøgte en række skoler. Disse skoler arbejder AFnet / Projekt HAAB sammen med, især med at formidle hjælp til forældreløse børn. På en af skolerne, Kondelelani Junior High School, er der 1050 børn, og lærerne har identificeret 102 af disse som forældreløse.
Dette billede ses desværre alt for ofte iblandt Sydafrikas
skole-ungdom. Ufattelig mange har mistet deres forældre på grund af AIDS. Det er derfor blevet helt oplagt at vi har et samarbejde med skolerne. Nogle af lærerne har det virkelig på hjerte at formidle hjælp til børnene, og dette giver os en sikkerhed for at det er de rigtige børn som bliver hjulpet.
Udover Euroclass-holdets besøg på skolerne, nogle besøg i lokale kirker, og i nogle børneinstitutioner, var der også tid til hyggeligt samvær, hvor Tove og jeg kunne nyde fællesskabet med de unge danskere. Dette satte vi stor pris på, især fordi vi mærkede deres iver efter at være med i arbejdet.

De fik talt til over 5000 skolebørn
Euroclass-holdet forkyndte evangeliet for de mange børn ved hjælp af drama– stykker og dukketeater, ledsaget af musik fra en ghettoblaster.
Børnene (og lærerne!) var vildt begejstrede, og lederen fra én af skolerne overbeviste os om, at de unge danskere bare måtte komme tilbage og gentage deres opvisning.
I løbet af de 12 dage, som Euroclass-holdet var i Sydafrika fik de talt til over 5000 skolebørn.
Deres indsats hos os gjaldt ikke kun deres musik- og dramastykker på skolernes scener. De tog også ivrigt del i praktisk arbejde, f.eks. at pakke mad poser til uddeling blandt børn i nød.


En skole med 1400 børn hører Evangeliet i drama-form

Denne opgave står vi regelmæssigt med, og den er temmelig tidskrævende. Euroclass- holdet satte det i system, så arbejdet blev udført i samlebåndsstil.
Slutresultatet med mad poserne, som her blev gjort klar, kom vi ikke til at se, idet vi skulle rejse videre få dage derefter. Euroclass gruppen skulle videre med bus til Zambia, og Tove og jeg skulle på en rejse til Danmark. Men vi har set, hvor enorm en betydning det har, når maden kommer ud til de trængende børn.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

ForbønsemnerForbønsemner:
- At de 5000 skolebørn, som hørte evangeliet, må tage imod livet i Kristus
- At de 102 forældreløse børn på Kondelelani skolen må blive givet al den hjælp, de har brug for, både fysisk og åndeligt
- At arbejdet med opførelsen af børnecentrene, både i Sydafrika og i Zambia, må føres igennem på en god og effektiv måde.
- Bed for støtteorganisationen, Children’s Ark International, at dens store arbejde i mange lande, fortsat må lykkes.
- Velsign Johan Combrinck og Jannie Pretorius, fra AFnet, som tager til Zambias Luapula Provins i juni måned for at tilse byggeriet af børnecentret i byen
Mansa.

Tak til Gud for:
- en vellykket tid sammen med Euroclass-holdet
- en god start for Tove og John under deres ophold i Danmark, 19.05 – 25.08.2007
- et smukt og velsignet bryllup for Heidi og Brian, vores datter og svigersøn

Missions-mobilisering i Afrika - Maj 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

”Han er den Gud... som står på de undertryktes side og sørger for mad til de sultne; som befrier dem, der segner under byrden – for Herren elsker de retfærdige. Han er den, som bevarer udlændingene i landet og viser omsorg for enker og forældreløs..." (Salmernes Bog 146:6-9)



En særlig samling på AFnet-grunden
Lørdag d.21. april havde vi en særlig samling for 89 forældreløse børn. De fleste kom fra en skole som hedder ”Kondalelani Junior High School”, og nogle kom fra børnecentret ved kirken i bydelen, Soshanguve, nord for Pretoria. AFnet har et vedvarende samarbejde med Kondalelani-skolens lærergruppe. De holder hele tiden rede på, hvilke af børnene er forældreløse, og fra AFnet rækker vi ud med hjælp til dem.


Leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier

Samlingen fandt sted på Afnet-centerets grund, som har gode faciliteter til formålet. Dagen var planlagt med et program der både rummede leg, hyggeligt fællesskab og bibelstudier. Et særligt træk ved det alt sammen var tilstedeværelsen af cirka 30 unge mennesker fra ”Doxa”, en stor kirke i Pretoria. De var modne unge kristne… og de havde sat sig for at være til velsignelse for den store
gruppe af forældreløse børn.

De unge fra Doxa havde planlagt de fleste af aktiviteterne. Der blev også mulighed for en tur i et svømmebassinog børnene var næsten ikke til at få derfra igen. Nogle af dem havde aldrig før prøvet at være i en sådan ”swimming pool”, og ingen af børnene kunne svømme i den dybe ende.



Samtale-grupper
I dagens løb var der flere samlinger hvor de unge kristne sad sammen med børnene i mindre grupper. De gennemgik mange af de spørgsmål og svære oplevelser, som alle de forældreløse børn havde gennemlevet på forskellige måder. Sådanne ting som ensomhed, selvværd og behovet for voksen-figurer blev berørt. Det var tydeligt at børnene sugede det hele til sig, og også at Guds velbehag var over det alt sammen.
Disse omtalte AIDS-børn – og utallige andre som dem - er blevet traumatiserede igennem deres forældres lidelser og død. Ofte hviler byrden med at skulle passe de døende forældre på disse børns skuldre, og de har hverken den nødvendige indsigt eller medicinen som skal til.
Det er tit de større børn (14 – 19 år) som har ansvaret for at skaffe mad og husly for deres mindre søskende… hvilket tit resulterer i prostitution og kriminalitet. I mange tilfælde er der ikke nogen ”stor-familie” som kan eller vil tage del i ansvaret for de forældreløse børns liv og opvækst.
Derfor er praktisk hjælp til ”forældreløse hjem”, f.eks. at give dem mad, hjælp med deres skole-lektier, træning i livets nødvendige færdigheder og i at fungere i deres samfund, nogle af de ting som Gud har lagt hen til os i Projekt HAAB/AFnet.

Besøg i Hillcrest
Søndag d.22. april tog Tove og jeg til Hillcrest; vi havde flere vigtige ærinder med denne tur. Bl.a. skulle årsregnskabet for MMA/Projekt HAAB afleveres til vores statsautoriserede revisor.


Esther House


Om tirsdagen var vi med ved den officielle åbning af ”Esther House” på den gamle bibelskolegrund. Det var en flot begivenhed, med deltagelse af folk både fra Sydafrika og USA. Der var også folk fra de lokale medier til stede for at dække den store dag.
For os var det en glæde at se fire børn fra vores første Projekt HAAB familie med i denne familie; også at møde deres nye foster forældre, et fint ældre ægtepar. Vi kunne ikke lade være med at fryde os over, at det netop var vores gamle hus på ejendommen, som nu dannede rammerne om familien.
Vi var også lykkelige for at kunne besøge Eunice og de børn som stadigvæk er hos hende. Det var godt at se at de bor i et godt hus, og at de trives godt under omsorgen fra den lokale kirke, som nu har påtaget sig dette ansvar.

En tur til lufthavnen – og tilbage igen
Den plejer ikke at være specielt besværlig, en tur på cirka 75 km.
Jeg havde lovet at køre et af vores team-medlemmer i AFnet, til lufthavnen i Johannesburg. Turen tog kun 45 minutter og vi nåede frem i god tid før flyets afgangstid.
Men det var tilbageturen som blev helt anderledes end forventet. Motorvejen var tæt pakket med biler som var på vej til en lang weekend-ferie; de sneglede sig af sted. Så jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå hjem i tide til aftensmaden. Men så skete det, som er noget af det værst tænkelige på en sydafrikansk motorvej: Fra bilens kølerhjelm begyndte det at ryge med damp fra motoren, og temperaturmåleren var helt oppe i det røde felt. Lidt mere af dette, så risikerede jeg at motoren brændte sammen. Ikke nok med dette; det var også farligt at parkere ved siden af motorvejen, p. g. a. kriminalitet.
Det første var at sende en bøn op til Gud om hans beskyttelse mod alle farer, og om hans hjælp med at få en løsning på bilens problem.
Sådan sad jeg i et kvarters tid i nattens mulm og mørke, og jeg så at jeg var kommet til at parkere lige bag ved en anden personbil. I den sad tre mænd. Hvem mon de var for nogen?
Til sidst trådte jeg ud af bilen og prøvede på at se, hvordan det stod til – især med køleren. Det var tydeligt at der skulle en hel masse vand til. Men hvor skulle jeg skaffe det fra? - for der var ingen vanddunk med i bilen.
Så gik jeg hen til bilen foran og bankede på ruden. Da en af mændene lukkede op, forklarede jeg dem min situation, og spurgte om de tilfældigvis skulle have noget vand med i deres bil. Det havde de ikke, men de havde en tom plastic dunk, og den måtte jeg få.
En ung fyr fra bilen fik idéen, at prøve på at få vand igennem tremmerne på et sikkerhedshegn ind til en større ejendom ved siden af, hvis bare vi kunne få fat i vagten. Men han var forsvundet bag en stor bygning.
Da begyndte den unge mand at bevæge sig hen til hegnet, og halvvejs stoppede han og kaldte til os: ”Her er vand!” Han var kommet ned til en grøft med klart rindende regnvand. Straks fyldte han dunken op, og jeg kunne fylde vand på bilens køler. Derefter kunne jeg starte bilen og køre videre i retning af Pretoria, hvor Tove ventede mig. Tilbageturen tog i alt 4½ time!
Jeg priste Gud for hans omsorg og beskyttelse; også for de ”sydafrikanske engle” i bilen foran.

Med kærlige hilsener,
Tove og John

Forbønsemner:
- Guds velsignelse over de mange forældreløse
børn som var samlet på AFnet
- Bed for Euroclass holdet, 9 unge fra skolen i
Kolding, som er med i 12 dage i april måned
- Bed om Guds ledelse og velsignelse over Tove og
Johns orlov til DK, 19.05 – 25.08.2007
- Velsign Childrens Ark International, den svenske
organisation som støtter Projekt HAAB

Missions-mobilisering i Afrika - April 2007

AT MOBILISERE KIRKEN I AFRIKA TIL TVÆRKULTUREL EVANGELISATION OG SAMFUNDSFORVANDLING

”Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jer: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." (Matthæusevangeliet 25:37-40)

Elisabeth, min søster, hjemme hos Herren
Midt i vores hverdag i Pretoria; madposer til de forældreløse børn; forberedelser til et leder-seminar i Soshanguve… kom beskeden til os fra Willy. I hans e-mail, d.9.2.2007, stod der ganske enkelt:

”Kære John og Tove
Vi må erkende at Gud valgte at kalde Lisbeth hjem i dag.”

Det var chokerende og uforståeligt for os. Lisbeth fyldte kun 55 år, endda på den samme dag, og hun efterlader sig sin mand, Willy, og deres syv børn, hvoraf de yngste er to drenge, Jonathan og Benjamin, henholdsvis 10 og 15 år.

Højtideligheden
Det blev muligt for Tove og mig at reservere billetter til Danmarks-turen, så vi kunne være med til begravelses-højtideligheden i Aalborg.
Den fandt sted d.17.marts med den lokale Apostolske menighed som samlingssted. Hele højtideligheden var ubeskrivelig smuk. Forkyndelsen, personlige ord fra Willy, børnene og andre fra familie og venner … alt centrerede sig om Lisbeth og om Guds velsignelse til dem igennem hende.

Lisbeth, en fast forbeder
Selvom vi (Tove og jeg) har tilbragt det meste af vores liv som missionærer i Afrika, har Lisbeth betydet meget for os; først og fremmest som søster, svigerinde og faster for vores børn. Men også mere end det. For nogle år siden skrev vi meget i vores nyhedsbreve om behovet for mere forbøn for os og dem som vi er iblandt i Afrika. Indenfor kort tid fik vi brev fra Lisbeth om, at vi godt kunne regne med hende som en fast forbeder. Det har vi nydt godt af.

Lederudvikling:
”om at se lederskabskrisen i øjnene”.
Helt op til 80 % af alle de kristne præster og kirkeledere i Afrika har ikke haft nogen systematisk eller formel træning i kundskab om bibelen, de grundlæggende bibelske sandheder, eller den kristne lære.
Som resultat er kirken i Afrika mange steder blevet synkretistisk og fragmenteret. Vi tror på, at træning af effektive ledere er en del af Guds strategi for at få evangeliet ud i hele Afrika, og at få bygget Guds kirke på kontinentet.
For nylig blev jeg spurgt om jeg ikke mente at Afrika nu havde rigeligt med evangelister ...og om de ikke nu ville kunne klare sig uden vores folk (fra kirken i vesten) til at undervise dem. Mit svar var: ’Nej de kan ikke undvære os; og på flere måder kan vi ikke undvære dem’.
Selvom kirken i Afrika er i vækst og der bliver plantet flere menigheder end nogensinde før, har den stadigvæk brug for at vi står sammen med den, og at vi deler med den af de rigdomme som Gud har overøst os med i de sidste århundreder.


Ledere fra Pretoria området undervises på AFnet-centeret

Kirken i Afrika står overfor en krise
Den har stadigvæk brug for mere indsigt og erfaring om sådanne ting som for eksempel, sende arbejdere ud i tværkirkelig missions indsatser, og sørge for en vedvarende støtte til dem.
Den afrikanske kirke har endnu ikke fundet sit faste grundlag for udførelsen af opgaven. Den oplever smerterne fra et paradigme-skift.
Nogle af dem er konsekvenserne af at evangeliet blev indført af vestlige missionærer, som sjældent tog hensyn nok til det Afrikanske verdensbillede. Dette ejes af kon